Troels Kløvedals sortie: En skøn, levende bog - skrevet af en døende

Troels Kløvedal, som vi altid vil huske ham. Vejrbidt, på Nordkaperen. Den karismatiske skipper, eventyrer og fortæller. (Foto: Troels Kløvedals hjemmeside)

Troels Kløvedals sortie: En skøn, levende bog - skrevet af en døende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fænomenet Troels Kløvedal er uhelbredelig syg, men hans afskedshilsen til livet og til danskerne er en begavet, sprudlende erindringsbog om kvinder og mænd og hvad deraf følger - sprængfyldt med glæde og begejstring over livet, blottet for bitterhed og sentimentalitet.

Bøger: Vi er mindst to generationer af danskere, for hvem Troels Kløvedal er et ikon. Den lange, karismatiske eventyrer og livskunstner, der gjorde Nordkaperen og dens togter til en del af vores hverdag, har plads i hjerte og sind hos de fleste af os. Fordi Kløvedal ikke alene havde modet til at vælge det totalt frie liv, men også besad evnen til som selvlært fortæller at give os del i oplevelserne.

"Alle mine morgener på jorden" er den poetiske titel på Kløvedals skønne erindringsbog, der netop er udkommet. Det er en prægtig bog, både i indhold og udseende. Og bogen er en læseoplevelse af format. Det er tungt at erkende, at det sandsynligvis er den sidste bog, Kløvedal når at udgive. Han er uhelbredelig syg af nervesygdommen ALS. Døden er den sidste begivenhed i et liv, der har rummet langt mere og budt på langt større oplevelser, end de fleste mennesker når. 

"Jeg er syg og mærker her dag, hvordan mit legeme forfalder", skriver Kløvedal i bogens epilog. "Mit hoved er normalt, men min krop forlader mig. Jeg kan ikke synke mad mere og får næring genne en sonde i maven, kan ikke trække vejret uden en respirator, kan ikke tale mere og hoster slim op mange timer her dag."

Sådan. Lige på og hårdt. Kløvedal fortæller, hvordan situationen er. Men ellers er bogen fyldt med liv. Den er varm og glad. Helt uden bitterhed og selvmedlidenhed.

Om kvinder og mænd

Det er en erindringsbog spækket med kærlighed, med historier om kvinder og mænd, om børn - og om rejserne over havene, om fremmede folk og skikke - men også om de spændende år i Danmark i slutningen af 60'erne og 70'erne, hvor normerne blev udfordret, hvor samfundet ændrede sig, hvor kvinderne rev sig ud af lænkerne. Og alt sammen fortalt med Kløvedals talentfulde pen og illustreret af hans glimrende fotos.

Det er en bog, der kun har én fejl: At forfatteren er så syg.

"Alle mine morgener på jorden" er en poetisk titel. Kløvedal har hentet titlen fra en af sine egne yndlings-romaner, skrevet af franskmanden Pascal Quignand. Det blev også navnet på en lille båd, Kløvedal nu og da sejlede rundt i herhjemme, når han havde lånt Nordkaperen ud til vennerne.

Kløvedal har altid elsket morgenstunden, og han skriver i bogen:

"Alle mine morgener skal være poetiske. Det besluttede jeg mig for som helt ung og har holdt det. Jeg elsker tidlige morgener og nyder dem hver eneste dag året rundt. At sætte sig ud i solen eller gå ud i regnvejret eller sidde på ankerspillet med en kop kaffe, hvis man ligger for svaj, eller lave to kopper og gøre rorgængeren selskab, hvis man er i søen...det er virkelig det dejlige liv. At lade dagen komme til sig, mens man spekulerer på eller taler om, hvad man skal bruge den til."

Hvis alle sender blomster

Inde i dette poetiske syn på morgener gemmer sig også Kløvedals holdning til livet. Det skal bruges, men til lyst og nydelse og oplevelser. Det har præget hans beslutnings-processer. Som f.eks. den dag, han blev tilbudt et spændende job i et filmselskab, tænkte sig om, rejste sig fra stolen og sagde pænt nej tak, mens direktøren stirrede vantro på ham. Kløvedal ville leve i frihed. Så det blev Nordkaperen og verdenshavene.

Undervejs får læserne både direkte og indirekte, mellem linjerne, at vide, at friheden og trangen til den hist og her også havde omkostninger. Som når Kløvedal fortæller, at forholdet til hans første barns mor blev opløst, fordi parterne var enige om, at et fast parforhold var i vejen for den totale frihed.

Det skal så i sandhedens interesse oplyses, at det absolut ikke har forhindret Troels Kløvedal i at forsøge sig med andre forhold. Han lægger ikke skjul på, at kvinderne har været det mest fascinerende af det hele. Han har nydt kvinderne - og det ser ud til at have været gensidigt. Hvis alle de kvinder kloden over, der har holdt af Troels Kløvedal, vil sende blomster til begravelsen, vil det forvandle Danmark til en regnskov.

"Livet er vidunderligt, fordi man kan bruge det til lige det, man drømmer om", fastslår Kløvedal. Og det enestående ved ham - det, der skiller ham ud fra alle de andre, der siger den slags - er, at han har gjort det.

Troels Kløvedals bog er en rejse på flere plan. Det er fortællingen om mandens eget liv, om en barndom, der blev slået i stykker af moderens død. Om ensomhed, om at kæmpe sig tilbage til glæden. Om håndværker-uddannelse, om medfødte intellektuelle evner, om samfundsændringer der tenderede små revolutioner, om ungdom, kærlighed, om børn, om drømme. Om kammeratskab. Og gennem alle disse ingredienser bliver "Alle mine morgener på jorden" også til en stor bog om livet.

Jeg kan huske, da jeg sidst i 70'erne læste Kløvedals debut-bog, "Kærligheden, kildevandet og det blå ocean".

Jeg sad på Berlingske Tidende og tænkte: Her er en autodidakt skribent, der skriver de fleste af os professionelle ud af stuen.

Det er Kløvedal blevet ved med. Også i det, der nok bliver hans sidste bog. Han fortjener en smuk ankerplads.

Troels Kløvedal

"Alle mine morgener på jorden"

448 sider, rigt illustreret

Gyldendal   

 

Troels Kløvedals sortie: En skøn, levende bog - skrevet af en døende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce