Arne anmelder

Fredag udkom andet bind i Péter Nádas' trilogi "Parallelle historier". Siden det forrygende første bind har forventningerne været enorme, men bogen skuffer. Alligevel er den bemærkelsesværdig.

Bøger: Ordet "Nobelpris" er ofte blevet brugt i forbindelse med den ungarske forfatter, Péter Nádas. Men aldrig med større tyngde, end da han for godt et år siden udsendte første bind i en bebudet romantrilogi, kaldet "Parallelle historier". Den første bog havde titlen "Den tavse provins", og den tog vejret fra alverdens anmeldere.

Derfor blev fortsættelsen imødeset med enorme forventninger. De blev ikke indfriet. Bogen, der hedder "I nattens mørke dyb", udkom fredag i en række lande, bl.a. i Danmark. Men bogen skuffer. Den er ikke i nærheden af kvaliteterne fra det første bind. Den er nok lige så eksperimenterende i sin form, men den er ikke nær så original i sit forløb som forgængeren.

"Parallelle historier", som Nádas kalder trilogien, afsluttes ved udgangen af dette år med tredje bog i serien, "Frihedens åndedrag". Det kunne tyde på, at Nádas vil beskæftige sig med tiden efter murens fald - eller måske også med tiden efter nazismens fald. For hans trilogi er tænkt som en fortælling om to familier i det dramatiske århundrede, vi for ikke så længe siden sagde farvel til i Europa. En slutning koblet til murens fald og det nye Europas fødsel vil vel være en naturlig afslutning. Og dog... der er intet naturligt eller ligetil eller selvfølgeligt over Péter Nádas. Man ved aldrig...

"Parallelle historier" er fortællingen om to familier og deres liv i Europa i det turbulente og dramatiske 20. århundrede.

Péter Nádas fortæller om to familier fra henholdsvis Budapest og Berlin - og om familiernes medlemmer i perioden mellem to verdenskrige, under Anden Verdenskrig og tiden efter. Hans beretning befinder sig i dette tidsrum, men han bevæger sig helt frit i tid og rum.

Han springer - frem og tilbage - på kryds og tværs. Han går ind og ud af miljøer og stemninger, af handlingsforløb og forventninger. Det gjorde han med imponerende lethed og originalitet i "Den tavse provins". I den nye roman er springene mindre elegante, de forskellige sceneskift ikke så overrumplende, og hændelserne ikke så underholdende.

Tidens flod

Men i Nádas' svingende, stærkt erotiske tidsskildringer og portrætter af mennesker, mærker man tydeligt den voldsomme udvikling i tiden. De politiske strømninger bærer fortællingen, som floden bærer båden på sin ryg. Og derfor er "I nattens mørke dyb" trods alt en interessant bog. Fordi den behandler en voldsom interessant tid på en meget anderledes måde.

Nádas' personer reagerer forskelligt på tidens udfordringer - som mennesker altid gør. Nogle føler sig tiltrukket af nazismen og dens enkle svar på alt. Andre bliver rædselsslagne. Nádas løfter ikke pegefingre. Han viser os billeder og skildrer reaktioner. Og lader os tænke.

En af styrkerne i forfatterskabet er, at Péter Nádas ikke tager patent på sandhed eller retfærdighed. Han lader os følge mennesker, der går forskellige veje - fordi de ser og opfatter forskelligt. Og netop ved at undgå kronologiens tyranni viser han os menneskets storhed og foranderlighed. Et menneske er ikke altid det samme. Og over en årrække kan et menneske være mange mennesker - uden at være svindler.

Derfor bevarer Nádas alligevel en slags rød tråd gennem fortællingen - trods de mange spring, trods turene såvel op som ned af tidens flod. Menneskets søgen efter drømmen. Eller i det mindste: Et forsøg på at finde drømmen. Undervejs går forfatteren tæt på sine personer. Gennem deres oplevelser og skæbner fortæller han også den store historie om Europa.

Mere mørke - mindre humor

I første værk, "Den tavse provins", sprang Nádas meget og kom om ved meget.

Det er som om, han i den nye bog overkommer mindre, breder armene knap så langt ud. Og måske nærmest har lænket sig sammen med bogens titel.

Det er det mørke og dybe, hans skikkelser tumler rundt i, mens de famler frem mod et mål, som de i de fleste tilfælde ikke har kunnet gøre sig klart. Men måske er denne begrænsning i forhold til første bog et udtryk for, at Nádas gradvis nærmer sig en klarere kronologi i det afsluttende værk. Det må tiden vise.

Derimod er springet med "I nattens mørke dyb" ikke så vellykket. I forhold til trilogiens første bind er der afgjort tale om en skuffelse. Handlingsforløbet er mindre interessant. Humoren, der i høj grad er vigtig for at formilde Nárdas kølige stil og nærmest pornografiske scener, er svagere. Og fornemmelsen af, at forfatteren har fat i en stor tidsskildring, bliver tynd.

Men bogen har sine "spidser". Der er steder, hvor den er stærkt gribende. Hvor Péter Nádas slår hårdt og dristigt. Eksempelvis i startkapitlet, hvor en af bogens hovedpersoner udfordrer det homoseksuelle miljø i en mørk park - og ikke kan lade være med at føle sig draget - samtidig med at han er skrækslagen. Det er et stærkt fortalt afsnit i denne særlige blanding mellem reportage og fantasi, som Nádas mestrer. Hvis han var maler, ville han male surrealistisk - og lade beskueren selv afgøre, hvad billedet forestiller. Sådan er det også, når han skriver. Når han skriver bedst, vel at mærke.

"Parallelle historier" ligner fortsat en stor, grænseoverskridende roman-trilogi, men den lugter ikke helst så meget af Nobelpris som efter første bind. Spændende, om Nádas går op eller ned ad trappen, når finalen kommer.

Peter Nádas

"I nattens mørke dyb"

(anden del af trilogien "Parallelle historier")

424 sider, Rosinante

  • fyens.dk