Vejen til Guds rige


Vejen til Guds rige

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Man troede engang, at bare man spægede sit kød og tog på lange pilgrimsrejser, så kom man i kridthuset hos Gud, sådan som Jesus forkyndte det. Men sådan hænger det ikke sammen

Hvis følgeskabet med Jesus Kristus alene skulle måles i omfanget af dagligt fødeindtag i den rige, velnærede vestlige verden, så har der aldrig nogen sinde tidligere været tale om en så massiv opslutning om Jesus.

Sikke en fanskare!

Og hvis der så bare med følgeskabet var forbundet et lige så snarrådigt og gesvindt følgeskab, som da disciplene dengang straks fulgte efter Jesus, så kunne tanken endda gå an. For så var følgeskabet jo tilmed forbundet med regelret motion. Man kan lige se det for sig: Disciple i joggingtøj og løbesko komme halsende efter Jesus. "Følg mig", siger Jesus som bekendt. Og fluks følger de efter.

Gør vi også det?

Nu er det altså ikke sådan, vi skal måle følgeskabet med Kristus. Evangeliet er for alle mennesker. Sorte og hvide, høje og lave, tykke og tynde, syge og raske, retfærdige og syndere, muslimer og hinduister, danskere og tyskere. Med mange flere.

Men evangeliet høres nu alligevel bedst af syndere og fejlslagne mennesker. De syge, de retfærdighedshungrende, de i andres og verdens øjne uduelige. Alle de, som et selvsikkert og selvbevidst fællesskab af velfungerende og karrierebevidste lønslaver anser for en klods om benet.

Evangeliet har altid først og fremmest haft bud til og fundet lydhørhed blandt de fattige, udstødte og syge. Og det både i bogstavelig og overført forstand. Jesu disciple blev fundet navnlig blandt fiskere og jævne folk. Almuen. Og skaren, som konstant fulgte efter Jesus og trængte sig ind på ham, var fortrinsvis et proletariat. Deres fattigdom var synlig og til at tage at føle på. Akkurat ligesom de sultende horder i Darfur-provinsen i Sudan i dag.

Disse mennesker blev tiltrukket af Jesus Kristus og hans levende ord på samme måde som en sulten, udmarvet afrikaner vil søge mod et tiltrængt måltid mad. Med samme glubende appetit trængte de sig forslugent ind på denne Jesus fra Nazareth, fra hvem nåden, barmhjertigheden og kærligheden strålede og virkede - næsten som en magnet.

Ordene og hans gerninger, hans person, fortryllede dem. Her fik de tildelt en betydning og en værdighed, som ellers kun rige og mægtige konger nød godt af. De blev anset for noget. Blev af Jesus Kristus selv indsat som helt uundværlige i det Guds rige, som Jesus forkyndte og udlevede i både ord og handling.

Om man var rig eller fattig, en succes eller en fiasko, grim eller smuk, moderne eller gammeldags, mand eller kvinde, en luder eller dydsdragon - uanset hvem havde Jesus bud efter dem alle sammen, når blot de ville tage imod hans livgivende ord.

Størst betænkelighed vakte Jesus derfor også hos alle de rige. Hos kongerne. De selvretfærdige. De velbjergede. De, som ikke kunne få nok og var overbevist om, at de havde krav på mere. Alle de, der nok mente, de selv kunne klare deres liv. Som hverken havde brug for Gud eller andre mennesker. Solomennesker.

De, som var så kloge, at de ikke mente, de kunne lære mere. Alle de, som mente, de var mere værd end andre, og som uden blusel forventede tjenesteydelser, agtelse og underkastelse fra de simple mennesker.

De religiøst og moralsk selvretfærdige, som mente, de stod i et særligt privilegeret forhold til Gud - alene fordi de iagttog særlige ritualer, bad hver fjerde time, gik i templet, i synagogen, fastede, var omskårede, holdt helligdagen, osv., osv. Alt imens de spedalske og syge lå isolerede og udstødte hen, overladt til deres egen kranke skæbne.

Spørgsmålet er nu: Hvem ligner vi mest? Ja, det må hver enkelt afgøre med sig selv og Gud. Andre steder kan dette spørgsmål nemlig ikke besvares. Samvittigheden er stedet for mødet mellem det enkelte menneske og Gud.

Akkurat lige som man ikke kan undvige sin egen skygge, på samme måde kan man heller ikke undvige sin egen samvittighed. Og hvis man ydermere deler sin samvittighed med Gud, er der slet ingen vej udenom.

Ordet "samvittighed" betyder netop "at vide sammen med". Og den, man i samvittigheden véd noget sammen med, er foruden én selv også Gud. Det indebærer desværre også risikoen for, at man derfor forveksler Gud med sig selv. Det er eksempelvis det, der sker i den grosbøllske humanisme.

Jesus opdeler ikke et menneske i det legemlige og det åndelige - eller sjælelige om man vil. For Jesus er mennesket en udelelig helhed af ånd og legeme. Man kan følgelig heller ikke iagttage rent udvendige øvelser for at komme i kridthuset i dét Guds rige, som Jesus forkynder. Man kan ikke spæge sit kød, faste og tage på lange pilgrimsvandringer eller lignende for derved at vide sig sikker på følgeskab med Kristus.

Det troede man engang i kirkens historie. Men med forkyndelsen af evangeliet om Jesus Kristus er det slut. Nu beror følgeskab med Jesus Kristus ikke længere på alt det, vi mennesker kan finde på - og det er jo ikke så lidt. Men derimod på alt det, Kristus selv skænker os i dåben og nadveren - til tro, håb og kærlighed.

SE TIL DE børn, som bliver døbt i vores kirker! Ja, se til et hvilket som helst barn iblandt jer! På hvilken måde skulle de dog kunne gøre sig fortjenstfulde til at modtage det største af alt: syndernes forladelse og det evige liv?

De har jo ikke engang gået i skole endnu. De ved ikke en pind og skal ikke testes. De har ikke bestået nogen eksamen. Og alligevel modtager de Guds rige og menneskelivet som den selvfølgeligste ting af alt, henslængt i deres fars ellers mors favn.

Jesus selv peger netop på barnet og siger: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige lige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det."

Det er den voksne, Jesus taler til. Se til barnet og lær af det! Jamen, er det ikke vi voksne, der skal lære børnene noget. Nej! Ikke når det angår evangeliet om Kristus. Så er det os gammelkloge og erfaringstyngede voksne, der kommer i skole - og skal terpe lutter taknemmelighed og modtagelighed.

Og jo mere voksen og selvbevidst, jo vanskeligere er øvelsen. Det kan være benhård gymnastik. Vi skal først svede al den selvindviklede rethaveriskhed og selvklogskab ud. Der skal renses ud i al den forbeholdenhed og reservation, som erfaringerne har lært os at gardere os selv med.

Vi skal holde op med at overbeskytte os selv og mure os inde bag masker og forstillelse. Foruden al den økonomiske sikkerhed og bjergsomhed, hvormed vi mere end nogen sinde tidligere forsøger ligesom at tilrane os en anstrengt lyksalighed.

Alt sammen står i det vejen for modtagelighed, åbenhed og taknemmelighed. Jeg kommer uvægerligt til at tænke på nogle af disse massive tyskerbunkere ude ved Vesterhavet. De er opfindsomt og dygtigt konstrueret til forsvar.

Men dertil siger Kristus minsandten: Sænk barrikaderne, riv muren ned, afvæbn dig selv - og tag imod! Slå dig løs! Trods verdens klogskab og ta' imod Guds dårskab og visdom! Her skal ikke fastes, men festes. Brudgommen er midt iblandt jer og frådser med ny vin.

Og vi kan roligt konstatere på forhånd: Det er en "køn" forsamling, han serverer den for.

Henrik Bang-Møller, Skagavej 97, Skagen, er sognepræst.

Vejen til Guds rige

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce