En bog som kun kan ryste sin læser

Sara Omar. Foto: Politikens Forlag

En bog som kun kan ryste sin læser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Roman: "Dødevaskeren" er en roman, der rammer sin læser som et knytnæveslag. Her er ikke megen plads til mellemtoner, selv om der er nogle, som det vil fremgå nedenfor. Taget for pålydende kan jeg kun læse dansk-kurdiske Sara Omars "Dødevaskeren" som en sønderlemmende kritik af den måde, islam praktiseres på. For hvad skal man ellers mene om en religion og en kulturel praksis, hvor der er brug for dødevaskere?

Romanens handling udspilles i to tidsperioder. I den ene befinder vi os i Kurdistan i årene fra 1986 frem til 1991. Det er her, vi følger den lille pige Frmesks barske opvækst. I det andet handlingsspor befinder vi os i 2016 på Skejby Hospital, hvor Frmesk som voksen er indlagt med svære fysiske og psykiske skader. Hvordan er det kommet så vidt?

Årsagen skal findes i den måde, mænd praktiserer islam på, og hvor kvindeundertrykkelsen gennemsyrer livet lige fra fødslen. Da pigen Frmesk ser dagens lys, er ikke blot hendes køn forkert, også hendes udseende er et problem. Hun har livlige øjne, som vil kunne virke dragende på mænd og dermed nedkalde skam over hendes familie. Hun er også skaldet, og det plejer pigebørn ikke at være, og på issen vokser der en tot hvidt hår. Et tvetydigt tegn fra Allah om, at Frmesk er enten en udvalgt eller en stigmatiseret.

Det er til en start Frmesks held, at faren accepterer, at hun vokser op hos morens forældre, dødevaskeren og mormor Gawhar og morfar Darwésh.

Omars skildring af dette ægteskab er romanens eneste oplivende moment, for hvor Gawhar er muslim, er Darwésh zarathustrier, og et sådant ægteskab kan fungere, når det bæres af gensidig respekt og kærlighed.

Og det selv om Gawhars funktion som dødevasker er ugleset - for sagt lige ud består det i at feje op efter mænds overgreb på kvinder.

Inden ofrets begravelse forsøger mormoren at få skændede og maltrakterede kvindelig til at se blot nogenlunde ud.

Som det fremgår af romanens nutid på Skejby Sygehus, hvor Frmesk fører samtaler med den unge medicinstuderende og muslimske kvinde Darya, er det ikke kun i Kurdistan, at islam forkvakler kvinders liv, og som læser tvinges man her til at tage stilling.

Jeg har her ikke noget problem med at anerkende Sara Omars roman som et smerteligt og rystende vidnesbyrd om, hvordan kvinder undertrykkes. Hvad kan man mene andet, når pigen Frmesk voldtages af en imam med sit hoved på Koranen? Men kan man også generalisere så firkantet til en hel religion og kultur, som Omar gør det? Det er jeg noget mere tøvende over for.

Men døm selv, "Dødevaskeren" er en bog, som kun kan ryste sin læser.

Sara Omar:

"Dødevaskeren".

336 sider. 300 kroner, Politikens Forlag

En bog som kun kan ryste sin læser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce