Valg i værdikampens tegn


Valg i værdikampens tegn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi lovsynger arven efter modstandsbevægelsen, men bør også anerkende samarbejdspolitikken og dens baggrund i tredivernes værdikamp

Samarbejdspolitikken under krigen har dårlig presse. Det tænkte jeg på, da jeg under en oprydning sad med en håndskreven tale fra det stærkt omdiskuterede valg i 1943. Talen var af Kresten H. Lidegaard, konservativ kandidat i Kjellerupkredsen.

Valget fandt sted kort før det store stemningsskred i sommeren 1943. Der havde sidst været valg i 1939, så der skulle senest være valg igen i 1943. Man forventede, at valget måtte aflyses pga. krigen ligesom kommunalvalgene i 1941. Men til politikernes overraskelse stillede den nye Rigsbefuldmægtigede sig positiv til tanken.

Best var kommet til Danmark i oktober med ordre fra Hitler om at få dannet en tyskvenlig regering. I den forbindelse havde samarbejdspolitikken gennemlevet endnu en krise, før Scavenius blev udnævnt til både udenrigs- og statsminister. Politikerne havde dermed slugt nok en kamel, og de var naturligt nok nervøse for vælgernes dom

Der var grønt lys fra Berlin den 1. marts, og valget blev holdt den 23. De fem partier bag samarbejdspolitikken lavede et fælles valgmanifest, hvor de skrev, at "valget (ikke) gælder de sædvanlige partimodsætninger. Det gælder ikke enkelte bestemte spørgsmål. Det har videre sigte. Valget skal bekræfte folkets vilje til at værne om den frihed, der er vor tusindårige arv, og det folkestyre, danske kvinder og mænd ikke vil miste" (Min fremhævelse).

Det var selve kernen i tidens værdikamp, der handlede om, hvad det ville sige at være national.

Her kan en gammel definition være nyttig: En nation er en "sjæl og et åndeligt princip", som består af to ting: et fællesskab om en arv af minder og en fælles vilje til at videreføre arven. Og disse ting kan måles på den enkeltes vilje til at bringe ofre for fællesskabet. I det omfang denne vilje er til stede, har nationen ret til at eksistere.

Formuleringerne belyser udmærket værdikampen i foråret 1943, for det er klart, at en "sjæl" og en "arv af minder" og "ofre" er luftige størrelser. Kampen handlede om at erobre retten til at sætte de præcise ord på, hvad essensen i nationen var.

Man kunne lægge vægten på, at en nation kun eksisterer i det omfang, vi er villige til at yde ofre.

9. april var derfor en national katastrofe, alene fordi så få var døde i forsvaret af landet. Ville vi så overhovedet med rette kunne føle og hævde, at vi eksisterede som nation? Beviset på nationen var forsvarsviljen. Men nationen kunne sagtens eksistere uden demokrati.

På den anden side stod den idé, som fremgår af samarbejdpartiernes valgmanifest: vi har en fælles bevidsthed om vor gamle frihedstradition, og vi står sammen om at videreføre arven i form af folkestyret. Nationen eksisterede altså i kraft af den fælles bevidsthed om folkestyret: Uden demokrati - intet Danmark.

Valgets spørgsmål var, om vælgerne fortsat stod bag idéen om folkestyre som det særligt danske, eller om de var vundet for tanken om ærefuld kamp - også eventuelt uden demokrati?

Allerede 25. november 1941 havde der været demonstrationer mod samarbejdspolitikken. Scavenius havde underskrevet anti-kominternpagten. I Sandager udgød sognepræst K. E. Løgstrup sin vrede i et brev til vennen Hal Koch, formand for Dansk Ungdomssamvirke:

"Det hele er så enkelt og ligetil som nogen sinde i vort lands historie: bare vor ære ... Det er jo ikke velstand og retsvæsen og invaliderente og aldersrente og sikkerhed, vi skal give vore børn, ...vi skal først og sidst give dem én eneste ting: og det er mindet. Thi mindet, det ærefulde minde, det kan de ikke give sig selv."

Løgstrup ville have heroisk og selvopofrende modstand.

For Hal Koch bestod kampen derimod i at vække en demokratisk ånd i ungdommen som det eneste mulige værn mod nazisme, nationalistiske genrejserbevægelser og ligegyldighed.

Det var helt i pagt med den socialdemokratiske kamp imod totalitarismen, "pesten over Europa," som omfattede både kommunisme og nazisme/fascisme. Han brugte i høj grad historien og tolkede f.eks. i sit afsnit om den tidlige middelalder i Schultz' Danmarkshistorie (1941) Jyske Lov som resultatet af et tidligt parlamentarisk demokrati allerede under Valdemar Sejr.

Det er en uhyre sympatisk tanke, ikke mindst set med samtidens briller. Desværre holder den ikke for nærmere prøvelse.

Fra udlandet undsagde Kaufmann og Christmas Møller samarbejdspolitikken, og herhjemme var f.eks. den gudbenådede skribent og forfatter Kaj Munk en stadig kritiker af demokratiet:

"Parlamentarismen har intet ansvar, den placerer dette hos alle, altså hos ingen. Der er ingen stationsforstander, toget kører, når det vil." Han kunne sagtens forestille sig Danmark uden demokrati.

Så spørgsmålet var: Havde folkestemningen vendt sig fra samarbejdspolitikken?

De Konservative lod deres kandidater forstå, at valget ikke var et for eller imod regeringen Scavenius, for den var blevet til ved "uforfatningsmæssig" indflydelse fra besættelsesmagten.

Blev partiets kandidater dermed næsten opfordret til at tage afstand fra samarbejdspolitikken? Fik de i virkeligheden stemmer ved valget, fordi de undsagde den politik, som deres parti var medansvarlig for i Folketinget? Den mistanke har nogle historikere.

Så deraf min nysgerrighed: Hvad sagde den konservative Kresten. H. Lidegaard egentlig på sine valgmøder?

Til en begyndelse følger han partiparolen temmelig nøje, og han slår også stærkt på forsvaret. En større forsvarsvilje ville have forhindret, hvad han kalder en 9. april: De store konservative ideer ...: Kirke, konge, hjem, værn, flag, nordisk indstilling, interesse for sønderjydernes kamp, sand national danskhed ... har den 9. april og i tiden der fulgte bevist deres sandhed og lødighed i den grad, at hvis de havde haft rod i hele folket, havde vi aldrig oplevet nogen 9. April.

Der er heller ingen syndsforladelse til forsvarspolitikken i 30'erne. Men når det er sagt, så undsiger han aldeles ikke samarbejdspolitikken.

Efter at have gennemgået hele dens synderegister siger han: Det konservative Folkeparti har ... sit medansvar for denne politik. Vort afgørende synspunkt har ikke været, at samarbejdet skal bevares for enhver pris, men at det skal søges bevaret så længe, det endnu rummer politiske muligheder, hvorigennem krigens ødelæggelser og største ulykker kunne undgås for land og folk.

Om Scavenius siger han, at "Det er hans egne gerninger, der skal frikende ham eller dømme ham, og så vidt de ligger klare i offentlighedens lys, har de efter min mening ikke dømt ham indtil denne Dag!"

Det var altså lysende klart, at en stemme for den konservative kandidat var en stemme for samarbejdspolitikken.

Valgets mening er, trods de specielle vilkår, klar: ... vi går til valg for eller imod dansk folkestyre...

Valget blev en overvældende triumf for de samarbejdende partier og forsøget på at formulere den danske nation som bevidstheden om vores gamle frihedstradition og folkestyre og vores fælles vilje til at videreføre denne arv.

Det var frem til foråret 1943 vores skærv i kampen mod nazisme og totalitarisme. Blev selv Kaj Munk revet med? I hvert fald indgik følgende linjer i en danmarkshistorie på vers, som han havde i Berlingske Tidende den 28. marts:

Overfalder U-Ret os,

skal vi trodse Frygt og Smerte,

tro på Gud og modigt slås.

Da kun bærer vi i Hjerte

Loven fra Kong Valdemar,

og er tro mod det, som var

altid Skik i Danmark.

Måske burde vi mindes dette valg med stolthed?

Thorkild Jacobsen
Skindegyde 5, Ferritslev, er cand.mag. i historie.

Valg i værdikampens tegn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce