Soldaterkammerater


Soldaterkammerater

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kan det passe at forfatteren og socialisten Martin Andersens Nexøs søn var kaptajn i den danske hær? Det mener kronikøren at kunne huske fra sin egen soldatertid

11. maj 1950 ved middagstid stod jeg i en glohed kasernegård ved Roskilde kaserne sammen med et par hundrede andre indkaldte fra Fyn og København for at påbegynde aftjeningen af vores værnepligt. Solen bagte ned på os, og i løbet af nogle timer fik vi dels udleveret det militære isenkram og blev fordelt til de forskellige befalingsmænd.

Vi var indkaldt til 4. regiments 5. kompagni, der bestod af en kanondeling, en morterdeling og en maskingeværdeling. De højeste, deriblandt undertegnede, kom i kanondelingen, de næsthøjeste i morterdelingen og de lavstammede i maskingeværdelingen. Hvorfor det var sådan, ved jeg ikke. Vores nærmeste overordnede hed dengang korporaler eller kornetter, der var uddannet henholdsvis i Sønderborg og på Kronborg. Vores delingsfører hed Jonasson og var en høj, flot mand med et gevaldigt sving i armene, hvorfor han også hurtigt blev kendt under navnet Den Glade Hingst.

De første to måneder i Roskilde gik med den sædvanlige rekrutuddannelse, beskrevet utallige gange af den fysiske træning med tilbehør, hvorfor jeg springer dette over. Derefter begyndte uddannelsen i de specielle våben.

Vi blev på den såkaldt grønne plads bag kasernen præsenteret for vores kanon. For at sige det teknisk så var det en 37 mm L 45 panserværnskanon model 34 ST. Og for en ordens skyld tilføjede vores delingsfører (uden for citat): Og den er komplet uegnet til al krigsførelse. Kaliberen er alt for lille mod en moderne, sovjetisk kampvogn. Eneste spinkle mulighed er at skyde et larvebånd over, så mobiliteten er væk.

Således opmuntret gik vi i gang med en intensiv træning, der bestod i lynhurtig til og frakobling af kanonen på den tilhørende Fordson truck, samt hurtig stillingsindtagelse ude omkring i fædrelandet. Skarpskydning foregik ved Jægerspris. Umiddelbart før vi skulle derop skete en ulykke med en morter, hvorved et par mand så vidt erindres blev dræbt. 

Maskingeværdelingens skydning med maskingevær kaldte erindringer frem om englændernes tidlige kolonikrige, fordi maskingeværerne var af den gammeldags, vandkølede type, der begyndte at koge efter få salver. På kanonen blev undertegnede uddannet som hjælper 2, hvis opgave var at lade kanonen efter skudafgivelse, men vi lærte naturligvis alle funktioner som skytte, hjælper og forsyner. 

Kort efter indkaldelsen udbrød Koreakrigen, hvilket naturligvis blev udnyttet af befalingsmændene til, i lyset af en internationale situation, at give uddannelen en ekstra skalle.

Først i august blev kompagniet overført til Bornholms Værn, der dengang var en selvstændig del af forsvaret. Vi blev sejlet over med Hammershus og skulle nu gøre tjeneste i seks måneder på klippeøen. Almegårdslejren tre km nord for Rønne var kun et par år gammel med store, flotte belægningsstuer med asfaltgulve og en moderne kantine.

Det blev seks uforglemmelige måneder, hvor vi i vores Fordson trucks kørte øen igennem på kryds og tværs med kanonerne på slæb. Tydeligt i erindringen står en dejlig septemberaften, hvor vi overnattede i regnslagstelte i Rø plantage, og hvor befalingsmænd og menige underholdt ved lejrbålet med allehånde historier.

På Bornholm fik vi forøvrigt en yderst sympatisk kaptajn, der hed Nexø. Han var efter sigende søn af den berømte forfatter og kommunist indtil marv og ben, Martin Andersen Nexø. Hvordan var Nexøs søn så endt som kaptajn i den danske hær, som endda fra året før var del af NATO?

Selvfølgelig falder æblet undertiden langt fra stammen, men alligevel. Om slægtskabet var rigtigt, har jeg aldrig fået verificeret.

Til tjenesten på Bornholm hørte også periodiske vagttjenester ved depoter ved Rønne og i en skov inde på øen.

Efter et dejligt halvår på Bornholm flyttede vi til Holbæk kaserne, hvorfra vi var med i en større forårsmanøvre på Nordvestsjælland. Jeg og to kammerater var privat indkvarteret ved en flink gårdejer ved navn Borello. Lige ved gården var et højdedrag, der hed Sobjerg og på gårdspladsen var en gammel hestegang, der endnu var driftsklar. En begivenhed fra manøvren står klart i erindringen. En voldsom batalje rasede tværs hen over en lille sognevej med brug af kunstig tåge o. s. v.

Hen ad vejen kom midt i kampen en stabsvogn, en Ford V 8 Pilot. Et svært kanonslag havner uheldigvis midt under V 8eren og detonerer. Vognen stoppede brat, og ud steg selveste general Bjerregård, dengang chef for Østre Landsdelskommando. Jeg oplevede således også at høre en generalskideballe over den uheldige på fem-seks meters afstand.

Efter manøvrenes afslutning blev kompagniet flyttet til Vordingborg Kaserne og indkvarteret i nogle utrolig små, gamle barakker med senge i tre etager og små vinduer øverst.

De lignede en minkfarm og gik da også under dette navn. Vi skulle have været hjemsendt d. 10. marts efter 10 måneders tjenestetid, men fik tjenestetiden forlænget til 21. April. De efterfølgende årgange fik imidlertid værnepligtstiden forlænget til 18 måneder. Den kolde krig var jo under stadig udvikling.

I det hele taget oplevede værnepligtige i 1950 til 1951 en brydningstid imellem gammelt og nyt. Vores håndvåben var ældre, svenske geværer, lejet af broderlandet i øst for en periode. Dem fik vi 14 dage før hjemsendelsen udskiftet med de nye, amerikanske Garrand-geværer og fik en kort oplæring.

Maskingeværene fra kolonitidens England blev ligeledes udskiftet med nye amerikanske, ikke vandkølede geværer. De efterhånden hærgede Fordson trucks, der med garanti havde gjort hele 2. verdenskrig med i engelsk tjeneste, blev erstattet af firehjulstrukne, amerikanske Dodge trucks. Vores små 37 mm panserværnskanoner skulle have været erstattet med nye, effektive 76 mm rekylfri kanoner, men vi nåede ikke at få dem og blev følgelig hjemsendt med løfte om snarlig genindkaldelse og omskoling til disse våben, hvilket imidlertid aldrig skete.

Til sidst en tilståelse: Undertegnede mener selv, at jeg er en person, der holder love og paragraffer. I forbindelse med en nytårsorlov ved skiftet mellem 1950 og 1951 mente jeg, at starten på sidste halvdel af det tyvende århundrede fortjente en særlig hyldest, hvorfor jeg, på snedig vis, udsmuglede et par af de gode, militære kanonslag, som jeg på legepladsen ved den gamle rytterskole i Åsum, hvor min far var lærer, på slaget 12 affyrede som markering af årsskiftet.

Værnepligtstiden, tror jeg, er også i dag, trods en totalt forandret verden, et sundt element i et samfund, hvor mennesker fra vidt forskellige samfundslag oplever en tid sammen, hvor fælles udfordringer udvikler et godt kammeratskab som en basis for deres videre liv i eller uden for forsvaret.

hans lohmann andersen

Åsumvej 235, Odense NØ

Soldaterkammerater

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce