Tingene passer ikke sammen


Tingene passer ikke sammen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Privatklinikkernes vækst skaber uro på de offentlige sygehuse og truer sygehusvæsenets public service-funktion

Fyens Stiftstidendes hovedoverskrift d. 31/10 2008 var: "Speciallæger flygter fra OUH til privathospitaler". Baggrunden for artiklen er, at der aktuelt er ved at åbne to nye større privatklinikker i Odense, som naturligvis skal bemandes. Hermed er en udvikling som er set landet rundt, også nået til Odense.

Dette har i flere af OUH's afdelinger skabt megen uro i de seneste måneder, fordi medarbejderne - og det er ikke kun speciallæger - men også specialuddannede sygeplejersker og sekretærer, tilbydes job i de nye klinikker.

Konsekvensen er, at en række medarbejdere har skiftet job, samtidig med at en række andre har bedt om orlov i forskellige varianter for at kunne arbejde ved siden af.

I sagens natur er de forhold der tilbydes ikke præcist kendt af os på OUH, men rygter, og de opstår jo normalt ikke ud af den frie luft, fortæller om generelt bedre honorering og endog meget bedre honorering for lægerne, samt generelt bedre arbejdsvilkår med minimalt arbejde i weekends og lille vagtbelastning, hvis overhovedet nogen. Det kan ikke undre at kombinationen af bedre honorering og færre ulemper frister, samtidig med at det hævdes at kommandovejene er kortere i det private.

I det offentlige system kan vi ikke umiddelbart følge med, det rækker budgetterne ikke til. Det er således ikke muligt at matche den honorering, der kan opnås i det private. Samtidigt er der en vis solidaritet i de offentlige lønsystemer, som vanskeliggør større forskelle for i princippet samme arbejdsindsats.

Men det er ikke pengene der er det største problem, for det kunne man jo, såfremt budgetterne var til det, blot kompensere, men de forpligtelser det offentlige sygehusvæsen har ved siden af den direkte behandling. Ydelserne skal kunne leveres døgnet rundt, på et ens og højt niveau. Høj og lav skal behandles lige, og såvel basale som højt specialiserede funktioner skal kunne håndteres - også døgnet rundt. Endvidere er der en uddannelses-, undervisnings- og forskning- og udviklingsforpligtelse samtidig med at komplikationer - også opstået i det private - altid skal kunne behandles.

Hermed får det offentlige sygehusvæsen karakter af en public service-funktion, hvoraf der forventes fuld dækning og tilgængelighed til enhver tid.

Det er på mange måder lykkedes at opbygge et velfungerende offentligt system. Et system præget af større og større produktivitet og effektivitet, bedre og bedre kvalitet og sammenhæng mellem funktionerne.

Igennem de seneste år er mange behandlingsområder blevet betydeligt styrket. Som eksempler kan nævnes trombolysebehandling ved blodpropper i hjernen, den såkaldte coilbehandling, den såkaldt minimalt invasive behandling af blodpropper i hjertets kransårer, håndteringen af patienter med svære skader, herunder f.eks. behandling af brud i rygsøjlen, og netop i denne tid arbejdes der på generelt at forbedre forholdene for alle akutte patienter. Også kræftbehandlingen er væsentligt forbedret og har på mange områder fået akut karakter.

Selvom de fleste funktioner umiddelbart fremstår isolerede og selvstændige, hænger de sammen, hvilket jo netop karakteriserer et system, således at der opnås synergieffekter og sammenhæng, og således at de forskellige teknikker og apparaturer kan anvendes på kryds og tværs.

Hvis der pilles enkelt-elementer ud af denne sammenhæng, er det således ikke kun den enkelte funktion, der er truet, men hele sammenhængskraften i sygehusvæsenet der er påvirket.

Denne udvikling har ganske naturligt betydet, at der er trukket meget på personalet, således at mulighederne for at bemande de ønskede funktioner på mange områder er vanskelig.

Denne mulighed bedres ikke, hvis det personale som er blevet uddannet til højtspecialiserede og ofte døgndækkende funktioner, og som samtidigt har uddannelses- og forskningsforpligtelser, lokkes af bedre honorering og bedre arbejdsvilkår for, sat lidt skarpt op, samtidig at unddrage sig de generelle forpligtelser og sammenhængen.

Hvad er så årsagen til at de private klinikker kan tilbyde bedre vilkår? Der er flere. Dels at man anvender det offentlige væsens såkaldte DRG-system som grundlag for fastsættelse af taksterne, også i det private.

Dette system indebærer, at der for de fleste kombinationer af diagnoser og behandlinger er en given takst. Takster, som har mening i et sammenhængende system, hvor man kan vinde på karrusellerne hvad der tabes på gyngerne, og som dækker alle det offentlige sygehusvæsens omkostninger til ikke kun behandling, men også de andre forpligtelser nævnt ovenfor.

Af samme årsag har det ikke mening, såfremt der "plukkes" i behandlingerne, og hvis der ikke er de samme forpligtelser. Herved opstår begrebet "at skumme fløden".

Samtidig er fradragsberettigede sundhedsforsikringer blevet moderne. Disse skaber mulighed for at "købe sig ind" i det private system og dermed foran eventuelle køer. Endelig anvendes der i det private i stort omfang akkordlignende honorering, baseret på dele af den samlede ydelse.

Det er dermed i praksis ikke svært at tilbyde læger mere end dobbelt honorering i det private. Det ville det offentlige også kunne gøre, hvis man ikke havde de ovennævnte forpligtelser. Hvis der så yderligere "skummes lidt fløde", og meromkostningerne til sygepleje og sekretærbistand kan holdes på et mere moderat niveau - ja så er vejen banet til endnu bedre honoreringsmuligheder.

Hermed opstår den situation som for et år siden blev beskrevet af min kollega i Århus, Frank Farsø. Han havde svært ved, at skulle bebrejde sine kolleger, at de samlede det guld op som blev smidt for fødderne af dem.

Hvis alle "personale-huller" løbende kunne fyldes op, og ressourcerne i øvrigt var uanede, gjorde det jo ikke noget, og endnu flere ville kunne behandles endnu hurtigere. Men sådan er verden jo ikke indrettet, derfor er såvel enkelt-funktioner, men måske mere alvorligt, sammenhængen i behandlingssystemet, efter min opfattelse ved at være truet. Og dermed er den kendte public service, som man måske ikke lægger så meget mærke til, når den er der, også truet, og der vil være ydelser, vi måske ikke længere vil kunne yde. Samtidig med at der måske vil kunne leveres en overflod af andre ydelser. Hermed kortsluttes den normale prioriteringsmekanisme også.

Ovennævnte betragtninger kan af nogen opfattes som et ideologisk korstog mod privatisering. Det er det imidlertid ikke. For mig er det principielt ligegyldigt om en busrute køres af Movia eller Arriva, eller for så vidt om OUH var ejet af ISS eller Region Syddanmark, det vigtigste er at "køreplanerne" passer sammen, og at "rutenettet" er nogenlunde dækkende.

Det er her, der er ved at opstå et problem i sundhedsvæsenet - køreplanen er ved ikke at hænge sammen. Samtidig med, at mange af de, der endnu ikke er rendt af huse, har hovedet fyldt af overvejelser af, om de skal gøre det.

Begrebet "kortere beslutningsveje" skal også omtales. Et ønske om sådanne hævdes ofte at være begrundelsen for at søge over i det private.

Min egen erfaring er, at det er rigtigt, at mange opfatter beslutningsvejene i det offentlige som lange, og det er de også ind imellem. Men at det nok i virkeligheden ikke er det, det handler om, men snarere utilfredshed med de beslutninger der tages.

Som eksempler kan nævnes: utilfredshed med at det er nødvendigt med døgnvagt, utilfredshed med at det er nødvendigt også at have en vis forskningsaktivitet, utilfredshed med at der kræves evidens inden en ny behandling tages i brug, utilfredshed med at det løbende tilstræbes at effektivisere funktionerne, og utilfredshed med beslutninger om hvordan man omgås medicinalindustrien. Men der skal også tages beslutninger på disse områder, beslutninger som ind imellem kan være upopulære.

Hvad kan der så gøres? Det væsentligste er vel at sikre at der er nogenlunde ens vilkår, eller med andre ord, at der sikres lige konkurrencevilkår, og måske endnu vigtigere, at det ikke bør være muligt at unddrage sig de væsentlige forpligtelser, der er ved siden af den direkte behandling (uddannelse, undervisning, forskning og døgndækkende funktioner), samt at også disse opgaver værdisættes relevant.

Hvis dette skete, kunne det måske endda tjene til lidt sund konkurrence, som jo normalt opfattes som noget positivt. Så hovedbudskabet er:

Skab lige vilkår og husk alle opgaverne. Og så kunne man jo overveje om det er rimeligt, at det er muligt at tjene flere herrer på en gang.

niels dieter röck

Kildebjerggård 21, Tommerup, er ledende overlæge på Ortopædkirurgisk afdeling, Odense Universitetshospital

Tingene passer ikke sammen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce