Straf og retsfølelse


Straf og retsfølelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvis det er en given sag, at overtrædelser af loven skal straffes, står det tilbage at spørge, hvad målet med straffen skal være? En domsmand kan have anfægtelser, men også følelsen af at gøre en forskel

Professor i filosofi Jesper Ryberg har sammenfattet en del af sin forskning i spørgsmål om straf og etik i en kort og letlæst bog, Retsfølelsen, der netop er udkommet.Her undersøger han kritisk den argumentation, der begrunder retspolitiske skridt med henvisning til folkets retsfølelse. Ofte bruges begrebet af populistiske politikere til støtte for krav om skærpelser af straframmer. Men en nærmere analyse af begrebet og af den forskning, der knytter sig til det, viser, at det er næsten umuligt at vise, hvilket indhold eller reel argumentationskraft det har. Alt for tit anvendes det uklart, eller det lider af indre modsigelser.

Men alligevel spiller det en central rolle i den danske retspleje, hvor lægdommerne tænkes at repræsentere den folkelige retsbevidsthed. Derfor føler jeg det som praktiserende domsmand trang til en og anden overvejelse, især nu da dette element i retsvæsenet er under pres af forslag i Folketinget, sådan som juraprofessor Eva Smith har givet udtryk for i en kronik her i bladet.

For et par år siden skrev en fremtrædende dansk politiker i Berlingske Tidende om det, der forekom hende at være en stigende bølge af gadevold i samfundet. Hun affærdigede "den sædvanlige garde af kriminalitetseksperter", der kom med deres statistikker, der viste, at fænomenet i virkeligheden var i aftagen.

I stedet hævdede hun, at hvis man blot kiggede ud ad vinduet, færdedes på gaden eller fulgte med i de skrevne og elektroniske medier, kunne man selv erfare, at situationen var helt gal. Derfor blev der kaldt på stærke retspolitiske svar, uanset hvad de såkaldte eksperter måtte mene,

Hendes synspunkt er ikke banalt, for det er politikeren, der bestemmer, at vi under store omkostninger af penge og menneskelig lidelse skal straffe lovovertrædere.

Derfor rejser det indledende spørgsmål om værdien af retsfølelsen også det videre spørgsmål om begrundelsen for i det hele taget at straffe, og Jesper Ryberg gennemgår en række klassiske og moderne filosofiske svar på det spørgsmål - uden at han lægger sig fast på et endeligt svar.

Retfærdighed er et af de forhold, der optager mennesker først og mest.Ingen har så stærk en retfærdighedssans som mindre børn. Skal de dele en kage i to dele, ligger det fast, at den ene deler, den anden vælger først.

Det gælder i hvert fald, hvis de er lige stærke, for retfærdighed udspiller sig bedst mellem ligemænd.

Andre udtryk for grundlæggende retfærdighedsbetragtninger er sætninger som "øje for øje, tand for tand", "lige for lige hvis venskab skal holdes".Det barn, der bryder de basale regler for retfærdighed, bliver straffet med udelukkelse af fællesskabet - de andre vil ikke lege med ham.

Hvis man ville føre tanken over på det store samfund, vil vor almindelige retsfølelse kræve, at vi mener, det er retfærdigt, at alle følger de samme love, og at man på en eller anden måde bør straffe den, der bryder reglerne.

Denne retsbevidsthed siger derimod ikke direkte, hvordan og hvor meget forbryderen skal straffes.Det må komme an på en mere konkret overvejelse, hvor man moralsk gør op, hvad målet med straffen skal være, og politisk afklarer, hvor mange ressourcer man er parat til at sætte ind på sagen.

Før forbrydere kan straffes, skal de dømmes i retten. I sager, hvor selve skyldsspørgsmålet er uafklaret, medvirker her til lands lægdommere, domsmænd eller nævninger. De repræsenterer den almenmenneskelige fornuft og retsbevidsthed ved deres deltagelse i forhandlingerne om skyld og straf, og deres medvirken er udtryk for en vis folkelig mistillid til alt for indspiste fagfolk.

Det har plaget en del i den offentlige debat, at de folkelige dommere - stik mod hvad man skulle tro - ofte er mildere i deres vurdering af skyld og straf end juristerne.

Man har i almindelighed haft den opfattelse, at den almindelige retsfølelse krævede de strengeste sanktioner. Men undersøgelser har vist, at der er stor forskel på f.eks. de forslag til straf på konkrete lovovertrædelser, som gives af mennesker, der skal svare hurtigt ud fra deres fornemmelse for retfærdighed, og de forslag, der gives af mennesker, der har flere informationer om den givne sag.

Retsfølelsen er altså ikke en fast størrelse, og jo tættere man er på sagen, og jo mere man ved om dens omstændigheder, des mildere ser man som oftest på forholdet.

Det betyder, at lægdommere kan komme i modsætning til både en eventuel folkestemning om en sag og til den juridiske dommer, der er fokuseret på at indordne det foreliggende tilfælde i relevante paragraffer og tidligere domspraksis.

Der kan måske være gode moralske og politiske grunde til, at Pia Kjærsgaard afskediger kriminalitetsstatistikken og kaster sit blik ud på gaden, for det er jo hende, der skal udforme straffeloven i overensstemmelse med det, hun føler er den politiske nødvendighed, som hun som sagt selv er med til at forme.

Her er tale om mere end en balancegang, og spørgsmålet om en given strafs berettigelse må sidde som en brod hos alle, der beskæftiger sig med retfærdighedens vilkår i samfundet.Det gælder især, hvis man spørger: Hvis det er givet, at der skal straffes for overtrædelser, hvad skal målet med straffen så være?

Når morderen er hængt, begår han ikke flere mord, og så længe tyveknægten sidder i fængsel, er han afskåret fra at øve sit elendige håndværk. Man kan straffe for at befri os andre for forbryderen, og det har man gennemført nogle steder på den måde, at man tredje gang, en forbryder straffes for den samme, måske ikke særlig alvorlige overtrædelse, idømmer ham livsvarigt fængsel.Dette gælder i hvert fald i Californien.

Man påfører lidelse ved staf.Skal man gengælde den lidelse, forbryderen har tilføjet sine ofre ved at påføre ham en lignende lidelse (og hvad er det?), eller skal man helbrede ham for hans sociale defekt, idet man anser ham for socialt eller psykisk syg og derfor ikke ansvarlig for sine gerninger?

Fra dagens avis kan man i interviews med Kurt Thorsen læse hans syn på fængselsophold som socialt invaliderende, især for unge, der forbitres og forhærdes under afsoningen, så de kommer ud som rigtige forbrydere, hvor de kom ind som blot amatører.

Paradoksalt nok demonstrerer Thorsen selv visse værdier ved straffen, for han vender - siger han - forvandlet og modnet tilbage.

Men det er jo lettere at tillægge sig selv mulighed for udvikling og ansvarsfølelse end at give andre den samme kredit.

Jeg har selv haft nogle perioder som domsmand i en byret. Hvervet er forbundet med anfægtelser, men også med følelsen af at kunne være med til at gribe ind, så det gør en forskel, som frasen lyder.

Der er ingen tvivl om, at seancen i retssalen er dybt ubehagelig for især de unge anklagede, og hele ens virke må gå ud på at forhindre, at de kommer i samme situation igen.

Det er let nok sagt, men svært at håndtere i praksis. De fleste, om ikke alle dommere - læge som lærde - er optaget af at finde sanktioner, der peger konkret fremad i stedet for blot at være udtryk for samfundets hævn for den fortidige gerning.

Den uanfægtede retsfølelse har det svært i et ordentligt retssystem, og sådan skal det være, men i et demokrati må der trods alt være en sammenhæng mellem befolkningens værdier og samfundets institutioner.

Jesper Ryberg: Retsfølelsen.En bog om straf og etik. 130 sider, 148 kr., Roskilde Universitetsforlag

Henrik Schovsbo, Solsortevej 28, Holbæk, er fhv. lektor.

Straf og retsfølelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce