Uden fællesskab sander vi til


Uden fællesskab sander vi til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det folkelige engagement er en nødvendighed, for tingene skal gro nedefra, hvis menneskenes kreative kraft skal udnyttes

Den folkelige oplysning har gennem tiden medvirket til at styrke det enkelte menneskes selvværd og kompetencer. Den har sat det enkelte menneske i stand til at have forståelse for, hvad det betyder, at hver enkelt af os er deltagere i foreningslivet, er med i menighedsrådet, i diverse lokale bestyrelser og projektgrupper.

Vi kan simpelthen ikke undvære det folkelige engagement i lokalsamfundet eller på landsplan.

Det er af stor vigtighed, at vi ikke bare overlader samfundets udvikling til politikerne, det være sig de lokale, regionale eller de, der sidder i Folketinget.

Det er betydningsfuldt for hele samfundet, at borgerne føler, at de hver især er vigtige deltagere i og bidragydere til samfundets udvikling. Det gælder både mennesker, der er født her i landet, men det gælder også mennesker, der kommer hertil fra andre lande.

Demokrati er ikke en given ting. Det skal læres. Undertiden skal det også genlæres, fordi vi danske måske, til trods for at demokratiet ikke har eksisteret 200 år endnu, efterhånden bare tror, at det er en selvfølge. Det er det ikke.

 

Demokrati betyder, at der ikke er én sandhed. Demokrati betyder, at der skal være plads til forskellige mennesker og forskellige holdninger. Det var meget lettere, hvis vi var ens og mente det samme. Men sådan er vores ideal her i landet ikke. Det bliver under alle forhold et opgør med, at enhver kan hytte sit, eller at enhver kan knejse med nakken og påberåbe sig sine rettigheder, og ellers klage eller lave vrøvl uden selv at forstå, at demokratiet kræver af os, at vi selv tager et medansvar for eller i det (lokal)samfund, vi lever.

Der er masser af eksempler på, at mennesker gerne vil yde en indsats. Men der er desværre også eksempler på, at forståelsen for andres plads i samfundet, ja, berettigelse, ikke er stor. Der er også for mange eksempler på, at vi ikke respekterer andres ejendomsret, eller at vi vader ind over menneskers private sfærer og tror, det er et offentligt anliggende.

Det er så let at smyge ansvaret af sig og overlade det hele til politikerne. Men det er også så let for politikerne at gøre det hele til politik og glemme, at ting må gro nedefra, hvis al den kreativitet mennesker besidder, skal udnyttes.

 

Mennesker har brug for at føle, der er brug for deres indsats, og opleve glæden ved at være med til at yde noget for det fælles.

De fleste af os gror, hvis der bliver spurgt efter vores kræfter, eller i det hele taget spurgt, om vi ikke har lyst til at være med i en gruppe, i et projekt, i et menighedsråd, i en foreningsbestyrelse, på et fodboldhold, i det lokal-eller landspolitiske arbejde, eller hvad det nu måtte være.

Et samfund kvæles og står i stor fare for at blive et autoritært samfund, hvis ikke det føles, som om der er brug for andre end de, der lige sidder ved den ene eller anden rorpind.

Det politiske bagland smuldrer, hvis der ikke spørges til dets ideer og dets medvirken. Så mangler politikerne helt det feedback, der er en nødvendig del af at kunne udføre det politiske arbejde i overensstemmelse med de, arbejdet vedrører.

 

I disse år er der en meget svag opbakning bag de politiske vælgerforeningers arbejde. Det kan blive katastrofalt for demokratiet. For dermed forsvinder bindeleddet mellem de folkevalgte og dem, der skal vælge dem. Det bliver også vanskeligt at finde fora, hvor politiske ting kan drøftes og forklares.

I disse uger debatteres meget den manglende interesse for at sidde i menighedsrådene. Man kan sige: jamen, hvilken betydning har det dog, at jeg er med?

Hvis vi her i landet vil sætte streg under kristendommens betydning som fundament for vores samfund og tænkning, så må menighederne træde i karakter og være med til at stille op til menighedsrådene og gøre en indsats for kirken og dens liv og virke i sognet, ellers kan man ikke komme bagefter og begræde, at der ikke foregår noget omkring kirken, eller i de kirkelige fora.

Mange er glade for, at deres børn og unge kan gå til sport og andre aktiviteter i deres fritid, men det kræver, at der er nogle der vil påtage sig det måske af og til sure slid at sætte ting i værk, så der er de muligheder, ikke alene for danskere, der er født her, men også for de unge, der kommer fra andre lande og måske føler sig udenfor indtil nogen spørger, om de ikke vil være med i fællesskabet.

 

Landsbysamfundene er et godt eksempel på, at hvor mennesker trækker og får andre til at trække med, lever disse landsbyer, selv om de har mange odds imod sig. Der bliver simpelthen rart at være, fordi mennesker her føler, at de selv er med til at få ting til at ske, og fordi det er morsomt på tværs af uddannelse, økonomisk baggrund m.m. at mødes med andre mennesker og få ting til at ske.

Der, hvor man bare læner sig tilbage, dør (lokal)samfundet. Men der ER mange steder, hvor mennesker tager fat, f. eks. i Vejrup i Esbjerg Kommune, der lige er blevet udnævnt til "Årets landsby" for deres engagement i områdets udvikling, eller halvøen Helnæs ved Assens, hvor beboerne i den grad har taget sagen i egen hånd og fået et helt uddøende landområde til at blomstre. Med tilflytning og alskens yderligere kreativitet til følge.

Venstres Folketingsgruppe har sat sig for at understrege det folkelige engagements store betydning. Igennem de senere mange år har der været en tendens til, at politik er blevet mere og mere moraliserende, ja, bedrevidende. Politikere kan i den bedste mening i den grad komme til at tage ansvarsfølelsen fra borgerne med regler, kontrol, overvågning og strengere straffe. Selvfølgelig skal alting ikke være frit. Men rammerne skal være så vide, at hver enkelt føler, at der er råderum, men også tillid til og forventning om, at hver enkelt yder sit.

Børnenes tarv og opdragelse er ikke kun samfundets ansvar. Det er i allerhøjeste grad forældrenes. At den opvoksende generation lærer om historie, kristendom og om det, vi kan kalde almen dannelse, altså almindelig opførsel, er ikke kun skolens eller lærerens opgave. Det er forældrenes. De gamle forældre, som har været med til at give den næste generation en god start, bør ikke bare overlades til kommunens eller hjemmehjælpens forpligtelsesområde.

 

Men der er ting, der skal løses af fællesskabet, men ikke nødvendigvis af kommunerne eller af Folketinget. Der er masser af ting, som med fordel kan gives som ansvarsområde f. eks. til oplysningsforbundene.

Oplysningsforbundene kan etablere voksenundervisning, efteruddannelse, livslang læring indenfor alle former af emner: Folkestyrets funktioner, historie, sprogundervisning for danskere, der har brug for at lære at skrive og tale dansk bedre, eller for de, der kommer hertil, og som trænger til at lære at tale dansk eller begå sig i det danske samfund, forebyggelse og sundhed, genoptræning, miljø-og naturforståelse, integration, idræt og gymnastik..., der er ingen ende på emnerne.

Efterskoler og højskoler har også en vigtig rolle med at bringe unge eller ældre sammen, som ellers aldrig ville komme til at tale sammen. På disse skoler med kostafdelinger er unge som ældre bundet til at være sammen døgnet rundt. Det er en unik mulighed for, ud over at lære noget fagligt, at få rystet godt op i sine fordomme.

 

Demokrati går ud på at lære at respektere andre, at lære at tale og være sammen. Hvis ikke vi kan finde ud af det, vil vold og terror blive ved at florere.

Vi har her i landet en tradition for det frie og åbne samfund, det samfund, hvor man er i stand til at tale sammen, måske endda forstå hinanden og hinandens bevæggrunde. Det skal vi arbejde for at bevare.

 

britta schall holberg

Hagenskov, Ebberup er MF (V), tidligere minister og folkeoplysningsordfører

Uden fællesskab sander vi til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce