Dansk cykelfeber: Forårsdage med syre i benene

Der er dramagaranti, når de professionelle cykelryttere begiver sig ud i forårsklassikerne. Særligt Paris-Roubaix er et mytisk løb med sine mange brosten. Foto: Ritzau Scanpix/TV 2

Dansk cykelfeber: Forårsdage med syre i benene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danskerne er vilde med Tour de France, men de senere år er der også kommet fokus på de såkaldte forårsklassikere. Endagsløb, der tester cykelrytterne til det absolut maksimale i kuldegrader og på skæve brosten. Milano-San Remo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Liège-Bastogne-Liège byder foråret velkommen på allermest bestialske vis

For nogen er foråret ensbetydende med hovedrengøring, havearbejde eller gåture i skove. For andre er årstiden en lise for cykelsjælen. Tankerne triller stille og roligt imod uindtagelige terræner i Italien, Frankrig og Belgien, hvor fire garantisikrede dramaer har udfoldet sig i marts og april i mere end et århundrede. Det er de såkaldte forårsklassikere, der tales om her.

I modsætning til etapeløb som Giro d'Italia, Vuelta a España og ikke mindst danskernes yndlingssommerløb Tour de France, så har forårsklassikerne levet et stille liv hertillands. Det gør de ikke længere. Danskere mødes på cykelcaféer eller sammen foran tv-skærmene for at følge med i løbene, som TV 2 dækker intensivt fra start til slut.

- Interessen er stigende, siger tv-kommentator Rolf Sørensen, som selv har stået øverst på sejrsskamlen i halvdelen af de fornemme forårsklassikere. Det skete i Liège-Bastogne-Liège i 1993 og i Flandern Rundt i 1997. Ifølge den tidligere professionelle cykelrytter er det kun på tide, at danskerne får øjnene på for de benhårde løb:

- I Danmark har vi i mange år været ignoranter over for forårsklassikerne. Dengang jeg kørte og vandt løbene, var der ikke den store opmæomhed omkring det i Danmark, men i Italien og Belgien var det noget af det største. Forårsklassikerne er cykelsportens svar på tennissportens Grand Slams. At vinde en klassiker svarer til at vinde Wimbledon. Konkurrencen er benhård, og man skal være virkelig skarp i mere end syv timer i træk. Det er mand imod mand.

Eksperternes favoritter og bedste klassikerminde
Rolf Sørensen, tidligere professionel cykelrytter:- Jeg synes, man skal lægge godt mærke til danskerne. Det vil være en skuffelse, hvis ikke Michael Valgren, Mads Pedersen og Søren Kragh Andersen sidder tilbage blandt de sidste 40 ryttere i de fleste af klassikerne. Jeg tror meget på dem i år. Om de kan slå favoritter som Peter Sagan og Greg van Avermaert, er tvivlsomt, men de skal være med til at køre om det.

- Mit største minde er min egen sejr i Flandern Rundt i 1997. Det er et løb, der kræver en uhyre koncentration og teknik, fordi det er fyldt med så mange udfordringer. Flandern er et komplet løb, og da jeg vandt det, var det fordi, jeg kørte det perfekte løb på dagen.Victor Boy Lindholm, forfatter:

- Jeg vil holde øje med belgieren Wout van Aert, der er ny i det professionelle felt. Han er verdensmester i cykelcross, og han har allerede vist, hvor farlig han er i et terræn som det, man møder i forårsklassikerne. Van Aert har aldrig kørt klassikere før, men hans teknik er suveræn, og han er rigtig god til at placere sig.

- For mig er Fabian Cancellaras soloridt i Paris-Roubaix i 2010 noget af de vildeste, jeg nogensinde har set. Schweizeren kørte fra de andre 48 kilometer inden mål, og fordi hans motor var så stor, så de andre ham aldrig igen. Det var elendigt vejr, og på et tidspunkt ramte Cancellara en løs brosten, men han reddede cyklen i sidste øjeblik og smadrede i mål.
Verdensmester Peter Sagan er én af de helt store favoritter, når forårsklassikerne anno 2018 køres i Belgien og Frankrig. Foto: Ritzau Scanpix/TV 2
Verdensmester Peter Sagan er én af de helt store favoritter, når forårsklassikerne anno 2018 køres i Belgien og Frankrig. Foto: Ritzau Scanpix/TV 2

Overraskende stor smerte

Forårsklassikerne består af fire løb. De er alle såkaldte "monumenter", hvilket vil sige, at de tæller lige så meget i en cykelrytters bog, som en Tour de France-sejr gør. Tonser man først over stregen i Milano-San Remo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix eller Liège-Bastogne-Liège, er man sikret en plads i cykelhistorien.

- I modsætning til et etapeløb er forårsklassikerne endagsløb, som er op imod 300 kilometer lange. Man kan være helt sikker på, at der ikke er noget "transport" over dagen, når rytterne kører ud. Derimod er der 100 procent garanti for det spektakulære, fordi løbene er så hårde, at smerten lyser ud af rytternes ansigter, siger Rolf Sørensen.

En anden cykelentusiast, der både følger og skriver om sporten, er forfatter Victor Boy Lindholm. For ham er forårsklassikerne også noget helt specielt, eftersom løbene ikke kan styres af et stærkt hold med en suveræn kaptajn, som man så ofte ser i Tour de France:

- Det er overraskelsesmomentet, som gør disse monumenter så fantastiske. I modsætning til etapeløbene er rytternes roller mindre defineret på forhånd her. Når der køres 300 kilometer, kan alt ske, og alt er til forhandling. En kaptajnsrolle kan skifte undervejs. Pludselig stikker en rytter, og hvis ingen reagerer, ser de andre ham måske aldrig igen, fordi forholdene er så svære at køre under.

fte er det koldt, og det gør løbene endnu mere ukontrollerbare. Man kan ikke annullere det overraskende i så hårde endagsløb.

Helvede i nord
Jørgen Leth stod i 1977 bag dokumentarfilmen "En forårsdag i helvede". En personlig skildring af forårsklassikeren Paris-Roubaix.- Der er en atmosfære over forårsklassikerne, som, jeg synes, er helt speciel. Det er vigtigt at være til stede, for stemningen er dybt fascinerende. Der er så mange forventninger til, hvem der kan vise sig netop dette år. Hvem magter denne usædvanlige styrkeprøve? Det er ærefuldt at klare sig godt her. Det, der er så fascinerende ved netop Paris-Roubaix, har alle dage været løbets hårdhed, forklarer Jørgen Leth.

- Det er tydeligt, at rytterne er bange for "helvede i nord", som Paris-Roubaix kaldes på grund af alle sine brosten, hvilket skaber en spænding og en interessant uafklarethed. Alt dette kalder på en filmmand, fordi der er sikkerhed for drama. Hvert år er et skuespil. Der er sikkerhed for, at rytterne kommer ud for utrolige udfordringer. Mange gange styrter de og vinder alligevel. Det er særligt hårdføre ryttere, der klarer sig godt i det her løb.

Tunge og bastante

Alle forårsklassikerne er mere end 100 år gamle.

De kommer som led på en cykelkæde, når blomster og ukrudt spirer frem imellem de mange brosten, der skal forceres. Rytterne lægger ud i Norditalien med det 294 kilometer lange og udmagrende Milano-San Remo, der ofte ender i en spurtafgørelse, men hvor håbet om et angreb på den lede Poggio-stigning seks kilometer fra mål altid er i live.

Herfra går klassikerturen til Flandern Rundt på i år 266,5 kilometer, der med sine korte og intensive bakker mørbanker rytterne og leder dem ind på brostenspavéer, som er forbudt for de fleste motionister.

Decideret ulovligt bliver det så for alle uden fis i cykelkasketten ugen efter, når det 257 kilometer lange Paris-Roubaix byder ind med grusveje og brostensstykker, der garanterer styrt på styrt og et drama, som ikke fås bedre noget sted i sportens verden.

Et par søndage senere runder Liège-Bastogne-Liège på 258 kilometer foråret af med brutale stigninger.

- Det er, som om forårsklassikerne skifter gear, når vi når til Liège-Bastogne-Liège. Det er de tungere og mere bastante ryttere, der gør sig godt i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, fordi løbene kræver power, men når feltet når til Liège-Bastogne-Liège, begynder rytterne fra de store etapeløb også at kunne blande sig, fordi løbet er så bakket. Det kræver en komplet rytter at kunne køre dem alle sammen og være med i finalen, siger Rolf Sørensen.

Dog peger Victor Boy Lindholm på, at det generelt er svært for en klassementsrytter fra de store etapeløb at køre med om sejrene i forårsklassikerne. Løbene er simpelthen for intense, siger han:

- Vægten og temperamentet er helt anderledes i forårsklassikerne. Hvis du kører godt i Touren, kører du sjældent godt i endagsløbene. Her skal du nemlig have et stærkt punch. En rytter som Peter Sagan er en stor og stærk mand i disse år, og hans aggressivitet er helt afgørende, hvis man skal vinde en forårsklassiker. Og så tænder Sagan på det show, som forårsklassikerne også er.

Disse løb skal du også kende
1) Strate Bianche: Et løb, der køres med sne og mudder flyvende om cykelrytternes ører. Det er i Italien, det er i marts måned, og der er garanti for suverænt cykelløb, når de allerstørste ryttere stiller til start. Flere af dem for første gang i sæsonen.2) Amstel Gold Race: Den såkaldte "semiklassiker", der kommer tættest på at rangere som en egentlig "forårsklassiker". Løbet er benhårdt og på små veje. Bjarne Riis vandt i 1997.

3) La Flèche Wallone: Den mytiske sidste og korte stigning er nærmest altid det, der afgør den belgiske semiklassiker i midten af april. Danske Bo Hamburger kom først over stregen i 1998.

4) Gent-Wevelgem: Løbet køres imellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix og kaldes i folkemunde "sprinternes klassiker". Det er dog en stramning, for undervejs skal rytterne over brostensramte stigninger.

5) Clásica de San Sebastián: Et af de smukkeste løb, der findes i årets cykelkalender. Det er ofte et spektakulært cykelløb, fordi det fungerer som revanche for flere ryttere, der lige er kommet ud af Tour de France. Dem, der ikke klarede sig godt her, angriber formentlig på San Sebastians stigninger i begyndelsen af august.

Den ekstra margen

Showdelen er udtalt, når det kommer til forårsklassikerne. Løbene er oprindeligt opstået som en del af underholdningen ved markedspladser i slutningen af 1800-tallet, hvor cykelanstrengelserne frydede de handlende. Den forårsklassiker, der kan dateres længst tilbage i historien, er Liège-Bastogne-Liège, som første gang blev kørt i 1882. Samme år som den såkaldte løvfaldsklassiker Lombardiet Rundt blev kørt første gang. Denne efterårsklassiker tæller lige så højt som forårsklassikerne i prestige på grund af sin historie og skønhed.

- Det er en enormt stærk tradition i klassikerne. Derfor ser man ofte, at det er ret gamle og erfarne ryttere, der vinder løbene. Det er et miks af styrke, erfaring og respekt, der skal til. De unge bliver lukket ned, fordi de ikke er højt nok oppe i hierarkiet. For at vinde en forårsklassiker skal man gøre sig fortjent til at kunne skabe et løb, som publikum vil hylde én for, siger Victor Boy Lindholm.

Men man kunne så indvende, at hvis rytterne styrter rundt i dårligt vejr og skrider på de våde brosten, så må held også spille ind i ligningen, når vinderen af løbene skal findes. Men det mener cykelekspert Rolf Sørensen bestemt ikke, at det gør:

- Held betyder ingenting, når det kommer til forårsklassikerne. Det handler om erfaring og power. Jeg punkterede eksempelvis ikke en eneste gang de sidste tre år, jeg kørte den slags løb. Jeg læste nemlig brostensstykkerne og vidste, hvor jeg skulle køre for ikke at komme i problemer. Det er på en måde ligesom, når man ser verdens bedste fodboldspillere. Messi og Ronaldo rammer altid stolpe-ind i stedet for stolpe-ud. Derfor er de verdens bedste. Sådan er det også med cykelrytterne i forårsklassikerne. De bedste kører med lige præcis den ekstra margen, man skal have, for at komme sikkert igennem til finalen med sine kræfter i behold. Det skaber et spektakulært drama.

Dansk cykelfeber: Forårsdage med syre i benene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce