Julens madtraditioner ændres langsomt, men sikkert, og vi køber os frem til stadig hurtigere løsninger. Men det er farligt at overlade kulturarv til industrien.

Vi elsker julens madtraditioner - i hvert fald ind til julefrokost nummer seks - men hvor mange af dem står vi efterhånden for selv at fremstille?

Foruroligende færre er min uvidenskabelige vurdering. Tiden bliver stadig mere knap, og fristelsen til at overlade det grundlæggende arbejde til industrien bliver stadig sværere at overvinde.

De gør det let for os og dermed sværere at retfærdiggøre tidsforbruget i forhold til alle de andre opgaver - var på en deprimerende tur rundt i supermarkedet forleden og kunne konstatere, at man kan købe sig til hele julemaden 80-100 procent færdigt ved at handle fra køledisken - ikke engang hvidkålen til den sønderjyske julekål med fløde og muskatnød behøver man at hakke. Den ligger findelt og forkogt i fryseposen.

Afstressende arbejde

Det er en evig diskussion, hvorvidt man skal give køb på smag eller tid, men måske er det på tide at trække en streg i sneen, og sige nok er nok. For lige pludselig er der ingen, som længere magter at fremstille den julemad, vi har værnet om i hvert fald i et århundrede.

Der er ingen grund til at give sig selv stress med urealistiske ambitioner om at lave det hele hvert år, selv proppe medisteren i tarme m.v., for det virkeligheden bare ikke indrettet efter i dag. Men omvendt er der også et undervurderet, afstressende element i netop at lave noget ægte - noget hjemmelavet.

Kan man ikke afse tid til blot at eksekvere én enkelt juletradition i køkkenet i december, er der noget helt galt med prioriteringen. For mig er juleduften i køkkenet det allerbedste før og under jul. Underkend ikke hvor mange minder duft og smag holder på. Og vakuum og fryseversionerne har hverken meget duft eller smag.

Og så er der jo selve håndværket. Bliver julen til en romantisk, virkelighedsfjern illusion om traditioner, få husker og endnu færre praktiserer? Vi er langt ind i en generation med halvglemte madtraditioner, og det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvor få teenagere i dag som lærer at lave julemad andre steder end i skolekøkkenet.

Spegesild og sylte på grisehoved

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg overlader rigtig meget julearbejde til den gode slagter, som naturligvis kan fremstille i en kvalitet, man sjældent kan konkurrere med.

Men det er altså noget over at servere sin egen rullepølse og sin egen sylte. Sidstnævnte fremstilles nu konsekvent uden brug af svinehoved - sikkert på grund af forbrugerpres - men den chauvinisme gider jeg ikke stå model til, for sylte skal altså laves med kæbekød og gelatinen herfra.

Lidt det samme gælder hjemmemarinerede sild. Specialsild fra fiskehandleren kan være fantastiske, men at skabe sit eget forråd af julekrydrede sild af gammeldags modnede spege(salt)sild, som ikke er til at bide over med et øjenlåg, er stort.

Og småkagerne? Her burde det være forbudt at sælge i vakuumposer. Hvem kan lave finskbrød eller brunkager - eller jødekager for den sags skyld - i dag?

Som sagt når vi aldrig det hele. Men vi har en moralsk pligt til at forsøge os med noget. Og tro mig, selv delvis vellykkede resultater skal nok blive påskønnet, for der er jo ikke noget vi hellere vi end trakteres med ægte hjemmelavede ting.

  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
Fem halvglemte juletraditioner

Fem halvglemte juletraditioner

Fem halvglemte juletraditioner

Fem halvglemte juletraditioner