"Pas din mand og stop hans hoser. Så vil du danse på lykkens roser." Sådan stod der i poesibøger anno 1952. Det lå stadig i tiden, at pigers bestemmelse var at blive gift
Min far (1906-1971) var på mange punkter meget frisindet, men han mente alligevel som de fleste andre på den tid, at der var stor forskel på det arbejde, som kvinder og mænd skulle udføre, og han mente, at en piges vigtigste bestemmelse som voksen var at blive gift med en god mand, der kunne forsørge hende. Derfor skulle en pige lære at klare alt husarbejdet.

"Tror du, der er nogen, der vil giftes med dig, hvis du ikke kan lave mad og gøre rent?" sagde han, når jeg klagede over at skulle gøre husarbejdet. Selv rørte han aldrig en finger inde i huset. Jeg tror ikke, at han ville kunne finde ud af at lave sig en kop kaffe eller smøre et stykke brød.

Far var meget imponeret af de tre kvinder, der i 1948 af Odense-biskoppen Hans Øllgaard blev ordineret som første kvindelige præster. Far var umådelig glad for billedet af biskop Øllgaard:

"Det er en præst, man kan være stolt af, han var med i Frihedsrådet, og han er også mandfolk nok til at turde tro på kvindelige præster."

"Skal en damepræst også vaske op og lave mad?" spurgte jeg interesseret, og da far svarede, at "selvfølgelig skal hun det," så kunne jeg ærlig talt ikke se, at der kunne være noget særligt spændende ved at være damepræst.

Far talte meget om, at grundloven skulle laves om, så der blev kvindelig arvefølge. Der stod tit noget om kongefamilien i avisen, og alle folk talte for eller imod en ny tronfølgerlov.

Min far påstod, at når prinsesse Margrethe engang blev dronning, så skulle hun både gøre rent og lave mad, for ellers var der heller ingen mand, der ville giftes med hende.

Jo, nok var min far frisindet, men efter hans mening var kvindens egentlige bestemmelse så afgjort den at blive gift og få børn og gøre rent og lave mad, og så skulle hun i øvrigt sørge for at få en mand, der kunne forsørge hende.

Tidens ugeblade afspejler tidens hverdag. I ugebladet Flittige Hænder fra 1958 findes novellen om Greta og Stefan:

"Greta og Stefan havde været gift i 14 dage, men ægteskabet var ikke netop sådan, som Stefan havde tænkt sig de. På én måde var det måske nok bekvemmere, men på en anden måde var det umuligt at blive klog på Greta.

Undertiden havde han fornemmelsen af, at hun gjorde nar af ham. Han havde i hvert fald svært ved at få den rette underdanighed frem hos hende. Det var ikke fordi, han ønskede, hun skulle være særlig underdanig, slet ikke, men hun skulle jo gerne være klar over, at det var ham, der var herre i huset, og at det var ham, der tjente pengene..."

Jeg blev gift i 1959 og helt ærligt, så tror jeg, at Christian mente nøjagtig det samme som Stefan. Vi havde vores diskussioner om, hvordan vi skulle bruge ugelønnen.

Christian mente, at eftersom der var ham, der tjente pengene ved at arbejde på sin fars gård, så var det også ham, der suverænt bestemte over pengene. Jeg mente, at eftersom han havde gået i skole hele sit liv bortset fra den tid, han havde været soldat, og eftersom jeg havde tjent mine egne penge og klaret mig selv, fra jeg var 15, så havde jeg absolut mere økonomisk indsigt, end han havde.

Vi fandt ud af tingene, vi var forelsket og nybagte forældre til en lille søn, der blev født en majdag i 1960.

Jeg havde inden ægteskabet haft mange intentioner om at være aktiv landmandskone, jeg havde jo som husmandsdatter lært både at malke og muge. Christians forældre så på mig, som om jeg kom fra en anden planet. Ikke tale om, at jeg (en pige!) måtte arbejde i stalden, men hvis jeg savnede arbejde, så måtte jeg gerne vaske Sørines køkkengulv og skrubbe hendes bryggers.

Nej, tak, det var ikke sådan, jeg havde lyst til at bruge min kreativitet, så jeg slog mig på bøgerne. Dengang gik der bogsælgere rundt ved dørene, og der var efterhånden en hel pæn hyldefuld bøger inde i stuen.

Jeg læste bøgerne i smug, for far havde aldrig kunnet holde ud at se mig sidde med en bog midt på blanken eftermiddag, men Christian var ikke far, og Christian opdagede hurtigt min smuglæsning, og så slog han i bordet og sagde: "Når du er så glad for at læse, hvorfor går du så ikke i gang med at læse noget ordentligt?"

Så gik han ned på gården og lånte telefonen og ringede til børnehaveseminariet. Jeg kom til optagelsesprøve, som jeg bestod, vi fik ansat en ung pige til at passe sønnen, og i 1962 begyndte jeg at læse til børnehavelærerinde.

"Det klarer du aldrig, du må hellere holde op med det samme," sagde min far, og jeg undrede mig over, at han havde så ringe mening om mine evner hidtil.

Jeg hørte, hvordan han skosede Christian: "Kan du ikke forsørge din kone? Hvad er det for nykker, du lader hende få?" Stakkels Christian ville ikke udlevere mig ved at sige, at jeg rent ud sagt kedede mig ved kun at passe en lille dreng og holde et nyt hus rent, så han forklarede, at ved at sende konen på seminarium nu, så ville hun (jeg) om et par år kunne slæbe en god hyre hjem.

Den idé købte min far, men alligevel fortsatte han med sine kommentarer. Da jeg næsten var færdig på seminariet, fastslog han: "Du får aldrig noget arbejde". Men jeg blev færdig på seminariet en af de sidste dage i juni, det var en fredag, om lørdagen festede jeg sammen med kammeraterne, og mandag morgen begyndte jeg at arbejde.

Så holdt far inde med sin snak.

Jeg var blevet ansat i Jernbanegades børnehave i Odense. Den var begyndt som krise-børnehave lige efter krigen, og eftersom den stadig blev betragtet som krise-institution, blev der ikke renoveret noget i den gamle bygning.

Men var bygningen slet, var pædagogikken i højsædet, det sørgede fru Jørgensen for. Hun var 10 år ældre end jeg og havde været i institutionen, siden hun blev uddannet. Men hun fulgte levende med i alt nyt og gjorde sine egne vurderinger.

Fru Jørgensen var meget dygtig og utrolig venlig, Jeg havde virkelig trukket det store lod i lotteriet ved at få hende som en slags læremester i denne min første stilling.

Børnehaven var normeret til 40 børn, fru Jørgensen havde gruppen med de små sammen med en forpraktikant. Men der var brug for institutionspladser i byen, og derfor var der indskrevet 10 børn mere.

De 10 børn, som blev taget fra mellemgruppen, holdt til i kælderen sammen med fru Jensen, en dygtig medhjælper. Kælderen var så lav, at ikke ret mange voksne kunne stå oprejst, men fru Jensen gik til sagen med iver og ekspertise. Hun skulle egentlig have været medhjælper i sin gruppe, men kunne jo ikke være to steder, så jeg var alene om de 17 børn.

Jeg havde ganske vist på seminariet lært noget om, hvor mange voksne der skulle være til et bestemt antal børn. Der var dog ingen, der havde husket at nævne denne specielle situation, da jeg blev ansat, så der var ikke andet at gøre end at tage fat.

Det værste var, at børnehavens legeplads var meget lille, så gruppen med de ældste børn gik altid ned til Munke Mose og var der hver formiddag. Så jeg drog af med 17 børn i fem-seks-syv års alderen, jeg kendte kun navnene på et par af drengene, så dem udnævnte jeg til at være vejvisere. Jeg kendte ikke midtbyen og anede ikke, hvordan vi kom til Munke Mose.

Men Jesper og Peder kendte vejen. Jeg vil ikke i dag så mange år efter bagatellisere mine tanker og min skræk for, at der skulle ske noget med et eller flere af de 17 børn, som jeg først lige havde mødt, og som jeg ikke kendte, men jeg var glad, da formiddagen var gået, og vi skulle hjem til børnehaven.

Jesper var absolut ikke tilfreds, da vi skulle gå. Han var ved at bygge en hytte og ville gerne have den færdig. Han blev arrig og tog en stor kæp: "Jeg slår dig ihjel" sagde han, og jeg, der efterhånden følte mig ret mast, svarede "så gør det dog. Men du risikerer, at der kommer én, der er værre end mig."

"Nå", sagde Jesper, så venter jeg til den sidste dag, inden jeg skal i skole."

Heldigvis var vi blevet perlevenner, inden vi nåede den dag.

Da jeg kom hjem, kom far ud for at høre, hvordan min dag var gået, og jeg fortalte, at det hele havde været enormt spændende, men jeg fortalte ingenting om skrækken, da jeg stod nede i Munke Mose med alle de fremmede børn. Han skulle ikke have den tilfredsstillelse at sige, det var bedre, jeg blev hjemme og passede mit eget barn og - vist nok - især min mand.

Ebba Møller

Gammel Torø Huse Vej 12, Assens.