Krigens tid er afsæt i en personlig beretning, som måske sætter nogle ting på plads i forfatterens liv.

Kun tre år gammel mister Niels Peter Juel Larsen sin far i foråret 1945. Politifuldmægtig Poul Larsen henrettes, kort før krigen er slut, som en af modstandsbevægelsens ledere. Nu, hvor forfatteren er midt i 70'erne, er han klar over, at den mistede far kom til at præge hele hans liv. Det er han kommet på sport af gennem terapiforløb, det seneste med en fru Mente i Berlin, hvor han flyttede til efter at være blevet fyret fra DR.

Det er et forbløffende og skånselsløst stof, jeg som læser præsenteres for i erindringsbogen "Krigens barn". Nu som gammel mand med for stort rødvinsforbrug og vaklende potens gnaver Niels Peter Juel Larsen sig ned til det, han kalder erindringens "diamantlager".

Nede i det erindringslag genkalder forfatteren sig det utroligste. Han husker et møde med en grædende far i hans fængselscelle, og hvordan farfaren slog en kæmpe prut, da Gestapo foretog en husundersøgelse. Selv tyede den psykisk sårede dreng til haven, hvor han med et syltetøjsglas søgte at indfange noget, der kunne genskabe en håndterbar virkelighed. Også barnepigen som genstand for hans første forelskelse, og hvad den fremkalder af reaktioner i hans lille tissemand, huskes.

Men mere end det. Niels Peter Juel Larsen fortæller detaljeret om, hvordan følelsen af ikke at hænge sammen har præget hans erotiske udfoldelser med kærester og koner. Som læser er jeg her i tvivl om forfatterens ærinde. Er der tale om at komme til rette med noget, der fortrydes og skal bortforklares, eller optræder han her som ekshibitionist? Svaret blafrer i vinden.

Det gør det også, når jeg som læser er medvider til hans møde med datteren til Gestapo-chef Fritz Bolle. Det var Bolle, der fik faren overført fra Aalborg til København og hermed årsag til drabet på ham. Bolle selv er for længst død, og datteren, der er på alder med forfatteren, uvidende om farens rolle under anden verdenskrig. Men Niels Peter Juel Larsen insisterer på at præsentere sit syn på sagen.

Men hvorfor? Handler det om renselse og heling ved at påføre andre smerte?

Døm selv, for man kan ikke andet end være optaget af det vanvittigt velskrevne forsøg på at komme til rette med mekanismer i fortiden, mekanismer, der er virksomme den dag i dag, nu under betegnelser som posttraumatisk stresssyndrom.

Niels Peter Juel Larsen: "Krigens barn". Turbine. 300 sider. 299,95 kroner.

  • fyens.dk