Ud på livets landevej


Ud på livets landevej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den nybagte student havde modstridende følelser over at tage afsked med tre års socialt liv i gymnasiets regi. Nu venter springet ud i livets spaghettikryds. Tanken skræmmer, men det går nok

Så står man her som lille, nyudsprungen studine på en sidegade til livets vej og ser sig godt for, inden man tager det store skridt ud på den store og svært trafikerede landevej. Først til venstre, så til højre og en sidste gang til venstre - præcis som man lærte det i børnehaven - og man gentager dette i en uendelighed for at sikre sig, at man ikke overså en hurtigkørende lastbil eller andet farligt og uforudseligt. Benene er blytunge, og syv vilde heste kunne ikke tvinge dem til at tage det første skridt.

Det var lidt en paradoksal følelse, jeg stod med på den anden side af porten foran Odense Katedralskole denne skønne, forholdsvis solrige junidag i år og så, hvordan lastbilerne blev læsset med øl og studenter. På én gang var jeg enormt voksen. Men så "opdagede" jeg, at jeg stod midt i halvdelen af lærerkollegiet, og som ved et trylleslag var jeg bare en lillebitte pige igen, og jeg knugede min jakke endnu hårdere, inden jeg gjorde mine klassekammerater følgeskab og trådte op i den bøgegrenspyntede lastbil som den sidste.

Disse modstridende følelser varede ved resten af dagen og også de efterfølgende dage. De er næppe fremmede for nogle, der har stået i samme situation. Men der kom flere paradokser til.

Allerede foran lastbilen slog det mig, at dette måske var sidste gang, jeg kunne kalde de andre 27 for mine klassekammerater. Vi har nu gået mere eller mindre op og ned ad hinanden i tre år, tre dejlige år. Så naturligvis følte jeg mig som en del af et meget tæt fællesskab, men samtidig følte jeg mig også lidt alene, som jeg stod dér og blot betragtede dem.

På én gang var denne dag en glædens dag og en melankoliens dag. Nå, men det hjalp da, efterhånden som vi fik fundet de dér kasser øl frem fra bænkenes skjul. Larmende henover det meste af Fyns flade landskab gik det i godt selskab.

Nogle AF disse mennesker vil man holde kontakt til i lang tid (forhåbentlig), men det kan ikke undgås, at der ryger et par i svingene. Nogle vil man måske aldrig se mere efter studentertidens søde, alkoholiserede liv.

Det er tankerstrejf som dette, der sætter melankolien i gang. Man kommer sgu til at holde af dem, hvor meget man end har forsøgt at undgå det alene af den grund, at slutningen er et uundgåeligt element ved gymnasietilværelsen.

Men heldigvis er studenter, mere eller mindre alle over én kam udstyrede med en formidabel evne til at leve i nuet i den første uges tid, så selvfølgelig skulle vi da ses igen.

Mandag var den første studenter-komsammen hos én, tirsdag en fest hos en anden, onsdag lidt grillhygge og have-tamtam hos en tredje, og sådan gik det slag i slag, så vi ikke skulle savne hinandens selskab i meget mere end 12-14 timer ad gangen.

Alligevel ligger det hele tiden i baghovedet, at vi kommer stadig tættere på livets vej, og livets vej er altså ikke bare en almindelig lige landevej, den er værre end de værste italienske spaghettikryds ved motorvejssammenfletninger.

DER ER mindst én tilkørsel pr. person, og meget få vælger den samme. Nogle farer i øst, andre i vest, nogle farer så langt, at de havner på den anden side af jordkloden. Nogle nøjes med at fare rundt i Danmark, men det er også slemt nok i øjeblikkets kontaktbehov.

Ganske vist er verden blevet mindre, siger man. Man kan altid komme i kontakt med folk. Det er efterhånden svært at opstøve et større sammenhængende areal uden telefon eller internetforbindelse. Men 16.047 km (afstanden i fugleflugt fra Danmark til Australien, unge danskeres foretrukne valg af back-packing destination) er stadig 16.047 km, og det kan til tider endda føles som 160.047.

Selv om man er vokset op i et kommunikationssamfund med uanede muligheder, føler man stadig en vis tryghed ved at kunne se og mærke, den, man nu taler med.

OG NU sidder jeg så her, i skrivende stund godt en måneds tid efter den store begivenhed at blive student, hensunken i nostalgiske minder fra de forløbne tre år.

Radioen spiller den melodi, der blev "vores sang" i klassen, og billeder fra de mange skolefester, fødselsdagsfester, almindelige fester og alskens hyggestunder synes at køre som en anden stop-motion film på nethinden. Tænk at man på så kort tid kan komme til at føle sig - og lyde - så gammel.

Telefonens ubestemmelige lyde, som før blot har været et forstyrrende element i forsøget på at holde fokus på Palæstina-konflikten eller røntgendiffraktion, eller hvad lærerne nu havde fundet frem af visdomsord på skrift, bliver pludselig en befrielse. Man er ikke helt fortabt alligevel. Ligesom man selv tænker på de andre, tænker de også på én, og det er jo altid rart at vide.

Min mor har mange gange i løbet af månederne op til afslutningen sagt til mig, at der uvægerligt ville komme et tomrum, som jeg selv skulle udfylde, når der ikke længere var det "obligatoriske" sociale liv med skolen.

Og hun har endnu engang ret. Når det først er gået op for én, at man ikke hører til dem, der stadig skal troppe op onsdag den 9. august på Odense Katedralskole, står man igen som Palle alene i verden.

Man skal selv til at være aktiv, hvis man ønsker at fortsætte bare en lille del af det sociale liv, som ellers bare fulgte med i skolen. Det virker lidt som om, skolen var en pakkeløsning: Her får du fagligt indhold, og hvis du bestiller nu, får du uden ekstraomkostninger tre års socialt samvær med oven i købet.

Det er da smart. Men sådan vil det formentlig også være på de fremtidige uddannelsesinstitutioner - de fleste får hele pakken. Og så er jeg tilbage, hvor jeg begyndte: Det hele handler om at tage springet ud på livets vej, ud i livets spaghettikryds. Det er mere tanken om at gøre det, der skræmmer én, end det er tanken om hvad, der venter.

For man ved jo godt i sit inderste optimistiske sind, at det hele nok skal gå. Der er jo så mange andre, der har gjort det før os.

Emilie Lindegaard, Banehøjvænget 14, Odense S.

Ud på livets landevej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce