Tag de store briller på i klimadebatten


Tag de store briller på i klimadebatten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når den generelle udvikling af klimaet skal vurderes, nytter det ikke noget at se sig blind på kortvarige svingninger. 10 års data er for lidt som grundlag for konklusioner

Klimaets nuværende tilstand og de forventede forandringer har i den seneste tid været forsidestof i dagspressen. Konklusionerne peger såvel i retning af et varmere som et koldere fremtidigt klima. Men hvad skal man tro - bliver det varmere eller koldere? Er det atmosfærens stigende CO2-koncentration eller strålingen fra Solen (den såkaldte solar indstråling), der er skyld i den nuværende globale opvarmning?

Der er ikke noget at sige til, at befolkningen bliver forvirret, når forskerne udtaler sig i divergerende retninger. Ligesom i tidligere diskussioner om klimaets fremtid er omdrejningspunktet for de seneste avisartikler, hvad der er årsagen til klimaforandringerne.

Forklaringerne bygger enten på den stigende koncentration af CO2 i atmosfæren eller på en stigende/aftagende solar indstråling som følge af en ændret aktivitet på Solens overflade.

Men kan hovedårsagen skyldes en helt tredje effekt såsom ændringer i indstrålingen på grund af langsigtede cykliske variationer i Jordens bevægelse omkring Solen? Eller er det blot endnu et forsøg på at kategorisere og simplificere årsagerne til klimaforandringerne fra et ellers komplekst klimadynamisk system?

Data indsamlet overalt på kloden indikerer, at 2007 var blandt de varmeste år, der nogen sinde er registreret. Dermed er de otte varmeste år indtruffet siden 1998 og de 14 varmeste siden 1990.

En vurdering af klimaets tendens - de globale klimaforandringer - bør ikke ske ved at fokusere på blot ét enkelt år eller sågar på 10 år, som det er set gjort i de seneste danske avisartikler. Man er nødt til at se temperaturudviklingen over adskillige årtier som minimum.

At basere tendenser i den globale opvarmning på kun 10 års data er uhensigtsmæssigt. 10 års data er utilstrækkeligt, når klimasystemets dynamik og dets indbyrdes relationer ønskes undersøgt. Et utilstrækkeligt datagrundlag kan på uheldig vis medføre forkerte konklusioner.

Det nytter ikke at se sig blind på kortvarige klimapulser, når den generelle klimaudvikling skal vurderes. Det handler om at tage de store briller på for at se de langsigtede trends, og derfor er den globale opvarmning ikke afblæst for nærværende, sådan som det ellers på det seneste er antydet i dagspressen.

Lyttes der til russiske forskere, er den globale opvarmning snart afblæst. Forskere fra rumforskningslaboratoriet ved Pulkovo-observatoriet i Skt. Petersborg spår, at det er slut med den globale opvarmning inden for nogle årtier. En ny "lille istid" vil indtræde senest mellem år 2055 og 2060 og vare mellem 45 og 65 år. Allerede fra år 2008 vil der kunne iagttages et beskedent fald i de globale temperaturer, hvilket ifølge russerne skyldes ændringer i den solare indstråling.

Den globale opvarmning/nedkøling skyldes ikke udledning af drivhusgasser, men derimod ændringer i den solare indstråling, påstår de. Ifølge russerne kommer vi til at opleve en nedfrysning, uanset om alle verdens lande sætter en stopper for udledning af drivhusgasser eller ej. Det vil betyde, at nordeuropæiske lande vil opleve næsten sibiriske temperaturer om vinteren.

Russerne får støtte af den danske forsker Henrik Svensmark ved Danmarks Rumcenters Forskningscenter for Rum og Klima. Svensmark mener ligesom russerne, at det er stråling fra Solen, der er skyld i hovedparten af den nuværende globale opvarmning, da vi lige nu ser den højeste solaktivitet i 1000 år. Høj solaktivitet giver lav kosmisk stråling, og lav kosmisk stråling giver få skyer, der igen betyder varmere klima.

På længere sigt kan Solen være på vej i dvale, hvorfor en ny "lille istid" kan vente os.

Her I USA er tilgangen hos NASA's Goddard Institute for Space Studies i New York en noget anden. Hos NASA ses en vedvarende hidtil uset opvarmning af kloden primært som følge af den øgede mængde af drivhusgasser i atmosfæren. NASA vurderer, at opvarmningen er værst på den nordlige halvkugle og i de arktiske egne.

For den nordlige halvkugles vedkommende var 2007 det varmeste år nogen sinde med en gennemsnitstemperatur, der var 1,9 grader fahrenheit (1,1 grader celsius) over gennemsnittet for perioden 1951-1980. Her tales ikke om kommende istider, som der gøres længere østpå, men derimod om et stort klimaskifte i en verden, hvor gennemsnitstemperaturerne i større egne af kloden sjældent varierer mere end nogle få hundrededele af en grad.

De forskelligrettede tendenser på tværs af Atlanten kan virke forvirrende. Forståeligt! Men egentlig er forskelligheden blot et udtryk for menneskets søgen efter én simpel forklaring til at forstå klimaets kompleksitet af udslagsgivende processer og indbyrdes relationer.

En simpel forklaring for et sådant dynamisk system, hvor variationer konstant forekommer, er ingen nem opgave. Findes den simple løsning? Skal årsagen til klimavariationerne ses i et noget længere tidsperspektiv? Kan årsagen skyldes den samtidige kulmination af CO2-udviklingen i atmosfæren, aktiviteten på Solens overflade og den solare indstråling som følge af Jordens bevægelse om Solen?

Sidstnævnte er beskrevet ved den cykliske variation i Jordens bevægelse om Solen: excentricitet (Jordens bane omkring Solen varierer fra at være næsten cirkulær til moderat elliptisk), inklination (Jordens omdrejningsakse i forhold til ellipseplanet varierer mellem 21,39 og 24,36 grader) og præcession (retningen af Jordens rotationsakse, hvor aksen svinger rundt i en bevægelse, der beskriver en kegle ligesom en snurretop).

De tre såkaldte Milankovitsj-cykler svinger over en periode på henholdsvis 100.000, 41.000 og 21.700 år. De tre cykliske perioder synes voldsomme i tid set i relation til nutidige klimaforandringer.

De kombinerede effekter af excentricitet, inklination og præcession giver tilsammen en yderst kompleks variation af den solare indstråling over klodens breddegrader.

Milankovitsj-cyklerne udgør ikke alene den endegyldige forklaring på klimaets variationer. Men kan det kombinerede signal fra disse tre Milankovitsj-cykler i kombination med CO2-udviklingen og aktiviteten på Solens overflade forårsage de klimaforandringer, som kloden har været vidne til siden 1860'erne? En stigning der frem til i dag globalt ligger på omkring 0,7 grader Celsius?

Eller er sådan en kombinationsforklaring blot endnu en tanke og endnu et letkøbt forsøg på at sætte klodens komplekse klimadynamiske processer i system?

Er det realistisk at tro, at Milankovitsj-teorien har en finger med i klimaproblematikken? Eller er det ene og alene CO2-koncentrationen og/eller aktiviteten på Solens overflade, der dominerer klodens klima?

Svaret på disse spørgsmål afhænger i høj grad af, om vi i fremtiden ser en ufortrøden fortsættelse af den globale opvarmning.

SEBASTIAN H. MERNILD

University of Alaska Fairbanks, Alaska, USA, er klima- og polarforsker

Tag de store briller på i klimadebatten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce