Interview

Kasper Holten har i størstedelen af sit voksenliv befundet sig i den absolutte superliga af den internationale operascene, men nu har han lagt chefansvaret fra sig af hensyn til sig selv og familien og glæder sig til at brede porteføljen ud. Netop nu er han aktuel med musicalen "The Book of Mormon", der uddeler både kærlige og knivskarpe satiresvirp - også til Kasper Holten selv.

Musical: "Nå, det siger de alligevel?". Sådan tænkte Kasper Holten mere end én gang, da han første gang læste manuskriptet til musicalen "The Book of Mormon".

Musicalen, der er skabt af ophavsmændene til animationsserien "South Park", er nemlig rendyrket satire af den knivskarpe, morsomme, grænseoverskridende og moderne slags, hvor der bliver gjort tykt grin med alt og alle. Blandt andet med religion og afrikanere for nu bare at nævne noget af det, der i andre sammenhænge bliver behandlet med en vis varsomhed, og at sætte det op på en scene og pege af fingre af det føltes umiddelbart sprængfarligt.

Tre ting om "The Book of Mormon"

1. "Forestillingen indeholder scener og sprogbrug, der kan virke stødende", sådan lyder advarslen - med et glimt i øjet - fra Det Ny Teater i beskrivelsen af musicalen "The Book of Mormon", der har premiere 25. januar og spiller frem til 13. maj.2. I musicalen følger man to unge missionærer, der bliver sendt til en fjern landsby i Uganda for at udbrede kendskabet til mormonernes hellige bog. Det går dog ikke så ligetil, og først da en af de to finder på sin egen religion, lykkes det at omvende de lokale.

3. Musicalen er skabt af ophavsmændene til animationsserien "South Park" og komponisten bag Disney-succesen "Frost", og Silas Holst og Carsten Svendsen har de bærende hovedroller i den danske opsætning.

Men i USA, England og Sverige, der ellers nok til tider læner sig op ad noget bornert, er musicalen blevet en kæmpe succes, og Kasper Holten har for længst erstattet skepsis med begejstring for fortællingen om de to unge mormoner, der bliver sendt til Uganda, hvor det hidtil har knebet gevaldigt med at omvende de lokale.

- Det er et fantastisk stykke, fordi det lykkes med to ting på én gang. Det er satire, der skyder i alle retninger. Den tager pis på alt - og mest af alt det selvhøjtidelige, men samtidig skaber den mennesker, vi holder af og holder med. Den er også en lang parodi på musical-genren, men samtidig lykkes den med at være netop en musical. Kort sagt kan man vel sige, at skaberne formår både at holde tingene ud i strakt arm og omfavne det. Det er sylespidst og kærligt på samme tid, siger han om den musical, som han har arbejdet med de seneste måneder, og som kan ses på Det Ny Teater fra den 25. januar.

Kasper Holten

Født 29. marts 1973 og er søn af cand.polit. Henning Holten og tidligere nationalbankdirektør Bodil Nyboe.Efter endt studentereksamen med skyhøje karakterer begyndte han at studere litteraturvidenskab på universitet, men blev aldrig færdig, da teaterverdenen og i særdeleshed operaen trak.

I 1996 blev han leder af Aarhus sommeropera, og fire år senere tiltrådte han stillingen som operachef ved Det Kongelige Teater.

I 2011 rykkede han til England for at blive chef for Royal Opera House i Covent Garden i London.

Han har gennem årene opsat flere end 50 operaer, skuespil og musicals herhjemme og i udlandet, har instrueret en enkelt film og modtaget flere priser.

Bor på Østerbro i København med sin kæreste og parrets to børn.

Den befriende pegefinger

Denne morgen har vintermørket knapt nok sluppet sit tag i et diset og koldt København, da Kasper Holten træder ind i teatrets kongesuite med en kaffe-to-go i hånden og en vibrerende energi, der tilsyneladende ikke lader sig slå ud af tidspunktet. Dagen er i virkeligheden også startet flere timer forinden, fortæller han, sådan som dage har for vane at gøre, når der er små børn i huset.

Men man fornemmer, at det ikke kun er døtrene på to og fem år, der har givet ham en energisk kickstart. Der er nemlig i det hele taget ikke meget tilbagelænet over manden, der i marts sidste år stoppede som operachef for et af verdens mest anerkendte operahuse, Royal Opera House i Covent Garden i London, for at vende hjem til Danmark, så børnene kunne komme i dansk skole.

Tværtimod er det, som om han formår at bevæge sig gennem livet i et tempo, der er en del højere end gennemsnittets, og selv talestrømmen er som en brusende flod. Ikke underligt, at en sindig nordjyde efter et foredrag med Kasper Holten for noget tid siden bagefter kom op til ham og konstaterede, at Kasper Holten på en time havde sagt mere, end han selv normalt sagde på en uge.

Også denne morgen formår han på kort tid ubesværet at ridse musicalens historie op for så at sætte ord på det særlige ved denne form for satire, inden han dvæler ved det befriende i at grine af os selv og af den religion, som vi til tider tager lidt for alvorligt.

- Og jeg taler ikke om folks private tro. Den kan være smuk og fin. Jeg taler om den institutionaliserede religion med rigide regler på andres vegne. Der er noget befriende i at pege på det absurde i at påstå, at man har fundet en sandhed, der gælder for alle.

En væsentlig forskel

I det hele taget er "The Book of Mormon" ifølge Kasper Holten et tiltrængt opgør med det selvhøjtidelige, der stortrives i en tid, hvor vi, som han siger, forbruger samfundet og hele tiden tænker på, hvad vi selv får ud af tingene, krydret med en udpræget trang til at tale højt om alt det, der er for dårligt.

- Forargelse kan være en vældig god motor for forandring, men det, at vi lever i en tid, hvor vi er redaktører af vores egne af aviser, har skabt en forestilling om, at vi skal sige alting højt - og det, at vi ser det som vores ret at råbe op om alt, kan også blive beklemmende, siger han og erkender i samme åndedrag, at han også selv falder i med jævne mellemrum. Et forsinket tog bliver straks til en vrissen udgydelse på Twitter, selvom han jo godt ved, når dampen har lagt sig, at herregud, alle begår jo fejl. Det gjorde og gør han jo også selv en gang imellem.

- Jeg tror, vi skal lære at kende forskel på den væsentlige forargelse, som vi kan lære noget af, og så den anden forargelse, som jeg kender fra mig selv. Den gamle sure mand har gode vilkår i vores tid, og derfor tror jeg, at vi trænger til at grine af os selv. En ting er at være en gammel sur mand derhjemme en gang imellem. Jeg synes jo, at jeg har ret til at brokke mig til min kone, men hvorfor skal hele verden rodes ind i det?! Det er jo ikke ligefrem en berigelse af det offentlige rum. Og derfor bør vi nok alle sammen i højere grad overveje, hvad vi kan gøre for at bidrage med noget positivt og så i øvrigt bruge vores kræfter på det, der i virkeligheden er vigtigt.

Holtens hemmelige lidenskab

Kasper Holten havde sin debut som operainstruktør i en alder af bare 20 år. Seks år senere blev han ansat som operachef på Det Kongelige Teater og blev straks udråbt som "operaens vidunderbarn". Trods få afstikkere gennem årene er det først og fremmest operaen, han har lagt tid og kræfter i, og de færreste vil måske umiddelbart tænke på Kasper Holten og komedien som et oplagt match.

- Ja, de fleste tror nok, at jeg mest er til de store tragedier, erkender han:

- Og det har jeg bestemt også elsket og elsker det stadig, men jeg har en hemmelig lidenskab for komedie, for på en måde kan man rykke verden meget mere, når man formår at få folk til at grine af sig selv. Humor er generelt den mest effektive medicin for mange ting i denne verden, og er man så heldig at have at gøre med god humor, er det helt uimodståeligt.

Det er nu ikke kun det befriende grin, der får ham til begejstret at sige ja, når en mulighed som "The Book of Mormon" byder sig. Det er også udsigten til at blive kastet ud på lidt dybere vand. For selvom både opera og musical handler om mennesker, der udtrykker sig gennem sang og dans, så er humoren en særlig udfordring for den garvede instruktør.

- Humor er svært i den forstand, at hvis man på den ene side begynder at behandle det som Tjekhov eller Dostojevskij, så bliver det usjovt og mister tempo og mod. Hvis man på den anden side desperat prøver at være sjov og maser på for at få folk til at grine mest muligt, så ender folk med at have brugt deres grin op efter en halv time. Og jeg elsker, at jeg skal op på tæerne. Det er lidt ligesom at være en Michelin-kok. Det skal virkelig smages til.

Nyt land

"Det er en omfattende snak. Hvor lang tid har vi?", spørger han med et skævt smil, da talen falder på den nye tilværelse, han er flyttet ind i med skiftet fra chefjobbet i London til freelancelivet i København.

Beslutningen om at forlade den prestigefyldte position i operaens superliga for at vende hjem til Danmark, så den ældste datter kunne komme i skole i hjemlandet, var den eneste rigtige, men den var ikke ubesværet. Når man fra en tidlig alder har været vant til at have adgang til de største operascener med den status og anerkendelse, der følger med, kan det godt føles en smule angstprovokerende at begive sig ud i nyt land, hvor man kun er chef for sig selv.

- Der er da dage, hvor jeg savner den status, der følger med cheftitlen, og jeg kan være bange for, om min karriere nu går i stå, og hvad nu hvis jeg ikke længere kommer til at være på de største verdensscener. Omvendt prøver jeg at fokusere på det pres, der også var, siger Kasper Holten og fortæller om travle dage og følelsen af hele tiden at skulle være på, fordi jobbet som chef i en kompleks organisation jo ikke bare er at lægge en strategi og følge den.

- Der er også enormt mange problemer, der opstår hele tiden. Man er også jonglør og brandslukker, og man ved aldrig, hvornår ens mobil ringer med den næste udfordring, fordi en sanger er sprunget fra, eller der er budgetproblemer. Og jo mere man uddelegerer, jo flere mennesker er der, som har behov for at blive set og anerkendt, og de mennesker har man jo også ansvar for, siger han og understreger, at det endelig ikke må lyde, som om han ikke bryder sig om at have ansvar. Faktisk elsker han ansvaret. Men den kroniske travlhed, der har strakt sig over mange år, har skygget for noget andet, som han glæder sig til at få plads til nu.

Goddag til bredden

Først og fremmest handler det om nærvær af den slags, hvor man ikke i tankerne er alle mulige andre steder end lige der, hvor man rent faktisk befinder sig. Selvom der stadig er "en del adrenalin i kroppen", mærker han allerede, hvordan det er blevet nemmere at være til stede. Eller som han selv siger:

- Jeg kan mærke, jeg begynder at stole på, at det kan være okay at slukke telefonen, for Covent Garden ringer ikke mere.

Men det handler også om at nyde at have tid til egne projekter - og andre projekter end dem, der normalt følger i kølvandet på jobbet som operachef.

- Når man har ansvaret for Covent Garden, er der et vist forventningspres. Man ved, der bliver kigget med fra hele verden, og det er fantastisk, men det er også et pres, og selvfølgelig bliver det operanørdet. Man kan vel sammenligne det med at være cheftræner for Manchester United. Så nørder man også meget med fodbold og bruger ikke tid på håndbold. Det får jeg - i overført betydning - tid til nu. Så der er måske tab af noget dybde og det ekstremt specialiserede for en tid, men så vinder jeg måske noget på bredden. Jeg har altid savnet af folde min portefølje ud, og det bliver godt at lægge skyklapperne fra mig.

Det er nu ikke fordi, der pludselig åbenbarer sig uanede mængder af tid, hvor han ikke ved, hvad han skal lave. Forude venter allerede opgaver i udlandet og herhjemme, og arbejdet med "The Book of Mormon" har også budt på lange arbejdsdage.

- Men jeg HAR fået mere tid og mere frihed og et bredere perspektiv. Det nyder jeg, og jeg glæder mig til at se, hvad der sker, når jeg ikke har så travlt. Hvor går min nysgerrighed så hen, hvad bliver jeg god til, og hvilke bolde har jeg lyst til at sende ud i verden?

  • fyens.dk