Gamblerne på det globale aktiemarked må tæmmes, hvis deres samfundsskadelige indflydelse skal stoppes
Ord har klange - undertiden klange der beror på fordomme og sædvaner, mere end på saglige og nøgterne vurderinger.

SPEKULANT er et strålende eksempel. Ordet fylder én med væmmelse. Man ser for sig den grådige, griske og hensynsløse aktiekøber, der intet middel skyr for at nå sit eneste mål: Profit. Han køber aktier med arme og ben i håb om at tjene hurtige, nemme og store penge.

Men ret beset er vi alle spekulanter. Vi spekulerer på, hvordan vejret bliver i morgen, hvad fødselsdagsgave vi skal finde på til Moster Agathe, hvordan det vil gå lille Peter til eksamen, og om vi har chancer i næste bridge- eller golfturnering. At spekulere er nemlig i ordets oprindelige og egentlige betydning bare at overveje, at granske, at tænke dybt og inderligt.

Disse logiske betragtninger viger bare i den almindelige bevidsthed for det psykiske islæt, at man harmes, hvis man oplever det vederstyggelige og samfundsskadelige, at nogen spekulerer.

Denne holdning, hvorefter en spekulant er et monster, bygger næsten naturnødvendigt på en stribe historiske spekulations-skandaler.

Til de mest berygtede hører justitsminister Peter Alberti, hvis investeringer i sydafrikanske guldminer for andres penge resulterede i et tab på 18 millioner kroner for 100 år siden (over én milliard i dag) og otte år i tugthuset.

Til de nyere eksempler, der står friskere i erindringen, hører patriarken i Nordisk Fjer Johannes Petersen, der begik selvmord og var skyld i Nordisk Fjers konkurs, samt fondsbørsvekselerer Palle Palsby, hvis forfejlede dispositioner i SAS-aktier kostede ham syv års fægsel.

I alle disse og lignende sager var nøgleordet, og navnlig udskældsordet: Spekulation, for det gik jo galt.

Man hører derimod ikke ordet spekulation komme på alles læber, når vellykkede dispositioner skaber store formuer, som det skete for C.F. Tietgen - sin tids eller måske alle tiders største finansmand - som levende beskrevet af Ole Lange i værket "Stormogulen".

Tietgen opererede og førte an blandt andet i sukker, spiritus, skibsfart, bankvæsen og telegrafi. Han blev netop anset for den store helgen og efterlod os den pragtfulde og imponerende marmorkirke.

Også på anden måde kan spekulanten blive en helgen. De blodrøde dage, hvor selv velfungerende og velkonsoliderede aktieselskaber styrtdykker, har en lemming-effekt på aktionærer. De falder over hinanden for at sælge, medens ingen vil købe. Kurserne presses helt urealistisk ned. Så kommer den smarte og dristige spekulant ind på scenen som køber, der udløser den vending i markedet, som alle har sukket efter.

Altså: Monster eller helgen - der er ikke noget entydigt svar. Men for at holde lidt styr på begreberne foreslås en ny definition af begrebet spekulation i aktiemæssig sammenhæng. Spekulation er, når man køber aktier for lånte penge. Det er her, og kun her, en sondring mellem den uheldige spekulation og den uskyldige investering sætter ind.

Når folk køber aktier i et overophedet marked med uophørlige stigninger, ikke fordi de tror, at stigningerne fortsætter, men fordi de ved det, og når de køber for lånte penge og derved presser kurserne op, har vi lige præcis ingredienserne til et børskrak.

Det var netop det der skete i New York den sorte mandag den 28. oktober 1929, historiens mest voldsomme børskrak. Folk købte og købte, og det var ikke ualmindeligt at belåne sine aktiver med 90 pct. Man kunne købe for en million, hvis man havde 100.000 som sikkerhed. De der gjorde kunne miste alt på én dag.

Det lyder fantasifuldt og dumdristigt, men det er faktisk forekommet. Det skyldes måske ikke bare pengebegær, men det kan også tænkes, at spekulanten hverken er monster eller helgen, men bare gradvist og utilsigtet er kommet ud i uføret.

En spekulant fortalte mig således, at hans første aktiekøb var gået godt. Hans vekselerer havde sagt, at det var en skam, at han ikke havde købt en større portion. Hvis han ikke havde penge til det, kunne han jo bare låne dem.

Det gjorde han så. Det var pragtfuldt. Sikke et system. Hvis man havde bare 10.000 kr., kunne man låne (mindst) 10.000 kr. og købe aktier for 20.000 kr. Hvis de så steg til det dobbelte, altså 40.000 kr., og man trak lånet på 10.000 fra, havde man formeret sine egne til 30.000 kr., altså det tredobbelte.

Og hvis man nu gjorde det samme med de 30.000, og hvis man så, osv. osv. Det var sådan det var begyndt for ham. Men der var ingen, der havde læst "Konen med æggene" for ham eller havde fortalt ham, at den virkelige verdens barske realiteter som regel er meget forskellige fra den enfoldiges ønskefyldte drømmeverden.

Lidt sent så han, at aktier ikke kun kan stige til det dobbelte, men også kan falde til det halve.

Det var denne situation, som vitterligt fik nogle til kun at se én uhyggelig udvej. Det fortælles, at hvis folk i de følgende dage søgte et hotelværelse i Wall Street-distriktet var det almindeligt at spørge, om værelset var til at sove i eller til at springe ud af vinduet fra.

Om denne historie er en and eller virkelig er sand, vides ikke. Men den kan meget vel være sand, for den fortælles af to verdenskendte forfattere, dels fra fiktionens verden, romanforfatteren John Steinbeck, dels fra fagkundskabens verden, Harvard økonomiprofessoren John Kenneth Galbraith. Det er i al fald et historisk faktum, at to mænd der havde en fælles spekulationskonto, tog hinanden i hånden og sprang ud.

Selvmordene, konkurserne, tragedierne, depressionen, fattigdommen og andre ulykker gjorde alt sammen indtryk i USA. Hvad kunne man ikke lære af det? Amerikanerne tog i al fald ved lære. De indførte en lovregel, som kræver en sikkerhedsmargin på mindst 50 pct. ved ethvert aktiekøb. Og hvis de købte aktier falder i værdi, skal spekulanten komme med yderligere indskud, så 50 pct. margin hele tiden opretholdes.

Hvad har vi så lært herhjemme?

INTET. Det er stadig overladt til banker, børsmæglere og det konkurrenceprægede marked at sætte vilkårene. Man praktiserer ikke længere den afsindige lånegrænse på 90 pct. Men 80 pct. er ikke ualmindeligt. Jeg ved det, for jeg har prøvet det. Det gjorde ondt; bevares jeg overlevede og manglede næsten ikke noget, end ikke salt til et æg. Jeg manglede bare ægget.

Selvfølgelig udøver udlåneren et fornuftigt skøn. Der kan lånes mere på et depot med en bred vifte af aktier end hvis alle æggene er lagt i én kurv og mere på aktier i Novo end i Olicom.

Men alligevel: det var nu bedre at have en lovregel, og det må undre i vort i øvrigt overregulerede samfund, at det ikke er kommet for længst.

Vi burde følge den amerikanske model og ad lovgivningsvejen forhindre aktiekøb med mindre end 50 pct. sikkerhed. Køber man aktier for en million, skal køberen selv betale mindst den halve. Så vil det tage usandsynlige kursfald før egenkapitalern er "Gone with the wind".

Dette er ikke kun et spørgsmål om at tæmme gambleren, men lige så meget om at værne mod dennes samfundsskadelige indflydelse på markedet og derved skabe tillid til aktiemarkedet hos den større og større gruppe af såkaldte små eller "almindelige" investorer.

Fri konkurrence er godt, stabile markeder er bedre.

poul boeg

Bakkehusene 16, Hørsholm er cand.jur. og forfatter