Arne anbefaler

Den slags havde Adolf Eichmann nemlig folk til - "Bogkassen" peger på to bøger, som fortæller om jagten på nazibødlen, der morede sig med elskerinderne, mens hans underordnede myrdede og mishandlede tusindvis af mennesker.

Tid: 11. maj 1960, lidt over kl. 20.00. Sted: En øde, mørk vej i udkanten af den argentinske hovedstad Buenos Aires.

En midaldrende mand står af bussen, går forbi kiosken og fortsætter hjem mod sit hus. En bil er parkeret i vejkanten. Motorhjelmen er slået op. Et par mænd roder med noget ved køleren. Da den midaldrende mand når frem til bilen, springer de to mænd på ham, en tredje kommer ud fra bilen og hjælper. De smider manden ind i bilen - og chaufføren starter og kører hurtigt væk.

- Forhold Dem roligt. Ellers bliver de skudt, siger chaufføren over skulderen til den chokerede mand på gulvet.

Chaufføren siger det på tysk. For manden på gulvet er tysker. Og en af de største krigsforbrydere i forbindelse med Nazitysklands frygtelige massedrab på jøder - en af hjernerne bag det, tyskerne med deres totalt syge menneskesyn kaldte for "Den endelige løsning på det jødiske problem", nemlig udryddelsen af et helt folk.

Det nåede nazisterne ikke. Men omkring seks millioner jøder mistede livet rundt omkring i udryddelseslejre, arbejdslejre og på håbløse døds-marcher. Manden på gulvet i den store bil er Adolf Eichmann.

Alene mens han styrede forfølgelsen af jøder i Ungarn, myrdede han omkring 400.000 mennesker. Inden da havde han afsløret sine store evner som administrator i kampen mod jøderne i Tyskland og Polen.

Alt i alt menes Adolf Eichmann at være ansvarlig for drabet på omkring to millioner jøder. Han er aldrig blevet sigtet for selv at have myrdet et eneste menneske. Men han organiserede "indsamlingen" af jøder og transporten af jøder til diverse udryddelseslejre - og mens han underordnede tævede og truede - og slog ihjel - hyggede Eichmann sig på fine restauranter og dyre hoteller - i selskab med diverse elskerinder. En massemorder - men på afstand.

To bøger der skiller sig ud

Det var agenter fra det israelske efterretningsvæsen, Mossad, der fangede Eichmann den aften i Argentina. De skjulte fangen nogle dage og smuglede ham så ud af landet ombord på et fly fra det israelske luftfartsselskab.

Det havde fløjet en israelsk delegation til Argentina i anledning af dette lands 150-års jubilæum. Meddelelsen om massemorderen Eichmanns tilfangetagelse var en verdensnyhed, og Argentinas protester mod denne ulovlige handling, foretaget helt uden om den argentinske regering, fik ikke megen international opmærksomhed. Det var første gang, det jødiske folk fik fat på en af de store krigsforbrydere og kunne stille vedkommende for retten.

Historien om israelernes jagt på Eichmann og om den dramatiske tilfangetagelse og udsmugling af fangen har inspireret stribevis af forfattere, journalister og filmfolk. Her i "Bogkassen" vil vi gøre opmærksom på to af de bøger, der fortæller historien - fordi de skiller sig ud fra alle de andre. De er simpelthen bedre. På hver deres måde.

Den første, seriøse bog, der udkom om dramaet, er skrevet af en af de absolutte hovedpersoner. Nemlig Isser Harel, der var leder af Mossad, da Eichmann blev fundet og fanget - og som selv tog til Buenos Aires for at lede operationen.

"Huset i Garabaldi Street", hedder bogen. Titlen er hentet fra navnet på den gade i udkanten af den argentinske hovedstad, hvor Adolf Eichmann boede med sin familie. Bogen er seriøs, stramt komponeret og forbløffende nuanceret i de holdninger, den rummer - når man tager omstændighederne i betragtning.

Isser Harel skrev bogen i 1975, på et tidspunkt hvor mange af bogens fremtrædende personer fortsat levede, nogle af dem var endda stadig i aktiv tjeneste. Det bærer bogen præg af. Harel må tilbageholde en del oplysninger. Både af hensyn til den israelske sikkerhedspolitik, af hensyn til Mossad-agenternes sikkerhed og af hensyn til de kilder, der hjalp israelerne undervejs.

Sådan må det være. Og det viser endnu en gang det paradoks, at den historiske sandhed bedst kan skrives på afstand.

Den sleske fange

Den sandhed får man så i bogen "Jagten på Eichmann", der udkom i 2010, skrevet af den amerikanske journalist Neal Bascomb.

Det er en perle af en dokumentar. Dels fordi Bascomb skriver langt bedre og mere levende end Harel. Det er forventeligt af en professionel skribent. Dels fordi Bascomb overraskende nok har mere substans i bogen, end Mossad-chefen har i sin. Fordi aktionen er kommet på så lang afstand, at der ikke længere er grund til at bruge dæknavne eller fortie noget som helst.

Bascombs bog er en stor fortælling om en stor handling. Om et folk, der blev truet af den totale udryddelse, som måtte gennem ufattelige rædsler, som fangede en af de værste af bagmændene og gennemførte en fair retssag. Så verden én gang for alle kunne få den totale sandhed om Nazitysklands forbrydelser og jødernes lidelser - således at alle måtte sige: Det må aldrig ske igen!

De to bøger er vidt forskellige, men der er mange fælles beretninger undervejs. Noget af det stærkeste i begge bøger er overraskende nok ikke sporingen eller tilfangetagelsen af Eichmann - ikke en gang udsmuglingen fra Argentina, selv om det er en sveddryppene historie.

Nej, det mest rystende er såmænd de israelske agenters oplevelser med fangen, Adolf Eichmann. Han var ved at drive agenterne til vanvid, fordi han var så elskværdig, så høflig og underdanig. Han var en mønsterfange. Ydmyg, nærmest slesk.

Han virkede sølle. Men agenterne vidste, at han var manden, der sendte deres forældre, deres brødre og søstre, deres kærester - og tusindvis af små børn - i døden. De stirrede på den blege, overhøflige mand med de høje tindinger, de forlorne tænder og tykke briller - og fik kvalme. Hvordan kan magt forandre et menneske så meget?

En af agenterne, hvis lillesøster blev myrdet af nazisterne, siger i bogen: Jeg vil gerne kvæle den slyngel med mine bare hænder - jeg vil nyde hvert sekund. Men det må jeg ikke. Han skal have en retfærdig retssag og behandles ordentligt. Den mand, som ikke gav andre retfærdighed. Jeg bliver nødt til at gå fra hans celle. Han gør mig syg!

En anden af agenterne siger rasende: Vi giver ham smøger - han gav os gas!

- Jeg fulgte bare ordrer...

Eichmann blev behandlet ordentligt. Retssagen mod ham varede over et år. Han nåede at skrive sine erindringer (læs: sine bortforklaringer) - før dommen faldt.

Eichmann erklærede sig ikke-skyldig.

- Jeg havde kun ansvaret for transporterne. Jeg har aldrig givet ordre til at myrde nogen - og aldrig selv gjort mig skyldig i drab. Jeg var officer og fulgte ordrer, sagde han.

Men den israelske domstol dømte han skyldig - og fandt, at straffen måtte være døden. Eichmann appellerede dommen til den israelske præsident. Men appellen blev afslået. Den 1. juni 1962 åbnede faldlemmen sig under Adolf Eichmann. Han blev 56 år.

De to bøger fortæller ikke alene om israelernes jagt, tilfangetagelse og udsmugling af Eichmann, men også om Eichmanns tidligere liv, hans flugt fra Tyskland efter det tyske nederlag - og om han og hans families liv i Argentina efter krigen frem til Mossad-agenterne fangede ham i foråret 1960.

Blandt de mange andre bøger om Eichmann-sagen skal to nævnes her, fordi de begge er skrevet af folk, som deltog aktivt i aktionen. Den ene hedder "Eichmann in my hands" og er skrevet af den Mossad-agent, der først greb fat i Adolf Eichmann, nemlig den kamptrænede Peter Malkin. Bogen er blevet kritiseret for at være fejlfyldt og for præget af fantasi og romantiske agent-forestillinger.

Den anden hedder "Operation Eichmann" og er skrevet af Mossad-agenten Zvi Aharoni, manden der sag bag rattet i den bil, der kørte Eichmann væk efter tilfangetagelsen. Bogen er stilfærdigt fortalt, præget af, at Zvi Aharoni oprindelig ikke var en agent, der blev sendt ud for at levere dramatiske præstationer - han var sprogkyndig, diplomatisk og præsentabel. Han kom med på holdet bag tilfangetagelsen af Eichmann på grund af sit gode kendskab til Buenos Aires.

Hverken Malkins eller Aharonis bøger er mig bekendt oversat til dansk, men der er en mulighed for at finde dem - og købe den - via internettet.

 

Isser Harel "Huset i Garabaldi Street", udkom i Danmark i 1975. Ikke illustreret. 243 sider, Gyldendals Forlag. Kan købes antikvarisk, endda billigt hos marskandisere, da bogen oprindeligt kom i et ret stort oplag. Kan lånes på bibliotekerne.

Neal Bascomb "Jagten på Eichmann", udkom på dansk i 2010, bl.a. med fotos taget af Mossad-agenter, 290 sider. Jyllands-Postens Forlag. Kan købes via nettet og lånes på bibliotekerne.

  • fyens.dk