Interview

Xenia Lach-Nielsen var bare en ung pige, da musicalen "Chess" viste hende den magi, der kan opstå, når man blander sang og skuespil. Her godt tre årtier senere står hun selv på scenen i den legendariske musical og fortæller en historie, som på mange måder trækker tråde til hendes eget liv.

Chess: Fra døren til Xenia Lach-Nielsens garderobe siver brudstykker af en telefonsamtale. Ude på gangen tjekker pressemanden på "Chess" tiden og undskylder, at skuespillerens snak med en anden journalist trækker ud. "Men interessen er simpelthen overvældende", konstaterer han så og ridser de kommende dages tætpakkede program op.

De medvirkende befinder sig nemlig ikke alene i den hektiske slutspurt op til premieren på musicalen. Stribevis af medier har også meldt sig på banen for at skrive om den musical, der her godt tre årtier efter urpremieren i London stadig sælger billetter. Endda i et omfang så holdet bag har besluttet at udvide med 25 ekstra forestillinger.

Spillesteder og -tider

"Chess" havde premiere i Tivolis Koncertsal i aftes og spiller frem til den 17. februar.Herefter spiller den i Musikhuset Aarhus fra den 20. februar til 3. marts.

Så rykker den til Odense, hvor forestillingen kan ses i Odeon fra den 6. til den 10. marts.

Fra den 13. til den 17. marts spiller "Chess" i Vejle og ender turnéen i Holstebro, hvor den spiller fra den 21. til den 24. marts.

Den ikoniske musical har også en ganske særlig betydning for Xenia Lach-Nielsen, fortæller hun, da telefonsamtalen er afsluttet, en hastig makeup er blevet lagt, og fotografen er færdig med sit arbejde.

Da "Chess" bragede frem i 1986, var hun knap 15 år og fornemmede for første gang, hvordan storslåede sange kan løfte en fortælling. Det var "Chess", der lagde grundlaget for hendes kendskab til den særlige musical-genre, og derfor krævede det absolut ingen betænkningstid, da hun blev spurgt, om hun ville spille den kvindelige hovedrolle, Florence, i den kommende opsætning, der for første gang nogensinde opføres på dansk i en professionel opsætning.

3 ting om "Chess"

1. Ideen til "Chess" opstod hos den erfarne musicalmand, Tim Rice, der havde fået en ide om at skabe en musical baseret på koldkrigstidens store skakmøder mellem USA og Sovjetunionen. I første omgang håbede han at få Andrew Lloyd Webber med på ideen, men han havde travlt med "Cats", og Tim Rice fik derefter kontakt til ABBA-drengene, Björn Ulvaeus og Benny Andersson.2. Alle sangene fra "Chess" blev udgivet allerede i 1984, inden musicalen overhovedet var på vej, og sange som "One Night In Bangkok" og "I Know Him So Well" strøg til tops på hitlisterne. To år efter fik musicalen premiere på West End i London, og der var den allerede et fænomen.

3. "Chess" er tidligere blevet opført som musical herhjemme, og sangene er blevet spillet til en række koncerter, men det er første gang nogensinde, at der bliver prøvet kræfter med en gennemført dansk opsætning, og sangene har altså ikke tidligere kunne høres på dansk.

- For mig er det en fantastisk fortælling, der ikke kun har et politisk lag, der handler om mødet mellem øst og vest. Det er også en stærk fortælling om kærlighed, og så handler den for mig ikke mindst om min karakters rejse fra at være en til dels kold og kynisk sekundant for den amerikanske verdensmester til at blive åbnet op i mødet med den russiske stormester, Anatoly Sergievsky.

En bedre version

"Chess" har premiere i Tivolis Koncertsal, inden den bevæger sig videre ud i landet til først Aarhus, så Odense og siden Vejle og Holstebro. Her fra koncertsalens cafe er der udsigt over den gamle have, der ligger øde hen i det magiske skær, der opstår, når tusindvis af små lamper bryder aftenmørket.

Xenia Lach-Nielsen

Født den 22. oktober 1971 og vokset op i Bagsværd. Som 20-årig spillede hun med i filmen "Drengene fra Skt. Petri", og året efter kunne DR's seere opleve hende som vært i ungdomsprogrammet "Transit" i selskab med Casper Christensen.Musical-debuten kom i 1996 med en rolle i "Hair", og siden har hun spillet med i en lang række forestillinger. Hun har også udgivet de to albums "Velvet Apple" og "Trash of Gold".

Hun bor på Frederiksberg med sin mand, skuespiller Peter Gantzler, og parrets datter.

Indenfor er der anderledes travlt, for skuespillerne har til det sidste knoklet med at få de danske ord til at passe helt præcist. Ambitionerne er lige så store, som arbejdsdagene er lange, og selvom holdet stadig ikke står med en færdig forestilling, så er det ikke svært for Xenia Lach-Nielsen at sætte ord på det tema, der for hende er på spil for hendes karakter - og som hun kender så indgående fra sit eget liv.

- Det er lidt et tema, der går igen i mit liv på forskellige måder. Det der med sort-hvidt, øst-vest, godt-ondt og alt det, der ligger imellem. At selvom man er på den ene side, kan man godt arbejde på at komme over på den anden side. Jeg synes i hvert fald, at mit liv i høj grad har handlet om at blive en bedre version af mig selv både privat og på scenen. I forestillingen udvikler Florence sig, da hun møder kærligheden, og det er vel i større eller mindre grad noget, vi alle støder på i vores liv: At mødet med andre mennesker kan være med til at åbne nye sider af os selv, siger skuespilleren og sangeren og beskriver samspillet med Stig Rossen, der spiller den russiske stormester, som "meget lykkeligt".

- Når man skal producere noget sammen, så er både kommunikation og ærlighed utrolig vigtigt, for ellers lykkes det ikke. Men sådan er det vel også i andre af livets relationer. Man bliver nødt til at være oprigtig og tydelig, og ønsket om at være et ordentligt menneske og vise, hvem jeg er, er nok noget, der har fulgt mig gennem hele livet.

Tryghed og frihed

Kort efter må Xenia Lach-Nielsen korrigere sig selv og fjerne det lille forbeholdne "nok". For hun HAR helt fra barnsben været optaget af at være et godt menneske, og hun har følt sig ramt, hvis andre mennesker ikke opførte sig ordentligt. Enten over for andre eller over for hende.

Hun fortæller med et smil, hvordan hun som barn så en babysæl blive flået i fjernsynet.

- Og jeg blev så forfærdet, at jeg råbte og skreg og kastede min kop mod tv'et, for jeg kunne ikke forstå... jeg kunne slet ikke rumme, at nogen kunne gøre sådan noget mod et levende væsen, og det er bare et eksempel ud af mange, siger hun og forklarer det selv med opvæksten i et barndomshjem, hvor der var rigelige mængder af både tryghed og frihed og dermed også overskud til at tænke over, hvordan man var over for andre mennesker.

Hendes mor er polsk og kom som ung til København fra Warszawa. Ikke på flugt, som man måske skulle tro. Men for at forfølge den kærlighed hun mødte, da hun besøgte den danske hovedstad som en del af en polsk teatergruppe. Manden, hun mødte - og som blev Xenia Lach-Nielsens far - var kommunist og læste russisk og historie, og de to unge mennesker blev i en tidlig alder forældre til to, alt imens de levede et liv i et virvar af politisk engagement og stor kærlighed til sang og musik.

- De var - og er - nogle meget søde og kærlige mennesker, der fik børn på et tidspunkt, hvor der var så meget andet, der optog dem, og det gjorde måske, at de stolede på, at vi kunne en masse ting selv, samtidig med at vi voksede op i et hjem fyldt med inspirerende mennesker. Det var en virkelig god opvækst, siger hun.

Den svære balance

Det var altså en ung kvinde proppet til randen med kærlighed og gåpåmod, der tog sine første selvstændige livtag med tilværelsen. Tvivlen på egne evner var ligesom ikke en del af bagagen, og Xenia Lach-Nielsen har tidligere beskrevet, hvordan hun som ung skråsikkert kastede sig over alt det, der virkede sjovt og interessent.

Værtsrollen i ungdomsprogrammet "Transit", der blev et hit blandt unge seere, scorede hun på eget initiativ, ligesom hun i en række andre tilfælde sparkede døre ind til det, hun gerne ville.

- I starten af min karriere var jeg fuld af initiativ og kækhed og tro på, at alle muligheder var åbne. Jeg var overbevist om, at jeg kunne alle mulige ting. Også ting, jeg ikke havde prøvet før, for det kunne jeg jo bare lære, ik? Men efterhånden fik jeg nogle knubs og erfarede, at der nok skulle endnu mere til end bare sige, at det her ville jeg gerne. De knubs gav mig noget ydmyghed.

- Var det en god ting?

- Jeg tror ... det er som om, at vægten ...

Hun illustrerer med armene, hvordan selvtilliden de første år måske var lige bastant nok, mens balancen siden tippede til fordel for lidt for meget tvivl.

- Jeg tror ikke, jeg 100 procent har fundet balancen, og der var en årrække, hvor jeg var alt for selvkritisk og ydmyg. Men jeg er på vej mod en god balance, hvor jeg kan tro på mig selv, men også kender mine begrænsninger.

Gennem årene har hun været med i adskillige musicals, men debuten i "Hair" i 1996 var bestemt ingen drømmestart, for en anmelder pegede hende nådesløst ud som forestillingens absolutte lavpunkt. Og den slags gjorde indtryk hos en ung kvinde, der i forvejen var en smule rundtosset over alt den opmærksomhed, som først en rolle i "Drengene fra Skt. Petri" og siden tjansen som tv-vært betød.

- Efterfølgende var jeg med på nogle projekter, som ligesom "Hair" udløste noget kritik, og det betød, at der var faktisk var en del år, hvor jeg blev i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde ret til at stå på en scene.

Først ja og så tvivl

I dag har hun - næsten - sluppet tvivlen, godt hjulpet på vej af det simple faktum, at hun gennem alle årene har været efterspurgt både som sanger og som skuespiller.

- Man kan sige, at jeg har arbejdet mig igennem det. Jeg har arbejdet og arbejdet, og det kontinuerlige arbejde har gjort, at jeg er blevet stærkere og stærkere og kender mine virkemidler, samtidig med at jeg også er blevet mere moden og voksen. Men jeg er meget sjældent tilfreds. Jeg har nogle meget skrappe idealer for, hvordan for eksempel en sang skal lyde, siger hun og erkender, at det i løbet af en produktion nok kun sker en enkelt gang eller to, at hun selv synes, at hendes præstation sidder lige i skabet. Det selvkritiske blik og de høje ambitioner er på sin vis en gave, fordi det i sidste ende kommer publikum til gode. Men det kan også slide i de lange prøveforløb, hvor man kaster alt ind på at skabe den bedst mulige præstation fra scenen. Det afholder hende dog ikke fra at gøre det gang på gang, ligesom det heller ikke afholder hende fra at sige ja til at kaste sig derud, hvor hun selv er i tvivl om, hvorvidt hun kan bunde.

- Når jeg for eksempel bliver spurgt, om jeg vil lave barokopera, så kommer den unge pige indeni på banen igen og siger: "Ja, selvfølgelig!", og først bagefter kommer den gamle dame i mig snigende og bliver i tvivl, men så prøver jeg at holde fast i, at jeg er blevet spurgt, fordi nogen tror på mig og så går jeg i gang med at arbejde.

- Så den gamle dame får ikke lov til at bestemme det hele?

- Nej, heldigvis - og da slet ikke, når det er en stor rolle i "Chess".

- Kan hun ligefrem godt tage imod det skulderklap, det er at få tilbud rollen?

- Nej, det ligger ikke lige for. Det kræver en virkelig god præstation for, at jeg kan sige: "Pyha, det gjorde du da meget godt", og der er jeg slet ikke lige nu. Heldigvis siger erfaringen mig efter 20 år, at det nok skal lykkes.

  • fyens.dk