Kernefamilien, som vi kender den, kan let skiftes ud. Dermed opstår nye familieformer, som ikke er lette for de voksne at orientere sig i. For børnene kan det være svært.
I dagens Danmark er der kommet nye familietyper til. Den almindelige kernefamilie, som vi kender, hvor mor og far bliver sammen hele livet på godt og ondt, kan nu skiftes ud.

Det gode er, at når kærlighedsprojektet "den eneste ene", mislykkes, så kan lykken søges med en ny partner. Med den nye lykke følger også vanskeligheder. Det onde er, at børnene tages med på en rejse i ukendt land, med nye fædre og mødre.

Nogle af de gamle eventyr handlede om de problemer, børnene kan have med nye stedfortrædende forældre.

Den onde stedmor behandler ikke Askepot som sine egne døtre. Hun skal slide og slæbe som en andenrangs tjenestepige, mens stedsøstrene lever som de rene prinsesser. En anden ond stedmor sender Snehvide ud i skoven for at dø, fordi hun anser Snehvide for at være en konkurrent i skønhed.

Heldigvis får de onde som fortjent. Der er naturligvis dramatiske effekter for at skabe spænding i de gamle fortællinger. Men der er også almenmenneskelige følelser og konflikter, der via eventyrets sprog bliver sat i tale. For eksempel børn, der kommer i klemme i de voksnes kærlighedsforhold.

Men hvori består det onde i de nye fortællinger eller hverdagshistorier, som vi sprogligt konstruerer, så de passer til den moderne virkelighed, som vi gerne vil opfatte den?

Der er et grundlæggende problem i, at vi voksne fastholder visionen om kærligheden til den eneste ene, når virkeligheden gang på gang viser det modsatte. Børn vokser op med tilknytning til deres biologiske forældre, sådan er det.... Ikke længere!

Mor og far tog fejl, mor og far passede ikke sammen, de voksede fra hinanden, de opdagede det for sent. De må skilles.

For børnene betyder det, at familiens vante rum for følelsesmæssig opmærksomhed og tilknytning nu bliver brudt. Det må de vænne sig til, sådan er det.

Mor og far skal prøve igen - de skal reinvestere deres kærlighed i nye partnerskaber. Nu skal børnene til at dele mors og fars følelsesmæssige opmærksomhed med nye partnere, nye konkurrenter.

Vi er efterhånden gået væk fra udtrykkene papmødre og papfædre, sproglige fortolkninger af den nye partner, som ikke rigtig tæller med. Den pap, der har indtaget pladsen i sofaen ved siden af far - der hvor jeg allerhelst vil være, når jeg kommer på besøg i weekenden!

I et forsøg på, sprogligt set, at konstruere en gevinst for skilsmissebørnene, har vi nu fundet et mere positivt udtryk "bonusfamilien". Et udtryk for, hvad får børnene i tilgift, når far og mor danner nye partnerskaber.

Lad os følge barnet på rejsen i den nye, ganske almindelige bonusfamilie, med alt hvad det giver i bonus.

Barnets bonus, ud over flere jule- og konfirmationsgaver, kan ligge i flere familierelationer og dermed flere til at give følelsesmæssig opmærksomhed og intellektuel stimulering. Der kan være en kvalitet i udbyttet af flere at henvende sig til, større mulighed for at møde udfordringer og opleve nyt.

Men kan udtrykket bonusfamlie være forbundet med de moderne voksnes dårlige samvittighed, snarere end bonus for børn? Forældre lukker måske hermed øjnene for de vanskeligheder, der for barnet ligger i at orientere sig i et multiplum af relationer, nye problemløsningsområder og kompleksitet.

Bonusfamilien kan være svær at få styr på i hvert fald som en fast størrelse. Den indbefatter mange medlemmer, hvis indbyrdes forbundenhed, biologi og slægtskab kan være en sand videnskab.

Følelsesmæssigt kan familien også være for viderekomne. For i de moderne tider deles vi stadig om opdragelsen, vi fejrer mærkedage, og følges til forældremøder, selvom vi hader hinanden. Vi er blevet bedre til at styre de negative følelser, som førte til skilsmissen, det er overstået. Og nu har far fået overskud til at drikke en øl med mors nye partner og vise interessere for for de nye børn.

Men kunne man forestille sig, at det kunne være endnu vanskeligere for barnet at orientere sig i det nye?

Som turisten er barnet på rejse mellem det ene hjem og det andet hjem. Hvor hører jeg hjemme? Barnet kan komme til at opleve sig som en turist et foreløbigt sted, og forældre kan komme til at behandlet barnet på en foreløbig måde. Det vil vi gerne uddybe.

Her er en helt almindelig bonusfamilie: Den består af far og mor, 2 helsøskende og fars turistbarn Peter på delt tid. Peter bor fast med biologisk mor og en bonusfar. Bonusfar har desuden 2 voksne børn. Han er lige blevet farfar og mor er blevet bonusbedste.

Hvor og hvor meget skal Peter deltage i de 2 forpligtende gensidige fællesskaber med yderligere familierelationer, som nu er opstået? Det kan være vanskeligt at overskue, sådan samlet set.

Som turistguides skal forældre påtage sig ansvaret for at formidle den kompleksitet, der er forbundet med nye familiedannelser. Forældre skal tage ansvar for, at børnene ikke bliver turister på gennemrejse.

Som turistguides skal forældre introducere det fremmede land, de regler, skikke og forventninger, der nu gælder.

Hvad er det modsatte af at være turist? Det er at være indbygger! En indbygger er bygget ind i det sted, hvor hun bor. En indbygger er blevet et med sit sted. Sted og indbygger er hinandens forudsætninger og kan ikke adskilles. Her er intet foreløbigt, ingen venten på det næste.

På grund af den stadige pendling mellem mors og fars hjem opstår let et turistfænomen, som er en slags særlig overgangszone, hvor hygge og afventning er i højsæde. Det er vemodigt at sige farvel til sit barn, når det skal af sted, der er ingen grund til sammenstød. Det er ikke nu, vi opdrager. Barnet skal jo gerne have en rar fornemmelse med sig. Nu skal vi have det hyggeligt! Vi kommer let til at bære over med barnet, når det skal af sted til sin bonusfamilie, og når det kommer hjem igen.

Mor og far kan komme til at indføre kunstige mærkedage sammen med turistbarnet, som de fylder med uudsagt forventning om nærhed og ingen konflikter, samt udbredt service og ingen krav.

I de måske alt for korte besøg i sin bonusfamilie er det også vigtigt, at vi hygger os. Barnet skulle gerne mærke, at det er velkomment. Godt, du er kommet hjem til os! Vi har savnet dig! Nu skal vi have det godt!

Vi kan komme til udvikle små prinser og prinsesser, som forhindres i at udvikle sig gennem krav og pligter i gensidige fællesskaber, som omsorg og opdragelse også indebærer.

Det kan være ganske vanskeligt at være turistbarn. "Nu er jeg sur på far, jeg vil ikke over til ham". Eller : "Jeg vil hjem til min far". Der bliver flere relationer, man kan orientere sig imod - og dermed spille ud imod hinanden.

Så når turisten er ude, kan han også længes hjem. "Og hvor har du vel hjemme?" synger vi i den gamle sang "Jeg gik mig over sø og land".

At finde sit hjem bliver en af det moderne skilsmissesamfunds udfordringer, som vi voksne til stadighed må have opmærksomheden rettet imod.

kirsten mark

Hollufgård Vænget 40, Odense SØ, er cand.mag.

henrik broue jensen

Næsbygårdsvej 15, Odense N, er cand.pæd.& psyk.