Vi må ikke give op


Vi må ikke give op

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Unge på kant med loven sendes ofte efter ophold på diverse institutioner ud til ingenting. Måske lidt tilsyn, måske lidt arbejdstræning. Men generelt er de uden et netværk, de kan lære af

Den 12. december i fjor trådte retten i Odense sammen. To unge på 18 år stod tiltalt i en række forskellige grove forhold af trusler, indbrud, hærværk. Begge havde tidligere stiftet bekendtskab med retssystemet og været elever på den samme amtsinstitution for unge. Med flere betingede domme bag sig.

På et tidspunkt er de sendt hjem fra institutionen. Måske var de "unge, man ikke kunne nå"? Unge uden for pædagogisk rækkevidde? Erstatningen for en døgninstitutions totale miljø var her den fulde frihed med minimal personlig støtte. Uden venner, uden støttende familie, uden en "plan". Overladt til eget initiativ for første gang. Så går det rigtig hurtigt rigtig galt.

Anklageren var klar i mælet, da hun sagde, at nu må der trækkes en streg. Man kan ikke fortsætte med betingede straffe i én uendelighed. Derfor faldt dommerens afgørelse tungt med henholdsvis 10 og seks måneders ubetinget fængsel, betaling af sagens omkostninger og erstatninger.

Dommen faldt, selv om den ene tiltalte i ungdommelig naivitet og håbefuldhed kunne fortælle, at han var i et godt samarbejde med sin tilsynsførende fra Kriminalforsorgen og godt i gang med at tage niende klasses eksamen.

Når man er 18 år, kan man ikke længere frikendes på sin fortid. Men det kunne tænkes, at en sag som denne giver ansvarstagende personer i fortiden lidt stof til eftertanke.

FRA 1. januar vil ansvaret for døgninstitutioner ligge i kommunen, samme sted som ansvaret for dagpleje, børnehave, skolefritidsordning og folkeskole. Eksemplet anskueliggør, at det vil være sværere at henvise til, hvad andre burde have gjort. Ansvaret er tydeligt forankret ét sted.

Hvad kan man lære af den tragiske historie om hvor galt, det kunne gå?

I hvert fald kan man se, at to eller flere unge på et tidspunkt er blevet opgivet. Både i forhold til skoleundervisning og i forhold til institutionspædagogikken. De unge kan nu i en periode i fred og ro arbejde med et billede af sig selv som kriminelle.

Måske er udfordringen derfor: Vi må ikke opgive de unge! En udfordring, som nu i høj grad skal deles af alle i den kommunale organisation - dagpleje, institution, skole, socialforvaltning og døgninstitutioner.

Ved vi tilstrækkeligt om, hvordan vi lærer i en kommune? I en døgninstitution? I en stor organisation? Hvordan bruger vi "viden"? Viden om, hvad et barn har brug for? Hvad det kan tåle at udsættes for? Viden om, hvordan man taler med forældre, der selv er ulykkelige?

Hvordan fastholder man - som professionel i samarbejde med børn og forældre - den positive drøm om, at det kan lykkes at finde den gode barndom og et bedre voksenliv?

Og hvordan gør man sig til en vederhæftig, vedholdende alliancepartner i dette projekt? Som måske ikke engang endnu er blevet familiens, men er samfundets. Fordi vi i samfundet gennem lovgivningen har en forpligtelse til at se det bedste i børn, i deres familier, og støtte dem i en udvikling af det.

Jeg vil antyde et dilemma, der er ganske upåagtet, men ikke desto mindre er vigtigt at gøre op med.

Kommunens overordnede ansvar for støtte til børn og unge udgøres af en funktions- og fagopdelt organisation med meget forskellige specialiserede professionskulturer. Vi kan så at sige opleve vores faglighed i kontrast og i forskel til andres. Men i de vanskeligste situationer er der hele tiden brug for, at vi oplever vores faglighed som supplement til og i sammenhæng med andres.

Man kunne kalde det for "netværksorganiseringen": at vi præcis ved, hvor vi kan finde den/de person(er), der kan hjælpe mig/os med at komme videre, før vi opgiver.

Når det ikke lykkes, ved vi, at det betyder dårlige liv, det betyder negativ social arv. Vores professionelle viden siger os: Det kan gøres bedre. Når vi ikke må opgive, må vi søge viden og hjælp hos hinanden.

Kender vi ikke nogen, må vi finde dem. Eller have hjælp til det. I dag stoppes denne frie bevægelighed af viden, ideer og positiv smitte af ressourcestyringen, som kommer på tværs.

Den bør droppes i disse situationer. Der er fra 1.1. 2007 kun én ansvarlig: kommunen. Vi er alle hinandens kolleger. Der er kun én pengekasse. Det bør nu være en ledelsesopgave at sikre, at alle medarbejdere kender personer uden for egen skole/institution, som man må "forstyrre" og kontakte, før man bryder sammen. Alene den viden vil være energigivende.

Problemet i dag er, at vi ikke bruger hinandens faglighed på tværs af faggrænser og afgrænsede institutionssammenhænge. Vi har afgrænsede tilbud, der alt for ofte er isolerede fra hinanden og uden åbent - energigivende - samspil.

Team-dannelser, som bygger på viden og erfaring, er sværere at etablere her-og-nu, fordi de altid er bundet op på bevillinger, normeringer eller visitation til særlige ydelser. Dermed er der i hele systemet fra børnehaven og skoleklassen til de mere indgribende indsatser som familiebehandling og døgninstitution etableret et system, hvor "man skal have lov" til at kontakte andre (faggrupper) - det skal "aftales og bevilges".

Ressourcestyringen er så stram, at man tit kan se en enkelt medarbejder eller en gruppe/afdeling, lærer-team, institution påtage sig ansvaret alene og helt, "fordi der jo ikke er andet at stille op". Med risiko for at "brænde ud". Og de unge tabes på gulvet.

Som supplement til den formalistiske og hierarkiske arbejdsdeling i kommunerne mellem forskellige fagpersoner og ledelsesniveauer kunne man se for sig en struktur, hvor man hele tiden orienterer sig horisontalt ud mod andre fagpersoner.

SÅ DET må være på tide at sige: Skal det lykkes for os at bryde de negative cirkler, så skal vi have det bedste frem i folk: idérigdom, kreativitet, engagement, hjerte. Det kan ikke stå alene, men skal suppleres af netværksdannelse. At man frit kan "surfe" rundt i den store kreds af kolleger i andre faggrupper, og dermed undgå, at alting stopper, når man selv føler, at man kommer til kort.

Mange medarbejdere med erfaring for at bryde håbløsheden arbejder afsides - uden for normalsystemet - i særlige institutioner, projekter, særlige skoleklasser. Som del af en specialiseringskultur, der bygger på økonomisk ressourcestyring. Det vil først og fremmest sige: antal enheder, institutioner, normeringer. Og først i anden række kommer det afgørende: viden, værdier, holdninger, tro og fri erfaringsudveksling.

Kan man forestille sig en anderledes "videns-økonomi", hvor medarbejdere indgår i netværk med hinanden på tværs af institutioner?

Kunne det være lærerigt for en lærer i folkeskolens ottende klasse at besøge Skibhusskolen under Korsløkke Ungdomsskole, og måske i et uformelt samarbejde med unge elever og medarbejdere herfra få bygget en racercykel til klassens tungeste elev?

Det første spørgsmål i den økonomiske tænkning er: Hvad skal det koste (timer, varighed, omfang)? I en vidensstyring ville man sige: Hvorfor ikke prøve det? Hvad kan vi lære?

Tænk en ledelsesmæssig udfordring: at binde det bedste af det bedste sammen for de børn, der er mest udsatte, gennem medarbejdernes lyst og kompetence til at yde deres bedste..

Hvis man kan undgå, at de tabes på gulvet og havner i kriminalitet og langvarige og socialt invaliderende fængselsophold, så er der ikke kun videns-økonomi i det, men også "rigtig" kroner-øre-økonomi. Og en socialpolitisk linie, med fokus på den gode barndom.

Jens Helbo, Mølleløkken 93, Kerteminde, er distriktskoordinator i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune.

Vi må ikke give op

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce