Krimimesse 2018

Den brasilianske forfatter Chris Carter er et af krimimessens store trækplastre. Han har et stort kvindeligt publikum, selvom hans bøger udpensler ondskab i den mest makabre form.

Trækplaster: Advarsel: Denne artikel er uegnet for børn og sarte sjæle.

Sådan må det nødvendigvis være i en historie, der handler om Chris Carters forfatterskab.

Den 52-årige krimiforfatters beskrivelser af de mord, som hovedpersonerne Robert Hunter og makkeren Carlos Garcia skal opklare, overlader ikke meget til fantasien. Brutalitet og vold driver ned af siderne, når Chris Carter beskriver gerningssteder - ondskaben er til at tage og føle på.

Chris Carter

Chris Carter er 52 år, født og opvokset i Brasilien, men flyttede til USA som 16-årig for at studere psykologi og kriminel adfærd.Efter endt uddannelse arbejdede han som kriminalpsykolog, hvor han interviewede adskillige kriminelle, herunder serie- og massemordere med livstidsdomme.

Som 26-årig droppede han den karriere, flyttede til Los Angeles og blev rockmusiker. Han flyttede i 2000 til London, hvor han stadig bor. I en årrække turnerede han verden rundt, indtil han besluttede sig for at begynde at skrive.

Bogen "Dødens Galleri", der for nylig udkom på dansk, er den niende i serien om den populære kriminalpsykolog og efterforsker Robert Hunter og makkeren Carlos Garcia.

- Liget af Linda Parker lå på sengen, hvis hovedgærde var skubbet helt op mod væggen. Hun lå på ryggen på blodtilsølede lagener, som engang havde været hvide. Hendes arme lå hen over torsoen og benene var strakt lige ud, men både hænder og fødder manglede, fødderne var skåret af ved anklerne og hænderne ved håndleddene. Men selv det var vand ved siden af morderens "hovedværk".

Sådan lyder det på en af de første sider i hans seneste roman "Dødens Galleri". Så er vi ligesom i gang...

Jobbet som kriminalpsykolog er hårdt. Der er aldrig en god dag. Hver dag arbejder du med kriminalitet, med ondskab, skøre mennesker, mordere. Hvis hele mit professionelle liv skulle være at se død og sorg, ville jeg selv blive skør. Derfor stoppede jeg.

Chris Carter

Hvorfor flåede morderen ofret?

Der er flere grunde til brutaliteten. En af dem er, at han dermed skiller sig ud fra andre forfattere i en genre, hvor konkurrencen er benhård.

- I mine bøger dræber jeg ikke med kniv eller pistol. Jeg forsøger at gøre historierne intrigante og anderledes. Hvorfor flåede morderen ofret? Hvorfor skar han hånden af? Hvorfor kun den ene hånd og ikke den anden? Hvis morderen dræber ofret og skærer to fingre af - ikke to fingre ved siden af hinanden, men lillefingeren og langemanden - vil læserne vide hvorfor. Det er mere interessant, end hvorfor en person blev skudt i hovedet, fortæller Chris Carter.

Ligner en rockstjerne

Volden skræmmer ikke hans publikum væk. Her, på krimimessen på Fængslet i Horsens er der lange køer, hvor Chris Carter er.

Køer for at komme ind og høre hans foredrag. Køer for at få signeret hans bøger. Køer for at få en sludder og en selfie med den spinkle mand, der også af udseende og påklædning skiller sig markant ud fra de jakkesæt-klædte kolleger, det vrimler med i Horsens i weekenden.

Med sit lange, sorte hår, piercinger ved munden, tatoveringer på armene, spidse støvler og læderjakke ligner han mere en rockstjerne end en krimiforfatter med foreløbig ni bestsellers bag sig.

Men han har også været musiker og turneret verden rundt, før han begyndte at skrive bøger. Før det studerede han psykologi og kriminel adfærd og arbejdede derefter i en del år hos distriktsanklageren i Michigan som en del af et team af kriminalpsykologer.

Inspiration fra virkeligheden

Så inspirationen til hans bøger er hentet fra virkeligheden. Det er en anden grund til brutaliteten, fortsætter han:

- Meget af det, jeg skriver om, har jeg set i virkeligheden, da jeg var kriminalpsykolog. Jeg har set hoveder, der er skåret af, mennesker, der var flået. Jeg har oplevet så meget, at det er umuligt for mig at skrive om et gerningssted uden at se det for mig. Hver gang, jeg skal beskrive et mord, dukker billederne op. Ansigter på de ofre, jeg har set. Mange siger, at mine gerningssteder er grusomme, men ja... I skulle bare vide, siger Chris Carter i en pause på en hektisk lørdag, hvor alle vil have lidt af ham.

Når det er sagt, er bøgerne fiktion. Forskellen mellem fiktion og virkelighed er, at fiktion skal give mening. Det gør virkeligheden ikke altid. Der er ikke altid en grund til, at folk bliver dræbt, pointerer han.

Kvinderne elsker vold

Med "Dødens Galleri" som den niende roman i serien med Hunter og Carlos har han slået sit navn solidt fast og ligger bl.a. på Sunday Times' top-10-liste over bestsellerforfattere.

Også herhjemme har han fået et stort publikum. Da han første gang deltog i krimimessen, var der kun få, der kom for at høre hans foredrag. I år var han med for fjerde gang, og mange gik forgæves.

- Jeg får mails, hvor folk bemærker, hvis en bog ikke var så voldelig som den foregående. De vil have volden. De vil have blodet. Der er aldrig nogen, der har sagt, at de godt kunne lide en bog, fordi den var mindre voldelig. Nej, de klager over det modsatte, konstaterer han og fortsætter:

- Hvad der er endnu mere sjovt er, at flertallet af læserne er kvinder. Kvinder elsker at læse om vold og blod. De bryder sig ikke om at se det på film, men at læse om det... no problem, griner han.

1500-2000 ord om dagen

Hans mange fans - kvinder som mænd - behøver ikke at frygte, at strømmen af bøger fra hans hånd tørrer ud.

Han elsker sit arbejde, pointerer han, og han har ingen planer om at stoppe eller skifte spor, som han ellers har gjort flere gange i sit liv.

- Jeg er blevet for gammel til at skifte spor, griner han og fortsætter:

- Jeg har et fantastisk job. Jeg arbejder for mig selv, jeg har ingen chef. Jeg får penge for at gå ind i mit hoved og skabe historier ud fra min fantasi. Det kan jeg ikke klage over.

Han arbejder struktureret og skriver hver dag fra mandag til fredag. Står op kl. 5.30, går til træning, kommer hjem, spiser morgenmad og går så i gang med arbejdet.

Han har et fast mål for dagen - 1500 til 2000 ord. Når det er nået, er arbejdsdagen slut - også selvom det er midt i et afsnit eller en sætning. Nogle gange er han færdig ved middagstid. Som oftest bliver det ud på eftermiddagen, inden han holder fri.

- Men jeg arbejder aldrig i weekenden. Den tilbringer jeg med mine venner og min kæreste. Jeg ofrer ikke mit liv for mit arbejde. Livet er for kort til at arbejde hele tiden, siger Chris Carter.

Starter med en ide

Plottet i hans bøger skabes hen ad vejen.

- Jeg har kun en overordnet idé, når jeg går i gang. I min anden bog "Bødlen" var ideen en morder, der dræber sine ofre ved at bruge ofrenes frygt. Han finder ud af, hvad ofrene er bange for. Er du bange for edderkopper, dræber han dig med edderkopper. Er du bange for at være lukket inde i en boks uden ilt, putter han dig i en boks uden ilt. Det var ideen, og det var det. Jeg havde ikke andet. Jeg vidste ikke, hvem morderen var, hvorfor han gjorde det, eller hvad der ellers skulle ske. Det finder jeg ud af senere. Sådan gør jeg med alle bøgerne, fortæller Chris Carter og pointerer, at det er en organisk proces.

- Jeg standser, jeg overvejer, jeg ændrer. Bøgerne ændrer sig meget undervejs, indtil jeg når slutningen.

  • fyens.dk