Tanker i en adventstid


Tanker i en adventstid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ifølge den kristne tro kan mørket aldrig få bugt med lyset. Det er godt at tænke på her i den mørke tid, da vi alle venter på lysets genkomst

Vi befinder os i øjeblikket et sted på Jorden, hvor mørket vokser i begge ender.

I bogstaveligste forstand lægger det sig som en dyne over os. Måske trænger det endog ind i sjæl og psyke, så vi kan risikere at miste evnen til at gå det lys i møde, som aldrig kan elimineres af mørket.

Vi er igen i adventstiden, der betyder lysets komme. I vores kristne kultur fejrer vi år efter år advent og går mod lyset, der kulminerer i Jesu fødsel, den, der indviede os i det sande budskab, nemlig kærlighedens mulighed for det enkelte menneske og for menneskeheden.

År efter år ser vi, at mørket må vige for lyset. Ingen kan vel forhindre os i at håbe på, at lyset også vil kunne få herredømmet inde i det enkelte menneske.

Generation efter generation har mennesket arbejdet på at befri sig selv og verden for lammende mørke.

Til alle tider har det været en livsbetingelse for mennesket at skabe drømmen om paradis.

Hvis et menneske, et samfund, en kultur mister håbet om og troen på noget, der rækker ud over menneskets evne, så smuldrer sammenhængskraften, og samfundet forarmes.

Følelse af samhørighed er alfa og omega, ikke mindst i et velfærdssamfund, som vores.

Vi håber og tror på hver sin måde. Generation efter generation skaber nye billeder i tid og rum.

Individualiseringen har været nødvendig. Lige så nødvendigt er det, at der skabes nye fællesskaber med billeder og traditioner, der er stærke nok til at række ud over mennesket selv.

Mennesket kan ikke stå alene.

I tiden er det in at tale om visioner.

Hver generation sine udtryk og formuleringer, men er det ikke dybest set det samme, mennesket søger: drømmen om paradis - kærlighedens tilstedeværelse? Vished om, at lyset kan fordrive mørket igen og igen.

Op gennem tiden har der været mange veje, mange metoder, billeder, riter og myter i håb om at finde paradis og blive fritaget for lammende mørke og udslettelse.

I1800-tallet var det vækkelsernes tid, der fik indflydelse på mange menneskers liv. Nogle fik lyset at se. Andre fik udvidet mørkets univers ved hjælp af misforstået autoritet: Du skal tro rigtigt. (Som jeg påbyder).

Jeg, en fynbo, har boet mange år i Vendsyssel. For længe siden skrev jeg en opgave om Skov-Kirsten, som jeg her giver som eksempel på tidens kamp for at fremme lyset i mennesket og i verden .

Kirsten Marie Larsdatter, blev født den 27. marts 1827 i "Skovgård", Tranget i Tårs Sogn.

Hendes far var underofficer. Var frigjort fra fordomme, sæder og skikke og havde større kulturelt udsyn end de fleste havde på den tid. Som opdrager var han streng, bestemt og ubøjelig. Religiøs udfoldelse var han tilsyneladende uberørt af.

Skov-Kirsten blev vakt omkring 1850, 23 år gammel.

Mindesten over kvinder er sjældne, men venner rejste et hundredårsminde over Skov-Kirsten, som døde i 1899, 72 år gammel. En sten hvorpå der stod: "Selv vakt ved Herrens ord og daab. Hun andre bragte Evighedens haab."

På bagsiden af stenen er en lettende lærke, der, mens Solen bryder frem, synger sin glade morgensang. Symbolikken er klar: "Som kvidrende vårsang af en lærke, således lød Skov-Kirstens forkyndelse efter en kold tid i kirkelivet."

"Fuglen tav, og Folket sov som et Lig paa Baa­re. Men, som et lærkeslag blev den kvindens røst i Vendsyssel."

Omkring 1830 modnedes vilkårene for folkelige bevægelser.

Grundloven af 1849 havde givet mulighed for anden forkyndelse end folkekirkens.

1850 var Skov-Kirsten gennem et hårdt liv blevet modnet til at fremstå som "den første kvindelige præst", der naturligvis ikke fik adgang til prædikestole, men måtte sende sit budskab stående på en hestevogn eller lignende.

"Hendes Røst var vel kun som Hedelærkens Kvidren; men den var melodisk og blød, vemodig, indsmigrende, bønlig; den var lige betagende for unge og gamle. De fandt, den kom fra Hjertet og gik til Hjertet. De kendtes ved den som en Hjemmets Røst, der mindede om noget, de havde tabt, som de for enhver Pris måtte vinde tilbage." (Ludvig Bøgeskov)

Fra 1850 til 1860 gennemgik hun en åndelig udvikling og drev en enestående og uhørt forkyndelse i dansk kirkehistorie, ikke mindst fordi hun var kvinde.

I 1860 indtrådte hun aktivt ind i grundtvigske kredse, som var fremtrædende i nævnte tidsrum.

Der blev således, af mangel, bragt et budskab ind i tiden.

Her i vores moderne tidsalder, der primært hviler på videnskabens frembringelser, har tonen en lidt anden klang, men mon ikke også den har en mangel?

I alle kredse, i alle sociale lag, konfronteres vi med søgende mennesker på alle leder og kanter.

Videnskab og materialisme skal ikke nedvurderes, men tydeligt er det, at mennesket og fællesskabet mangler en dimension, som skal kunne bane vejen til noget, der er større end mennesket selv - mindelser om det tabte!

Adventstiden går sin gang, og minder os om kirke og jul, om fortids billeder, om ritualer og fortællinger. Ofte ved vi ikke rigtigt, hvordan det hele hænger sammen. Mange arbejder på at gøre det gamle nyt, som Søren Kierkegaard talte om. Vi vil så gerne have overblik og magt over tingene.

Vi søger, og vi leder. Tidens vækkelsesord er visioner.

Har paradislængsel i grunden ikke altid været visioner?

Er det ikke hver generations fornemste opgave at skabe visioner, der rækker ud over os selv, så mennesket og verden kan få mulighed for at hænge sammen?

Vi lever i en tid, da vejen til paradis går gennem det enkelte individ.

Tiden venter imidlertid på individers evne til at skabe nye fællesskaber, der kan tjene højere mål.

I forventning om lysets snarlige komme tror jeg på, at menneskehedens mulighed vil bære frugt engang i tiden.

Ifølge kristen tro og tænkning kan mørket aldrig få bugt med lyset.

Uden forestilling kan det vist se lidt for mørkt ud.

Demokratiets sjæl er kristendommen udfoldet uden en statsmagts styring.

Lad os håbe, at vi må bevare denne sjæl ren og skær - og give den videre, at vi år efter år får lyst og kræfter til at afvente lysets komme og gå det i møde på trods af og til trods for menneskets særheder.

JYTTE JENSEN

Svinget 79, Odense SV

Tanker i en adventstid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce