Unge Jensen i 100 år


Unge Jensen i 100 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For 100 år siden udkom Johs. V. Jensens digtsamling Digte 1906, hvormed prosadigtet for alvor vandt indpas i dansk litteratur. Udgivelsen vakte dog ikke den store opmærksomhed

Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod, / end det jeg alene føler ved besiddelsen af mit Sinds Knivsystemer. /

Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes med Overbevisningen om alle Tings Endelighed, / da lever jeg. / Denne knagen af Akslerne / dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd / frigør de transcendentale Smærtevibrationer, / der er Formen for mit inderste Jeg.

Sådan lyder det i Johannes V. Jensens digt "Interferens", som blev kastet i hovedet på det læselystne publikum for godt 100 år siden.

Næppe nogen af dem, der bemærkede udgivelsen af Jensens første digtsamling den 14. november 1906, havde anelse om, at vi her 100 år efter regner det for en mærkedag af stor litteraturhistorisk betydning.

Digte 1906, som den lille bog hedder, er blevet en magisk bog (og årstallet i titlen er en del af magien), for med den blev det frie prosadigt for alvor introduceret i dansk litteratur. Måske var Jensen ikke den allerførste, der brugte denne digtform, men det er hans prosadigte som "Interferens", "Ved Frokosten" og "Paa Memphis Station", der for eftertiden er kommet til at stå som førsteudfordreren til det klassisk opbyggede digt.

I medierne vakte digtsamlingen ikke umiddelbart det store postyr. Udgivelsen blev bemærket, men flere anmeldere var mere interesseret i - og bekymret for - forfatterens sensitive psyke.

Ikke desto mindre er disse digte markant med til at tegne den litterære modernisme i Danmark. Flere af digtene bryder med alle gode regler for konventionel form med deres mangel på rim og klassisk rytme, og samtidig er Jensens sprogbrug lige så provokerende. Han inddrager udtryk fra f.eks. dagliglivet og sportsverdenen og danner selv nye ordsammenhænge.

Resultatet er en digtsamling, der er fyldt med sprogeksplosioner og stadig efter 100 år sprudler af energi og vitalitet.

EN DEL af digtene er hentet fra forfatterens tidligere prosaværker, og nogle har været trykt i aviser og tidsskrifter. Spændvidden i samlingen er enorm, og det traditionelle enhedspræg er aldeles fraværende.

Det er således et helt katalog af sproglige og formmæssige udtryk. Den manglende klassiske harmoni i form og indhold afspejler præcist den moderne tilværelses kompleksitet, som Johannes V. Jensen var en fintfølende registrator af.

Jensens forlag imødekom den eventuelle kritik af, at det jo bare var gammelt skrabsammen, i en reklame på denne underfundige måde: "I dette lille bind har den udmærkede prosaist samlet de digte, han i årenes løb har skrevet. Ved at gennemblade bogen opdager vi, at de næsten alle har været trykte tidligere, men beundrere af digterens vidunderligt rige stemningskunst vil glæde sig til at se dem samlede".

Digte 1906 sammenfatter en moderne erfaring om splittelse og mangel på enhed.

Således finder man i digtet "Interferens" dobbeltheden mellem det udadvendte og det indadvendte, det handlende og det reflekterende.

Den grundlæggende dualisme i menneskelivet, "Forestillingen om Verdens topmaalte Under" over for "Overbevisningen om alle Tings Endelighed" udgør både her og i hele forfatterskabet en rød tråd. I den spænding og gensidige påvirkning, der her foregår (interferens, som han benævner det), er det nemlig, at Johannes V. Jensens skabende ånd slår gnister.

Har eftertiden berømmet Digte 1906 , så var salget i årene efter udgivelsen til gengæld beskedent: 10 år efter udgivelsen havde bogen solgt under 500 eksemplarer.

Johannes V. Jensen var ved udgivelsen af sine digte allerede slået igennem som forfatter, han var et kendt navn, men nok i højere grad blandt kritikere og forfattere end ude i den brede befolkning. Han havde debuteret i 1894 med fire digte i bladet Journalen, og i 1896 udkom hans første roman, Danskere.

Hans mest kendte bog er nok Kongens Fald (1900-1901), oprindeligt udgivet som tre små bøger og først senere samlet i ét bind. Denne fantastiske roman er ved flere afstemninger blevet kåret som den bedste danske roman i det 20. århundrede, og det er da også en stemningsfuld collage af lyriske naturskildringer, voldsom kraftudfoldelse og blod og død klædt i en helt suveræn sprogdragt.

Jensen affærdigede i øvrigt senere romanen som en "ungdomshistorie". Flere bøger fra det tidlige forfatterskab gik det endnu værre: De blev simpelt hen strøget af hans officielle udgivelsesliste.

Med udgivelsen i 1901 af artikelsamlingen Den gotiske Renaissance ønskede Johannes V. Jensen at tage afstand til den indadvendte og selvcentrerede digtning, der havde domineret i 1890'erne, og som på mange måder påvirkede hans tidlige forfatterskab. Han lagde nu vægt på virkeligheden, på maskinerne og fremskridtet.

Idealet var således ikke den grublende, indadvendte forfatter, men den udadfarende journalist, der opsøger livet og virkeligheden. Og derfor kunne Jensen da højtråbende proklamere, at "Jeg føler mig herefter som organ for Kendsgærningen".

Johannes V. Jensen var en kontroversiel figur i dansk kulturliv. Mange billeder og malerier af forfatteren (og i særdeleshed dem af den yngre Jensen) viser en tillukket og mut person med stram mund og tilknappet skjorteflip.

Han havde et skarpt øje for selviscenesættelse og prøvede med ihærdighed at fastlægge, hvordan man skulle læse hans forfatterskab og hvilke konklusioner, man kunne drage af det.

Der er da nok også en del spil fra forfatterens side, når han fremstiller sig selv som den ordknappe handlingsmand, der dyrker farten og virkeligheden. Når så den unge Jensen oven i købet havde en formidabel evne til at komme i skænderi med andre kulturpersonligheder, er det ikke så mærkeligt, at han foruroligede samtiden en del.

Kendt er bl.a. hans udfald mod Herman Bangs homoseksualitet og polemikken med Sophus Claussen, hvor han fik karakteriseret Claussen som "den fugtige lollik".

Denne tilsyneladende råhed har nok været medvirkende brændstof til følgende svada, som kritikeren og teologen Oscar Geismar fyrede af i bogen Nogle Digterprofiler fra 1906: "Jensen, Jensen, hvad bliver der vel af Dem og Deres Forlægger og alle Deres mesterværker, naar kendsgærningens idéforladte tider oprinder? Bøgerne vil man bruge til at tænde op under lokomotiverne med. Og Dem selv, Jensen, Dem selv vil man trække i en fyrbøders kittel og formene Dem al omgang med pen og blæk".

Så galt gik det heldigvis ikke. Johannes V. Jensen vedblev med at skrive indtil sin død i 1950. Han kom efterhånden til at sælge særdeles godt og var på mange måder den danske forfatter, der fyldte mest i første halvdel af det 20. århundrede.

Kronen på værket kom med Nobelprisen i litteratur i 1944. Decideret folkelig som en Jeppe Aakjær blev han dog aldrig.

Johannes V. Jensens ungdomsdigtning ophørte med Digte 1906. Herefter undergik forfatterskabet en markant drejning. Helt centralt blev Charles Darwins tanker, som påvirkede både fiktionsforfatterskabet som f.eks. romanrækken Den lange Rejse (1908-1922) og de populærvidenskabelige og samfundsdebatterende værker, som han skrev en hel del af.

Den længsel og uro som ungdomsforfatterskabet er fyldt med, og som Jensens alter ego Christoffer Columbus er det samlende symbol for, blev stækket af en næsten demonstrativ harmonisering med udgangspunkt i evolutionsteorien. Dette afspejles også i hans senere lyrik, der næsten konsekvent er skrevet i bunden, traditionel form.

Hundredeåret for Digte 1906 er blevet markeret med den første samlede udgivelse af alle Johannes V. Jensens digte fra hele forfatterskabet, men det kunne da være prisværdigt, hvis den så berømmede lille digtsamling også kunne blive tilgængelig på bogmarkedet igen. Det fortjener den.

Torben Fogh, Thomas Overskous Vej 24, Odense C, er bachelor i nordisk og religion.

Unge Jensen i 100 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce