Litteraturen skulle engang beskrive det gode, det sande og det skønne. I de seneste 100-150 år har den også givet plads til det upopulære og det fortrængte
I den kommende weekend bliver der for 14. gang holdt bogmesse, og Forum i København danner atter rammen om "bogdanmarks" møde med bøger og forfattere. Efter en lidt tøvende begyndelse har publikum og bogbranchen taget initiativet til sig, og besøgstallet har de senere år ligget stabilt omkring 20.000-25.000 gæster i løbet af de tre dage. Her er store bøger og små bøger, her er dem med det farvestrålende omslag og dem, der er holdt i sort og hvidt. Her er plads til både kioskbaskeren og de mere ydmyge værker, der ligger i de stille hjørner.

Men hvad skal det hele til for? Hvad skal vi med bøgerne, og hvorfor egentlig have en bogmesse?

Litteratur kan i lighed med al god kunst rokke ved vores vante forestillinger om, hvordan verden skal se ud. Ved at blive konfronteret med den gode fortælling udfordres vi eksistentielt, vi kastes ud på det dybe vand, hvad enten vi kan svømme eller ej. Litteratur kan udfordre og provokere os, så vi kommer til at overveje, hvad det vil sige at være menneske. Den gode fortælling skal stille spørgsmål, men svarene giver den ikke umiddelbart.

Og alligevel! For litteraturen kan, når den er bedst, stille de rigtige spørgsmål, så vi selv igennem læsningen kommer til indsigt i, hvad svaret må blive. Og det kan gøres på uendeligt mange måder, men langt den meste kunst bygger i realiteten på ganske få basale fortællinger. Det er historier, der handler om de menneskelige grundvilkår, og som f.eks. findes i myter og sagn. Det er blandt andet fortællinger om kærlighed og tab, overmod og straf, tro og tvivl.

At litteraturen kan vække uro og fremkalde stærke følelser er ikke noget nyt, men det er dog et fænomen, der er taget til i nyere tid. Hvor kunsten langt op i tiden primært skulle afbilde det gode, det sande og det skønne, så har den de sidste 100-150 år ofte været det sted, hvor det upopulære og det fortrængte har fundet rum.

Når bøgerne er med til at trække det frem, som vi måske allerhelst vil glemme eksistensen af, så er det klart, at forfattere i tidens løb har fået voldsomme reaktioner rettet imod sig. Det spænder over trusler på livet, arrestationer, smædekampagner, censur og forbud mod at skrive. Der er talrige eksempler på skribenter, der er blevet anklaget for usædelighed, blasfemi, dårlig moralsk indvirkning på ungdommen eller slet og ret, at det var uforståeligt, hvad de havde skrevet.

En mere bizar variant kan også nævnes: Da den afdøde danske filosof og digter Villy Sørensen indleverede manuskriptet til det, der senere blev til debutbogen Sære Historier fra 1953, blev det refuseret med konstateringen, at dette var udslag af en mentalitet, der svingede mellem det infantile og det sindssyge. Senere har denne bog opnået klassikerstatus.

Villy Sørensens historier er langt fra det eneste eksempel på bøger, der ikke blev modtaget med klapsalver for siden hen at blive kanoniseret, når den litterære offentlighed var blevet klar til dem. Forfattere har i lighed med andre kunstnere ofte en "seismografisk evne", de indfanger tendenser og bevidsthedsskred i tiden, inden vi andre opfatter dem, og iklæder dem ydermere nogle gange gevandter, vi ikke helt forstår. Forfatterens lod er derfor ind imellem at være udskældt, fordi han er forud for sin tid.

De værker, som eftertiden har bedømt til at være klassikere, har ofte formået at samle nogle erfaringer op, som ligger ud over det tidsbundne. Godt nok citeres Mark Twain for, "at en klassiker er en bog, folk roser, men ikke læser", og det er sikkert sandt om nogle, men mange klassikere bliver læst (og genlæst), og det er bl.a. disse, der er med til at forme vores kultur og skabe det net af forestillinger, vi har om, hvad vores værdier og rødder er.

Dette er jo også baggrunden for den meget omtalte kulturkanon. Men når man vil lave en kanon, der skal definere danske værdier og national identitet for at profilere danskhed og bekæmpe det, som kulturminister Brian Mikkelsen har betegnet som "middelalderlige normer og udemokratiske tankegange", så mener jeg, at man misbruger litteraturen.

Bøger skal ikke bruges til at lukke os inde i vores nationale selvgodhed, men kan derimod være yderst vigtige øjenåbnere i kampen mod intolerance og snæversyn. Bøger kan være brugbare i kampen for at vise, at verden er mere mangfoldig end som så, men skal ikke bruges til at dunke andre kulturer oven i hovedet.

Litteraturen kan få os til at reflektere over tingenes tilstand og giver os samtidig mulighed for at få indblik i andre tankebaner og kulturer, som måske kan få os til at forstå vores omverden lidt bedre. Og med de konflikter, vi har rundt omkring os, er det vist ikke en ringe kvalitet.

Historien viser med al tydelighed, at kunsten har det bedst med at være fri for at være spændt for den ideologiske stridsvogn. Når litteraturen skal give de politiske svar, bliver det et problem, hvad enten forfatteren har skrevet med det for øje, eller den bliver taget som uskyldigt gidsel i en politisk sag. Ofte bliver det docerende, tendentiøst og uden kunstnerisk værdi, når man således opgiver værkets åbenhed og spørgende karakter.

At vi igennem de sidste 100 år har mistet mange af de pejlemærker, vi førhen havde som grundpiller i vores forståelse af verden og vores rolle i den, er evident. Hvor vi tidligere havde nogle umistelige sandheder at støtte os til, er vi i dag anderledes frisatte på godt og ondt. "Gud, Konge og Fædreland" er ikke længere uden videre den ramme, vi kan sætte vores livstolkninger ind i. Værdier og normer er blevet vendt rundt, sæder og skikke er blevet forkastet, og sandt og falskt er ikke altid så nemt at skille fra hinanden.

Alle disse bevidsthedsskred er litteraturen en fintmærkende registrator af. Den gode fortælling opfanger disse fællesmenneskelige vilkår, lader dem måske indgå i et skæbneforløb og viser de konsekvenser, det har for os. Løsningen på livets gåde får vi ikke, men forhåbentlig kan de spørgsmål, bogen stiller, være med til, at det bliver lettere for os at finde mulige svar.

I bøgerne er den fond af viden og indsigt, som menneskeheden har erhvervet sig igennem historien, samlet. Nye bøger skrives ikke ud af et tomrum, men samtaler med de forgængere, der findes. Der er derfor al mulig grund til at læse. Intet andet sted kan man møde så mange spændende og livskloge mennesker så ubesværet. Læs Bibelen og Koranen, den antikke mytologi og de islandske sagaer, de store romaner og de tynde digtsamlinger. Læs løs og bliv klogere på livet!

Den årlige bogmesse er bogverdenens mulighed for at samles og suge til sig. Bøger, forfattere, forlag, journalister, boghandlere og meget mere samlet i én stor anretning. Interviews, oplæsning, diskussion og samtale veksler igennem tre dage, en blanding af alvor og gøgl, seriøsitet og show.

For nogle er denne blanding en anstødssten, men dette konglomerat er også bogens væsen. Den favner hele livet og kan handle om alle aspekter af tilværelsen. Det ligger i messens natur, at det ikke er stedet for den store fordybelse, men der er her mulighed for at få småbidder, der kan give appetit og føre videre i bogens mange og forskellige spor.

Torben Fogh

Thomas Overskous Vej 24, Odense C, er BA i nordisk og religion.