Søvnen er ikke som en hund, men som en kat, der skal have lov til at gå sine egne veje. Man kan ikke beordre sig selv til, at nu skal der soves
Man kan tale og gå i søvne. Det ved jeg af erfaring. Jeg har hørt andre tale i søvne. Dog har jeg ikke formået at høre mig selv tale i søvne, så ville jeg da også have været vågen. Derimod har jeg næsten oplevet, at jeg har gået i søvne. Jeg skriver næsten, fordi de gange, jeg har oplevet det, er jeg gradvist gennem bevægelserne kommet til mig selv. Det vil sige, at jeg til sidst er vågnet så meget, at jeg kan regne ud, at jeg en tid har været søvngænger. 

Jeg har derimod aldrig erfaret at have skrevet i søvne eller har hørt om andre, der skulle have gjort det. Når jeg derfor i det følgende skriver om søvnen, så er det sket i vågen tilstand, selv om det ville være interessant netop at skrive i søvne om dette emne.

Jeg kan som sagt ikke få mig til det. Jeg tror heller ikke, at jeg har lyst til at forsøge. Det ville jo betyde, at jeg skulle eksperimentere alt for meget med noget, der er dyrebart, og som let kunne gå i stykker. Det er bedst, når der er klar forskel på det at være vågen og det at sove. Det skal være som dag og nat. Jeg har i det hele taget lidt betænkeligheder ved at skrive om dette emne, der er så velkendt, men alligevel så ubeskrevet.

Der er nemlig ingen grund til at gribe ind i naturens orden og pille for meget ved en nødvendig overlevelsesmekanik, der helst skal køre helt af sig selv uden alt for megen opmærksomhed og forstyrrelser. Det minder mig om, at jeg engang læste noget klogt og klart om søvn. Jeg har glemt forfatterens navn og ville forfærdeligt gerne huske det for at give vedkommende en berettiget kredit.

Igennem mit arbejde som psykolog har jeg ofte siddet over for mennesker, der oven i psykiske problemer og kriser hyppigt måtte slås med søvnproblemer - nok mest søvnløshed. Man vil gerne kunne give gode råd, så folk kan få deres gode søvn tilbage og dermed komme ind i en god cirkel.

Her faldt den glemte forfatters vise ord mig ofte i hu: Man skal behandle søvnen som en kat. Den skal have lov til at gå sine egne veje. Jo mere opmærksomhed og jo mere hurlumhej, jo værre kan det blive. Man kan ikke beordre sig selv til, at man nu skal sove. Jeg kan slet ikke. Søvnen er ikke som en hund. Søvnen er som en kat.

Jeg vover nu alligevel at tage emnet op, fordi det er så stort og fantastisk. Jeg håber, jeg kommer helskindet ud af det. Allerbedst ville det nok være, om man kunne overtale kronikredaktøren til at lade mig fremføre en højst utraditionel kronik, hvor spalterne fuldstændig er erstattet af sort trykfarve. Det kunne være et herligt typografisk og kommunikativt eksperiment. Nat over det hele. Dyb sort søvn uden en tanke. Den sorteste kronik nogen sinde. 

Er det sådan, søvnen er? Man kan da godt opleve det, som om man slukker for lyset, og så bliver der sort. Og i dette mørke bliver man helt væk. Det er kun delvis sandt. Vi vender os væk fra den vågne verden og trækker os ind i os selv. Men helt sort er der nu ikke, så længe vi ligger dér og bare sover.

Vor søvn rummer også vore drømme. Disse foregår med jævne mellemrum natten igennem. Søvnen består af perioder med nedsat mental aktivitet ( måske den dybeste hvile? ) og så aktive drømmeperioder. Det kender vi for eksempel fra en hund, der sover.

Vi kan iagttage, at den ind imellem bevæger sine lemmer så småt, og vi antager, at den her drømmer, at den er ude at løbe. Hos os selv kan drømmeperioderne aflæses lige så fint på vore øjenlåg, idet vi, mens vi drømmer, bruger vore øjne til at følge med i det, vi ser i drømme. Så bag øjenlågene er der fine øjenbevægelser, der afslører, at vi har gang i en hel masse. At vi så ikke altid selv er klar over, når det står på, er en anden sag. 

Vi er skabt til at veksle mellem vågen og sovende tilstand. Vi behøver ikke bare hvile. Vi behøver direkte at vederkvæge os i søvnen og drømmene. Det er megen tid, vi bruger på at sove. Der skal nok være nogle, der synes, at det er spild af tid. Men de fleste oplever det som en nødvendighed og for det meste også som en behagelighed.

Selv har jeg et godt sovehjerte, hvad det så end er. Jeg kan vist godt lide at sove. Jeg går i seng efter en lang dag og lægger mig i min dejlige seng under min rare dyne. Så ligger jeg først lidt på den ene side og nyder hvilen. Jeg putter mig - pusler lidt om mig selv. Jeg er jo voksen, og det er ikke længere min mor, der stryger mig over håret og synger mig en godnatsang. Men et eller andet sted sidder denne moderlige omsorg dybt i mit indre og understøttet af mine egne blide ritualer.

Så lægger jeg mig på maven med hovedet på en bestemt god måde på puden og den ene hånd diskret omsorgsfuldt under kinden. Lidt efter er jeg væk. Sådan går det dag efter dag - eller rettere nat efter nat. Efter en god nats søvn er jeg klar til som regel veludhvilet at begynde en ny dag. Tænk at dette foregår i en uendelighed på samme måde, som natten afløser dagen. Ingen slinger i valsen. Dag og nat. Vågen og søvn. Det er naturens gang.   

Vi behøver søvn, ligesom vi behøver mad og drikke. Får vi ikke sovet falder vi fra hinanden. I første omgang falder vi nok sammen og heldigvis i søvn, så vi kan komme ovenpå igen. Men under visse omstændigheder kan vi presses ud i en omsiggribende søvnløshed, der kan medføre, at vi bliver mentalt forstyrrede og i værste fald ligefrem midlertidigt sindssyge.

Vi kender alle eksempler på, at mangel på søvn kan udmatte os eller køre os op, så vi har svært ved at bevare den sædvanlige dømmekraft. Vi bekymres og irriteres, når vi ikke kan falde i søvn eller når vores søvn bliver til korte og afbrudte forløb. Det skal vi tage alvorligt, men som allerede nævnt er det ikke så let at få det vante soveprogram til igen at køre normalt. Det skal helst komme af sig selv.

Søvnen er et under. Døgn efter døgn bruger vi mange timer på at sove. Det er umuligt at tilbringe nogle vågne timer med søvnen. Derimod er det muligt helt at komme væk fra den vågne virkelighed. Det er en fantastisk time-out. Fra søvnens mørke og drømmeland bevæger vi os igen mod virkeligheden, hvor vi foretager os alt muligt, og hvor vi er sammen med andre.

Det er en kontrast af de store. Måske lidt overset, fordi vi kommer sovende til den. Men når først vi har sovet på det, forstår vi, at søvnen hører til et af denne verdens største undere.

Peter STORM

Søndergade 8, Middelfart, er forfatter og psykolog