Anmeldelse

Det er i sandhed håndholdte digte, Harald Voetmann præsenterer i sin debut som lyriker.

Det er efterhånden sjældent, at man læser en håndskreven tekst, men Harald Voetmann debuterer som lyriker med en samling digte nedprentet manuelt. Titlen er »Amduat. En iltmaskine«. Som titlen nok antyder fører to spor gennem værket. Udgangspunktet og første spor er digterens oplevelse af faderens dødsleje på Holbæk sygehus. Det andet spor er en rejse til Egypten, som faren tog sønnen med på efter morens tidlige død. Gennem en 12 timer lang natlig rejse følger vi solguden, som i en båd rejser gennem underverdenens lande. Flettet ind i solens rejse får vi scener fra farens dødsleje frem mod hans død. En iltmaskine er den spinkle forbindelse til livet, og den maskine kører som et lille motiv gennem hele forløbet. En forhistorie fra faderens liv med depressioner og dødstanker får læseren punktvis. Det, som gør denne digtsamling til noget enestående, er den sproglige vitalitet, der præger den. Men den sproglige overdådighed overdøver ikke den stemme, der skal tale fra teksten. Der er nogle spring fra den egyptiske gudeverden til det triste sengeleje på sygehuset, men de to verdener glider oftere ind i hinanden som her: »Gummihjul snurrer over akrylfloden/ Din sengehest/ dit overmundsgebis/ trækker slæbetovet, svedende og stolte./ I sivene langs flodbredden ligger/ døde på lur og titter ud på natbådens/ færd ...". Trods iltmaskine og pølsesuppe bliver det til en smuk dødsrejse. Det patetiske punkteres konsekvent, og det gør digtsamlingen medrivende og bevægende. Harald Voetmann viser med dette værk, at han også har et enestående greb om lyrikken. Harald Voetmann: »Amduat. En iltmaskine«. Gyldendal.112 sider. 199,95 kroner.

  • fyens.dk