Slaget ved Kursk


Slaget ved Kursk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Verdens største slag var ikke militært begrundet, men et nazistisk propaganda-forsøg. At det ikke lykkedes, har vi aldrig takket Den Røde Hær for

Det høres tit, at det var forfærdeligt, at tyskerne under anden verdenskrig slog seks millioner jøder ihjel, mens man meget sjældent hører nogen sige, at det var forfærdeligt, at tyskerne slog 28 millioner sovjetborgere ihjel. Dette astronomiske tal omfatter 13 millioner soldater og 15 millioner civile. Til al den død og ødelæggelse skal lægges, at tyskerne under deres tilbagetog gennem Rusland, Ukraine og Hviderusland ødelagde store dele af landet gennem den såkaldte "brændte jords taktik".

Tyskerne havde specielle ødelæggelses-kompagnier, der kun havde til opgave at brænde byer og landsbyer af, at ødelægge landbrugsmaskiner og fjerne såsæd. Kvæget drev de i store flokke mod vest.

Dette vanvid begyndte med Hitlers angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941. I lang tid så det ud til, at nazisterne ville vinde. Stalingrad i vinteren 1942-43 blev et vendepunkt. Men det afgørende slag, der knækkede ryggen på den tyske krigsmagt, var nu i denne sommer 65 år siden.

Det var ved Kursk i Rusland - knapt 200 kilometer fra det nordøstlige hjørne af Ukraine - at verdenshistoriens største slag fandt sted. Slaget begyndte 5. juli 1943, men hvornår det sluttede, er straks sværere at fastslå. Faktisk sluttede det først i Berlin næsten to år senere, for efter slaget ved Kursk var det slut med al tysk fremgang på østfronten. Fra det øjeblik gik Hitlers Tredje Rige sin sikre undergang i møde.

Kun få steder har der været kæmpet med større raseri og kampvilje end ved Kursk. Fra tysk side var det altafgørende at vinde, og det samme var tilfældet fra sovjetisk side.

Tyskerne havde tabt ved Stalingrad og var gradvis blevet trængt tilbage i små stød. Værnemagtens Overkommando og Hitler ville ikke anerkende, at det var de sovjetiske styrker, der trængte dem tilbage, men gav udelukkende den hårde russiske vinter skylden.

Tyskerne var jo kendt og til en vis grad respekteret verden over for, hvad de militært kunne udrette, men nu begyndte omverdenen og også befolkningen hjemme i Tyskland at blive skeptisk. Der skulle altså gøres noget for at oprette tilliden til Tyskland. Derfor gav Hitler 15. april 1943 ordre til et modangreb mod de sovjetiske styrker. Et modangreb, de skulle kunne mærke. En lærestreg. Operationen fik kodenavnet "Citadel".

De sovjetiske styrker havde i vinterens løb lavet en bule i fronten ved byen Kursk, og det var den, tyskerne nu ville tilbageerobre. Det skulle ske ved at lave en kæmpestor knibtangsbevægelse rundt om bulen og derefter tilintetgøre de sovjetiske styrker, som var samlet der. Herfra var det planen at foretage et fremstød imod Moskva.

For tyskerne var det altafgørende at vinde - simpelt hen for at vise at Tyskland var den førende nation i verden. Stabschefen for den tyske hær, feltmarskal Wilhelm Keitel, udtrykte det sådan: Vi må angribe af politiske grunde. Men det tager lang tid at bygge en militær styrke op til sådant et angreb. Intet måtte fejle, intet måtte gå galt.'

På det lille område omkring Kursk - ikke meget større end Fyn - samlede tyskerne en tredjedel af alle deres disponible styrker på østfronten. Det var omkring én million mand. Der blev oprettet store depoter for både brændstof og ammunition. Tyskerne opførte 100 feltbagerier til at skaffe brød til soldaterne. Den militære styrke indbefattede 10.000 kanoner samt 2700 kampvogne og selvkørende panserkanoner.

Foruden dette var der placeret 2000 fly i området. De tyske panserstyrker havde den nye "Tiger" kampvogn med, der vejede 57 tons. De havde også den nye selvkørende kanon "Elephant" på 68 tons. Disse to nye panserkøretøjer forventede tyskerne sig meget af. Frontpanseret var så tykt, at de sovjetiske kampvogne ikke kunne skyde igennem det. Troede tyskerne. De skulle senere blive klogere.

Det er klart, at sådan en styrke ikke kan bygge op på én dag. Indtil alt var på plads blev ventetiden brugt til realistiske øvelser. Det kunne naturligvis ikke undgås, at fjenden fik opsnuset, at noget stort var i gære. Derfor satte Den Røde Hærs generaler sig i tyskernes sted og spurgte: Hvad ville vi gøre, hvis vi skulle angribe? Ja, de ville jo følge samme principper som tyskerne og angribe med en stor knibtangsbevægelse.

Som resultat af dette ræsonnement udbyggede Den Røde Hær nu sine forsvarslinier. Ialt 100.000 civile blev sat til at grave panser- og feltbefæstningsanlæg. Nogle steder blev der lavet otte forsvarslinier efter hinanden. En anden ting var, at den sovjetiske efterretningstjeneste havde brudt den tyske kode og derfor var velinformeret om alt, hvad tyskerne havde i sinde. Dagen før angrebet startede, vidste de både tid og sted.

Den Røde Hær havde i de måneder, der var gået, samlet 1.300.000 mand, 20.000 kanoner, 3600 kampvogne og dertil 2400 fly.

Tyskerne udsatte deres planlagte angreb flere gange, fordi nogle detaljer ikke var helt på plads. Men endelig blev det bestemt, at angrebet skulle begynde 5. juli klokken 04.30. Som sagt, Den Røde Hær var forberedt og kendte tyskernes planer, og derfor åbnede den ild med alle sine kanoner én time før tyskernes angreb. Tyskerne havde fuldstændig mistet overraskelsesmomentet.

Alligevel lykkedes det tyskerne at rykke et lille stykke frem, men med enorme tab. På den nordlige front kæmpede tyskerne i to dage, hvor det kun lykkedes dem at komme ti km frem under store tab. På blot de to første dage af operationen mistede de 25.000 mand, 200 kampvogne og 200 fly.

Ved den sydlige front gik det lidt bedre. Her lykkedes det tyskerne at rykke 25 kilometer frem på to dage. Men også her med enorme tab. Tyskerne ville frem, men det var de sovjetiske soldaters indædte kamp, der gjorde, at det ikke gik hurtigere. De store angreb ebbede ud for nogle dage. Tyskerne havde simpelt hen ikke flere kræfter.

Men så 12. juli gik det løs igen. Nu skulle det være! Den tyske hærs ære var sat på højkant - det var jo den, det hele tiden havde drejet sig om. Tyskerne ville støde en panserkile frem ved byen Prokhorovka. Men den sovjetiske efterretningstjeneste havde jo aflyttet de tyske meldinger og var derfor stort set klar over det hele. Den 11. om aftenen havde man sendt en snigpatrulje bag de tyske linjer, hvor den tog en tysk officer til fange. Ved hjælp af ham fik de bekræftet tidspunktet for angrebet. Den Røde Hær, der nu vidste hvor og hvornår tyskerne ville angribe, foretog et modangreb samtidig for fuld kraft.

Tyskerne angreb med 700 kampvogne støttet af motoriseret infanteri og 1000 fly. Den Røde Hær angreb med 900 kampvogne. Begge parter drev så hurtigt frem med deres kampvogne, at de kørte igennem hinandens forreste linier. Derved blev tyske og sovjetiske kampvogne blandet i én vild forvirring, så der opstod nærkamp mellem dem. De sovjetiske kampvogne skød nu på få meters afstand mod de tyske "Tiger"- og "Elephant"- kampvogne og var derfor i stand til at gennembryde deres tykke panser - det, tyskerne havde anset for umuligt. De sovjetiske kampvogne, der var kommet langt bag de tyske linjer, kunne nu vende om og skyde de tyske kampvogne bagfra, hvor panseret ikke er så tykt.

Det blev en frygtelig dag for tyskerne. Lige til det sidste troede de, at de ville vinde. Men da var slaget tabt. Den Røde Hær kastede alle sine reservestyrker ind i slaget, og så var tyskerne nedkæmpet.

Tyskerne mistede den dag 350 kampvogne og 250 fly - og ikke mindst hele det taktiske initiativ. Fra den dag begyndte sovjettropperne deres direkte march mod Det Tredje Riges hjerte - rigshovedstaden Berlin.

General Rotmistrov skrev senere: "Det var en smuk juli morgen. Himmelen var blå med enkelte hvide skyer. To mægtige armeer tørnede sammen. Over slagmarken buldrede lyden af motorer, klang af metal, og flammer af hundredvis af brændende kampvogne overdøvede de såredes skrig. Lyden af tungt artilleri, eksplosioner af bomber og M 31 raketter, projektiler og udbrud af Katjusja ("Stalinorgler") samt en konstant brummen af flymotorer var som tonerne fra en Symphony fra helvede."

Kampene ebbede ud den 6. august. Da gav Hitler ordre til ordnet tilbagetrækning. På det tidspunkt havde tyskerne mistet 500.000 mand, 1500 kampvogne og 3700 fly. Det var godt dobbelt så mange fly, som tyskerne mistede under slaget om Storbritannien. De sovjetiske tab er stadig en hemmelighed. Det formodes at være på omkring én million mand.

Den tyske feltmarskal Keitel skrev i sin private dagbog, som først er offentliggjort efter krigen: Enhver militær løsning på situationen i Rusland er ikke længere mulig. Med andre ord, vi har tabt krigen.

Hvad kan man så udlede af verdenshistoriens største slag, som ikke engang var militært begrundet? Det var kun iværksat for propagandaens skyld. For at vise verden, at Tysklands lederskab var enestående. Dels på hjemmefronten, men også fra de lande, som ikke turde sige tyskerne imod - blandt andet Danmark.

Det er ikke for meget sagt, at tyskerne 12. juli 1943 ved byen Prokhorova tabte anden verdenskrig. Men der skulle gå næsten to år, inden de blev nødt til at indrømme det.

Undertegnede havde 12. juli for fem år siden den store oplevelse at stå på de flade marker uden for byen Prokhorovka, hvor man højtideligholdt 60 årsdagen for verdenshistoriens største slag.

Det var især gribende at se de gamle veteraner, der deltog i ceremonien. Det var gamle mænd, mange af dem gik dårligt og med stok. Men de var kommet fra hele den tidligere Sovjetunionen, ja sågar helt fra Sibirien. Alle var de prydet med deres medaljer. Det var med stor respekt og agtelse, at jeg betragtede disse gamle mænd og tænkte på, hvad de havde udrettet under krigen. For ved hjælp af deres indsats fik vi freden og friheden i 1945 uden at røre en finger.

I vort stille sind må vi takke disse gamle mænd og deres 13 millioner dræbte kammerater for deres blodige indsats. Sovjetunionens voldsomme tab på 13 millioner soldater under krigen skal ses i forhold til de amerikanske tab på 250.000 faldne soldater i Europa.

Det var på østfronten, at tyskerne tabte krigen. Det har vi aldrig takket det russiske, ukrainske, hviderussiske og andre tidligere sovjetiske folkeslag for. Uden deres indsats havde verden set anderledes ud. Ja, formentlig havde tyskerne vundet krigen, og Europa havde i mange år været nazismens slaver.

vagn tyrsted rasmussen

Rosengårdsvej 77, Kerteminde

Slaget ved Kursk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce