Bogaktuelle Renée Toft Simonsen i forsvar for sårbarheden

Renée Toft Simonsen er 52 år, og her midtvejs i livet er det ikke kun den faldende hormonproduktion, der sætter sine spor, men også tanker om de børn, der er fløjet fra reden, og det nye liv, der venter forude. Foto: Jakob Mark

Bogaktuelle Renée Toft Simonsen i forsvar for sårbarheden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når kvinders hormonproduktion falder, følger nætter badet i sved, humørsvingninger og sårbarhed, men overgangsalderen kan også bringe refleksion og nye dybder, mener forfatter og psykolog Renée Toft Simonsen, der i bogen "Jeg er f*cking hot!" har skrevet en bog om at være midtvejs i livet.

I begyndelsen tænkte hun ikke videre over de små, forbigående svedeture op til menstruation, og nætterne, hvor dynen halvt i søvne blev slået til side, når det blev pludselig blev varmt. Hun var 48 år, og de forsigtige tegn på overgangsalderen kom ikke bag på hende. De blev heller ikke tillagt større betydning.

Men pludselig kom den buldrende med fuld styrke og var ikke længere noget, der kunne klares med at smide cardiganen eller stikke en fod ud under dynen. Pludselig var det noget med at vågne midt om natten gennemblødt af sved og uden den mindste mulighed for at falde i søvn igen. Pludselig var det noget med at føle sig usikker, trist og ubehageligt skrøbelig.

- Og dét tog fusen på mig, fortæller Renée Toft Simonsen om overgangsalderens indtog i hendes liv, der viste sig at være en så stor en omvæltning, at hun besluttede sig for at skrive en bog om det.

"Jeg er f*cking hot!" er, som titlen antyder, skrevet, mens sveden drev af hende i alt for mange, mørke nætter, hvor resten af huset sov, og hun fik mærket efter, tænkt over og noteret alt det, der følger med faldende hormonproduktion og et ståsted midt i livet.

- Jeg var som sådan ikke overrasket over svedeturene, men jeg var overrasket over det, der også fulgte med. Strømmen af negative tanker og sårbarheden. Jeg blev pludselig enormt berørt og rørt af alting, jeg blev også ked af det og følte, at ingen kunne lide mig. Faktisk overvejede jeg en overgang, om jeg mon havde fået en depression, selvom det ikke harmonerede med resten af mit liv. Men det viste sig jo at være overgangsalderen.

Uddrag fra bogen
"En tilfældig morgen lå min mand og nussede mig sådan lidt fraværende, og jeg blev ked af måden, han gjorde det på, netop fordi det var fraværende. Han nussede for længe på samme sted, og jeg ønskede noget mere bevidst og omsorgsfuldt. Han så det ikke som vigtigt, kunne jeg ikke bare være tilfreds med det, jeg ?k? Nej, det kunne jeg ikke, for det ?k mig til at føle, at jeg ikke var noget værd, og den følelse var simpelthen så ubehagelig at være sammen med. Jeg ville nusses, så jeg oplevede, at han elskede mig. Det afstedkom, at han følte sig kritiseret. Han nussede ikke godt nok, oplevede, at han ikke leverede, og at han derfor var forkert, og før jeg vidste af det, i en situation, hvor jeg ellers syntes, jeg var rigtig dygtig, fordi jeg sagde det, jeg havde brug for, højt, var vi i gang med at skabe afstand og glide fra hinanden følelsesmæssigt. Episoden endte med, at han gik ind i stuen og satte sig og læste El Pais på sin iPad, mens jeg langsomt gik i følelsesmæssig opløsning inde i soveværelset over endnu en afvisning, og så styrtede jeg ind i stuen, rev iPad´en ud af hænderne på ham og truede med at kaste den ud ad vinduet. Han skulle aldeles ikke give den skærm opmærksomhed, det var mig, der skulle have det. Jamen altså, hvad kan jeg sige? Hvem er bange for Virginia Woolf? Gå hjem og læg dig!""Jeg kiggede ned på pakken med hormonplastre, og pludselig kunne jeg mærke i hele kroppen, at jeg ikke skulle den vej. Her sad jeg, 52 år, svedende, på vej ind i overgangsalderen med 100 km i timen. Men det var MIN overgangsalder, og den eneste mulighed, jeg ?k for at opleve den i det her liv, var, hvis jeg sagde ja tak til den. Så det gjorde jeg lige der i vinduet med Malagas travle liv foran mig."

"Noget af det, jeg oplever som en ny mulighed, der åbner sig her i mit svedsomme årti, er muligheden for at give slip på nogle af de historier, jeg altid har fortalt om mig selv, om, hvem jeg er. Ikke fordi jeg ikke vil vedkende mig det alt sammen, men fordi nogle af historierne måske ikke længere er så hensigtsmæssige, ja, nogle af dem er måske endda ikke længere sande i det nu, som ?ndes lige foran mig."

"Hver eneste dag i de her år siger jeg til mig selv, at det, som fylder i den her sammenhæng, skal have lov at fylde. Vi skal se på os selv med venlige øjne, vise os selv og hinanden kærlighed og respekt ved at tage følelserne alvorligt og lade dem være til stede inde i os. De er en del af det patchworktæppe, som udgør vores liv. Og så skal vi huske, det sidste her er virkelig vigtigt, at vi, når ungerne går ud ad døren for sidste gang som hjemmeboende, skal vente med at bryde sammen, til de er helt ude på gaden. De gider ikke se på det, og det skal de heller ikke."

En vigtig erkendelse

Fire år efter de første spæde tegn på en ny livsfase besluttede Renée Toft Simonsen sig for at tilføre sin krop det, den ikke længere selv producerede. Først havde hun sat sig ind i argumenterne for og argumenterne imod, alt imens mængden af søvnløse nætter hobede sig op og gjorde beslutningen lettere. Og udstyret med en bunke hormonplastre i kufferten satte hun kort efter kurs mod Malaga, hvor hun og hendes mand har en lejlighed. Men på vej derned skete der noget, der fik afgørende betydning. For allerede i lufthavnen blev hun syg. Voldsom kvalme, ubehag og uro betød, at hun knap kunne stå på benene. Alligevel tvang hun sig selv af sted. Næste dag kom erkendelsen.

- Pludselig slog det mig, at jeg slet ikke have lyttet til mig selv. For hvis jeg havde gjort det, var jeg blevet hjemme, men vi er så dårlige til at vise os selv omsorg. Vi har en forestilling om, at vi ikke må være syge, vi må ikke melde fra, vi må ikke sige: "I dag har jeg det ikke så godt". Men hvorfor må det, der ikke er så strømlinet, ikke være her? Det var en opvågnen, siger Renée Toft Simonsen, der tre kvarter forinden havde sat første hormonplaster på huden. Men da hun i kølvandet på de mange tanker læste indlægssedlen over bivirkninger, hev hun plasteret af igen.

- Lige der kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at mærke, hvad den overgangsalder kom med. Derfor besluttede jeg mig for at gå den i møde sammen med et løfte om, at jeg ville være kærlig over for mig selv i den proces, siger hun og understreger, at bogen - og hendes beslutning - under ingen omstændigheder skal ses som et manifest mod hormonbehandling.

- Dem, der har brug for det, skal gøre det. Det her er alene et manifest for kærligheden til sig selv og et forsvar for sårbarheden.

Renée Toft Simonsen
Født 12. maj 1965 og opvokset i Aarhus. Hun er tidligere fotomodel, uddannet psykolog og arbejder i dag som forfatter, manuskriptforfatter, instruktør og brevkasseredaktør.Hun bor i Aarhus med sin mand, Thomas Helmig.

De fire børn er voksne, og lige om lidt bliver parret bedsteforældre for første gang.

"Jeg er f*cking hot!" udkommer på Politikens Forlag 3. april.

Tab og dybde

Så hvad er det, overgangsalderen kommer med, ud over en faldende hormonproduktion, der sætter aftryk i kroppen og på humøret og markerer en overgang af den helt store slags?

- Det er på mange måder en voldsom tid, fordi det jo også er en tid, hvor man ser børnene flyve hjemmefra, hvor man må acceptere, at man ikke længere er i den fødedygtige alder, og hvor man også må indse, at ens egne forældre er ved at være gamle, siger Renée Toft Simonsen, der i bogen går i dybden med de mange eksistentielle overvejelser, der følger med det at stå midt i livet.

- Der ER meget tab og sorg forbundet med at være midtvejs, og for mig har det været vigtigt at sætte ord på alt det, vi nok ikke sætter på Instagram som det første, fordi det måske ikke ser så pænt ud. Men bare fordi der er sorg og tab, er det jo ikke ensbetydende med, at der ikke også er glæde og dybde. Når du forlader noget, går du også noget nyt i møde. Der er en frihed, der ligger og venter på den anden side, siger hun og fortæller, at yngste barn i huset netop har annonceret, at han følger de tre ældre søskende og flytter hjemmefra.

- Og det kan være skræmmende at tænke på. At være mor har været min hovedbeskæftigelse i 25 år, og hvis jeg ikke er længere er mor, hvad er jeg så? Nu er jeg bare mig, og det var jeg da god til engang, Jeg har bare næsten glemt det. Men det bliver samtidig vidunderligt med al den frihed, der følger med. Nu kan jeg og min mand bare snuppe en makrelmad til aftensmad, hvis det er det, vi har lyst til, eller købe en enkeltbillet til Malaga.

Styrken i at stå ved det svære

Renée Toft Simonsen kalder sin nye bog et forsvar for sårbarheden. Det er nemlig først og fremmest kunsten at turde vise sin sårbarhed, der har krævet en del øvelse - selv for en kvinde, der er uddannet psykolog, har beskæftiget sig løbende og dybdegående med selvudvikling og samtidig har fungeret som kendt og elsket brevkasseredaktør i Femina i flere år.

Hun erkender, at alene det at skrive bogen har føltes sårbart. For det er jo slet ikke sikkert, at andre vil finde hendes overvejelser interessante, og der er ikke kun sommerfugle og regnbuer inderst inde i den midaldrende kvinde. Der er også misundelse, mindreværd og dømmende pegefingre, og det hele bliver ærligt beskrevet i bogen.

- Men der er jo også en styrke i at stå ved, hvem man er - på godt og ondt. For når man selv fortæller, hvordan der ser ud indeni, så kan intet afsløres. Du har allerede selv sagt det, siger hun med et hæst grin og sætter lidt flere ord på det, hun har oplevet de senere år, hvor hun bevidst har valgt at turde være sårbar:

- Alene det ikke hele tiden at gemme alt det svære væk er enormt frigørende. Det kræver så mange kræfter at lade som om og forsøge at skjule, hvordan man har det. Sårbarhed bliver ofte tolket som svaghed, men jeg har opdaget, at der er en stor styrke i stå ved den, man er - også det, man måske ikke umiddelbart er så stolt af. Vi har jo alle sammen følelser af alle mulige slags, vi laver alle sammen noget lort en gang imellem og har dage, hvor vi er nede, og at se på det med lidt mere kærlighed, det er enormt befriende.

Bogaktuelle Renée Toft Simonsen i forsvar for sårbarheden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce