Anmeldelse

At læse Lisbeth Bruns »Det ottende bud« er som at bevæge sig ind i et psykologisk eksperimentarium, hvor jeg ikke kan opfatte bogens titel som andet end en påmindelse: Hvad der sker og siges skal ikke nødvendigvis tages for pålydende. I virkelighedens verden har vi det jo også med ikke altid at sige sandheden om hinanden. Det ligger ellers lige for at se den kvindelige hovedperson Siv som et offer for den charmerende, men ubeslutsomme Niels. De mødes i hendes Norge, forelsker sig, hun rejser ned til ham, og de bosætter sig i Løgstør. Hun får job på en Steinerskole, han har sit som gymnasielærer. Det er gennem Sivs øjne, forholdet mellem de to skildres, og det viser sig at blive kompliceret, for Niels hænger fast i sit tidligere ægteskab. Lisbeth Brun borer sig ind i de små forskydninger, et parforhold rummer, og for mig opstår der en frugtbar usikkerhed, for er tingene nu så enkle, som de ser ud til at være? Ja, Siv vil gerne have det til at se sådan ud. Men en gådefuld afslutning gør det ikke lettere for læseren, der tvinges til at gentænke handlingsforløbet uden at være sikker på at have fanget forfatterens hensigt. - Lisbeth Brun: »Det ottende bud«. Gyldendal. 200 sider. 249,95 kroner.

  • fyens.dk