Universiteter i spændetrøje


Universiteter i spændetrøje

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Professor Kenn Gerdes er forsker fra Syddansk Universitet. Han har valgt at flytte sin forskningsgruppe til England, fordi udviklingen herhjemme går i en forkert retning

Universiteterne har, ligesom andre offentlige institutioner, oplevet rigtigt mange forandringer de senere år. De fleste forandringer opleves som forringelser og ekstra byrder i en i forvejen travl hverdag.

Grundforskning på internationalt niveau er selvsagt uhyre krævende og fylder ofte det meste af forskerens vågne tid. Forringelserne medført af den nye lov og det ekstra bureaukrati den har medført, oplevede jeg som et meget negativt element i hverdagen.

Selvom jeg havde gode bevillinger, havde jeg ikke tid nok til at bruge midlerne forsvarligt. Lokket af et attraktivt tilbud tog jeg derfor den dramatiske beslutning at flytte min forskningsgruppe til Newcastle i Nordengland.

I 2001 vedtog Folketinget en ny universitetslov, der har omlagt universiteterne til virksomhedslignende fabrikker, der skal producere så mange studerende så hurtigt som muligt.

Det 400-årige princip om frie og uafhængige universiteter blev fjernet med et pennestrøg. En stolt institution og et vigtigt kulturelt element i det danske samfund er nu ved at blive transformeret til et produktionsapparat, som styres uhyre detaljeret af ministerierne. Hvor er liberalismen og demokratiet blevet af?

Ifølge den nye lov er det forskningsministeren, der udpeger bestyrelserne, der ansætter rektorerne. Rektorene ansætter mellemlederne (dekaner og institutledere). Det er nu dekanerne og institutlederne, der ansætter videnskabeligt personale, og der er derfor ikke længere sikkerhed for, at det først og fremmest er de faglige kvalifikationer, der er afgørende for stillingsbesættelser.

Den nye universitetslov har således fjernet både demokratiske og faglige elementer, og betragtes af som godt som alle universitetsansatte som et tilbageskridt. Denne påstand underbygges af, at mere end 6.000 forskere og undervisere nu har skrevet under på, at de ønsker loven stærkt revideret (1).

De fleste universitetsforskere arbejder ihærdigt med videnskabelige problemer, hvis løsning ofte er til gavn for samfundsudviklingen. Men der er også en gruppe af universitetsfolk, der af forskellige årsager ikke forsker på fuld tid. En del af disse går ind i administrative opgaver og kan derved få stor indflydelse på de enkelte institutters og fakulteters faglige udvikling. Yderligere har loven indført såkaldte "forskningsledere", som udpeges af institutlederen til at lede undergrupper af forskere.

Denne form for rangordning af noget som ikke kan og ikke bør rangordnes kan give grobund for unødig splid på institutterne. Administratorernes indflydelse er yderligere blevet forstærket af regeringens satsning på anvendt forskning (beskrevet nedenfor), idet universitetsledelserne i høj grad tvinges til at opprioritere de områder, der støttes af vindenskabsministeriet. Disse forhold betyder, at den faglige udvikling styres politisk snarere end af forskerne, der har den faglige indsigt.

Danmark har selvsagt meget begrænsede midler til forskning. For at uddele disse begrænsede midler har man opbygget et system, der er så kompliceret, at man ganske enkelt ikke kan forklare dets opbygning kort og klart for udenforstående.

I 2005 oprettede man Det Strategiske Forskningsråd samt en lang række programkommiteer, som uddeler midler til målrettet og anvendt forskning. Samtidigt oprettede man også Højteknologifonden. I stedet kunne man ganske enkelt have styrket Grundforskningsfonden.

Parallelt hermed oprettede man ca. 200 (tohundrede!) forskerskoler, som er bureuakratiske papir-konstruktioner, ofte ledet af en produktiv forsker.

Det annoceres hvert år i pressen, at Forskningsstyrelsen uddeler et stort antal phd-stipendier via disse forskerskoler, men det fremgår ikke af pressemeddelelserne, at det i virkeligheden er tredjedele af stipendier, der uddeles, og at forskerne selv skal finde de resterende 2/3. En ofte presset forsker skal altså skrive tre ansøgninger for at få bevilget ét phd-stipendium til sin forskning. Hvis bare én af de tre ansøgninger afvises, falder hele konstruktionen til jorden. Dette er et molboagtigt spild af arbejdsindsats.

Det faglige indhold af forskerskolerne vurderes af forskningsrådene, men den endelige afgørelse om støtte træffes i et ledende organ, kaldet koordinationsudvalget for forskning (KUF), som er et politisk organ, der opprioriterer anvendt forskning.

Som argumenteret nedenfor, er det en oplagt forkert prioritering, at landets forskerskoler uddanner phd-studerende via bevillinger til anvendt forskning. Som forsker opleves det danske bevillingssystem som uoverskueligt og ude af trit med virkeligheden.

Oven i dette komplicerede bevillingsystem har man indført bagstræberiske kontrolmekanismer, der løbende skal sikre at bevillingerne bliver brugt forsvarligt. Skåret ud i pap: forholdene på de danske universiteter er så besværlige og bureaukratiske, at det er hæmmende for den daglige funktion. Det er derfor forståeligt at selv produktive og dedikerede forskere vælger at forlade universiteterne, enten til privat ansættelse, til udlandet eller til noget helt tredje.

Grundforskning er frembringelse af ny viden for denne videns egen skyld. Løsningen af vigtige grundvidenskabelige spørgsmål tager ofte mange år, er ekstremt konkurrencepræget og kræver en høj grad af fokusering fra forskerne og deres studerende. Hvorfor skal fysikerne nu bruge milliarder på at forstå hvad mørkt stof og mørk energi er?

At grundvidenskabens samfundsmæssige værdi er umulig at forudse kan anskueliggøres af følgende slående eksempel: det verdensomspændende satellitbaserede navigationssystem (GPS) fungerer på forhold, der er beskrevet i Einstein's specielle relativitetsteori fra 1905 (sammenhængen mellem relativ hastighed og tidsdforskydning). Denne forbindelse mellem noget meget teoretisk og noget meget praktisk viser, at det er umuligt at forudsige grundforskningens værdi.

Anvendt forskning strander ofte inden målet er nået. Dette forhold kan anskueliggøres ved at betragte antallet af indtægtsgivende patenter: ni ud af ti patent-ansøgninger kommer aldrig til at give indtægter, og mere end 50% af alle patentansøgninger opgives eller afvises i løbet af 4 år efter indlevering til patentmyndighederne (2).

Hvis en speciale- eller phd-studerende "vælger" at lave anvendt forskning, så er der derfor stor sandsynlighed for at denne forskning på lang sigt viser sig at være værdiløs. Og satsning på anvendt forskning vil helt sikkert reducere antallet af videnskablige artikler af høj og blivende kvalitet. Den triste konsekvens er, at de færdige kandidater og phd'er vil være mindre konkurrencedygtige på arbejdsmarkedet og dårligere rustet til at bedrive selvstændig forskning.

Universiteternes nuværende bevillinger baseres på hvor mange og ikke på hvor gode kandidater, de producerer (kvantitet from for kvalitet). For at reducere studietiden har man derfor besluttet at opstramne specialeforløbet således at overskridelser minimeres.

Visse universiteter har sågar indført, at overskridelser straffes med bortvisning - der er altså ingen nedre grænse for hvor langt man vil gå i produktivitetens hellige navn.

En speciale-studerende på sidste år ikke er særligt udgiftskrævende men ofte meget produktiv. Jeg vil gerne understrege, at den afsluttende periode af et meget langt forløb (minimum 5 - 6 år) er oftest det mest lærerige. At forlænge et speciale med 6 - 12 måneder kan derfor betyde "liv eller død" for en studerende, der ønsker at gøre karriere. Den for alle parter mest givende (og for universiteterne næsten helt gratis) periode af studietiden har man nu minimeret for at øge universiteternes "produktivitet". Det hænger altså ikke sammen.

Som beskrevet ovenfor valgte jeg selv for 2 år siden at flytte min forskningsgruppe til Newcastle.

Storbritaniens universitetssystem er også bureakratisk, men grundforskning har en højere prioritet end anvendt forskning, og bevillingssystemet er langt enklere. Endvidere er det ofte højt meriterede forskere, der leder institutterne, dvs. at universiteterne fortrinsvis ledes af aktive forskere.

Storbritanien ønsker traditionsmæssigt at opprioritere forskning, der er internationalt konkurrencedygtig. Det gør man også Danmark, først og fremmest via Grundforskningsfonden, men midlerne er begrænsede og selv Grundforskningsfonden er i de senere år blevet unødvendigt bureaukratisk.

Jeg vil slutte med et citat af Wilhelm von Humboldt der "opfandt" den liberale ide om det frie og uafhængige universitet: "Den regering, som gør sig selv overflødig, er den bedste".

Kenn Gerdes

Newcastle University Medical School er professor

(1)http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html

(2)Rapport "Patenting Activity in Denmark", Centre for Economic and Business Research, 2005 - 2009, af Ulrich Kaiser et al.

Universiteter i spændetrøje

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce