Skrønen om plads til alle


Skrønen om plads til alle

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hun er cand.mag. i historie, samfundsfag og erhvervsøkonomi, hun har i studietiden gjort alt det rigtige, men alligevel kan hun ikke få arbejde. Årsag: Hun sidder i kørestol

Det rummelige arbejdsmarked er en efterhånden alment kendt benævnelse af det arbejdsmarked, der skal være kendetegnende for velfærdssamfundet anno 2007, sådan som det gang på gang fremstilles i medierne og ikke mindst af politikerne. Et arbejdsmarked, der samtidig må være kendetegnet ved, at vi også befinder os i en periode, da regeringen er baseret på en liberalistisk ideologi, hvor det derfor også må være en af hovedteserne, at det er op til det enkelte menneske at skabe sit liv, og at der ikke er nogen hindringer for et arbejde, hvis viljen er der.

Adjektivet rummelig indikerer, at det gamle slogan: "plads til alle, brug for alle" må være et af hovedbegreberne inden for arbejdsmarkedet, fordi det rummelige må indebære, at selv personer med forskellige handicap også har en berettigelse på arbejdsmarkedet.

Dette er selvsagt en yderst prisværdig betegnelse, eftersom vi også befinder os i et samfund, hvor et menneskes identitet i høj grad knyttes sammen med det arbejde, en person besidder. Arbejdet er så at sige en meget stor del af et menneskes voksenliv. Det er gennem arbejdet, der skabes respekt og ikke mindst, at en stor grad af meningen med livet dannes.

Ofte er det arbejde, et menneske ønsker at besidde, funderet i en lang videregående uddannelse, som har kvalificeret mennesket til at varetage forskellige arbejdsopgaver med det formål at bidrage med noget til samfundet og så at sige betale af på den gæld, der er ved at bo i et samfund, hvor uddannelse er en mulighed for alle og noget, som staten betaler.

Det burde være nemt at få et arbejde, hvis man læser aviserne og ser virksomhederne, der sukker efter kvalificeret arbejdskraft, og hører om manglen på arbejdskraft, og samfundet har da også været behjælpelig med at oprette f.eks. Arbejdsformidlingen, hvor arbejdsledige skal henvende sig og derigennem få lavet en handlingsplan, så de kan komme i arbejde.

JEG har gennem de sidste par år interesseret fulgt min søsters kamp for at få et job. Hun er cand.mag. i historie, samfundsfag og erhvervsøkonomi. Hun har i sin studietid gjort alt det, studievejledere anbefaler studerende at gøre: siddet i studienævnet, arbejdet for undervisere, oprettet et historisk tidsskrift, indført faglig dag på sit fag, plejet sit netværk og haft masser af frivilligt arbejde, bestyrelsesposter etc., samtidig med at hun også har haft erhvervsarbejde.

Hun var, hvad man ville kalde en ambitiøs og målrettet studerende, og var samtidig også vellidt blandt underviserne. Karaktermæssigt har hun også klaret sig fint, men alligevel er hun arbejdsløs på tredje år nu. Hun har søgt flere hundrede stillinger, men kun været til tre samtaler.

Hvad er det, hun gør galt, for selv om der er arbejdsløshed blandt akademikere, er det alligevel også et faktum, at en stor del har arbejde efter et år, og med de anbefalinger og papirer, min søster kan fremvise, skulle man tro, hun var offer for diskrimination, når hun endnu ikke har fået et job.

Hun hedder dog ikke noget unormalt dansk, så det kan ikke være den sørgelige diskriminering pga. racen, der er tale om. Til gengæld sidder hun i kørestol, fordi hun ikke længere kan gå som følge af en uforskyldt diagnose: sclerose.

AT der skulle være en sammenhæng mellem at komme omkring vha. hjul og manglende intelligens, er vist ikke bevist, og eftersom de job, min søster søger, er bogligt funderede job, og ikke f.eks. som slagter, salgsassistent eller lignende, burde kørestolen ikke være en hæmsko.

Det var dog en ganske anden melding hun fik, da hun for et par uger siden atter var til en samtale ved konsulentfirmaet Ramsdal, hvor aktøren uden omsvøb fortalte hende, at hun aldrig ville få job, når hun sad i kørestol.

Den ansøgning, hun havde skrevet til en stilling, arkiverede hun lodret, da hun kom hjem, eftersom han også havde været så venlig at fortælle hende, at det var omsonst at søge sådan et job.

Hvis hun skulle have et job, måtte hun søge hen et sted, hvor kørestolen blev skjult. Han foreslog, at hun da f.eks. kunne søge ind til L'Easy, for gennem telefonen var kørestolen usynlig.

Sagt med andre ord: Selv om du har brugt en stor del af din ungdom på at kvalificere dig til at bidrage til en højnelse af videnssamfundet, så er du diskvalificeret pga. et menneskeligt vilkår, du ikke selv er herre over.

Dermed ikke være sagt, at et job som telefonsælger er meningsløst, men set i lyset af at min søster har brugt statens penge på en videregående uddannelse, bliver det omsonst, hvis dette job så skulle være hendes endemål - og udelukkende pga. en kørestol.

Sat på spidsen, hvad er så forskellen på, om hun sidder i en stilling, hvor hun sidder på en skrivebordsstol med hjul under, eller at hun sidder i en kørestol?

I helt liberalistisk ånd vil min søster ikke gøre det, mange andre i hendes situation gør, når de får konstateret en alvorlig sygdom: søge førtidspension og lade det offentlige overtage forsørgelsen.

Min søster vil selv, hun vil ud og bruge den uddannelse, hun har erhvervet sig på trods af en svær sygdom. Hun vil selv styre sit liv, vil gerne få det bedste ud af en vanskelig situation og vise sig selv og omverdenen, at det nytter noget ikke at give op og lade andre overtage styringen af ens liv.

At det er muligt i et samfund som det danske velfærdssamfund, var hendes overbevisning, da hun stod med kandidatbeviset i hånden. Det, som for andre mennesker er adgangskortet til arbejdsmarkedet, men som for min søster blev vejen til den ene skuffelse efter den anden.

Hvad hjælper det, at hun har viljen, når samfundet er så strømlinet indrettet, at der ikke er plads til en person, pga. en kørestol? Selvfølgelig kan hun risikere om to år at være så ramt af sclerose, at hun ikke kan varetage en stilling, men der kan også gå 10 år, før hun får det så dårligt, at hun må opgive at arbejde.

Og er det egentlig anderledes end os andre? Selv om vi er raske nu, ved ingen sig sikre for dagen i morgen, så den arbejdskraft, min søster måske kan udføre i et givet tidsrum, kan sagtens være længere end det, jeg kan, selv om jeg på nuværende tidspunkt er rask.

Det er frustrerende først at se sin søster få sit liv fundamentalt revet op ved roden pga. uforklarlige vilkår i den menneskelige tilværelse. Men det er næsten endnu mere frustrerende at se hende kæmpe så hårdt for at få lov til at vise, at hun kan - at sygdommen ikke er en hindring, og så se, hvordan hun gang på gang banker hovedet mod en mur.

Fordi samfundet - det rummelige arbejdsmarked - ikke kan rumme et menneske, der desværre har en følgesvend i form af en sygdom, som faktisk på nuværende tidspunkt hos min søster "kun" giver sig udslag i forskellige hjælpemidler som krykkestokke og en kørestol. Og selvfølgelig, at hun af og til skal til behandling på hospitalet.

At en statslig instans oven i købet vil tillade sig at sige det så direkte til hende, er skræmmende, når alt, hvad hun gør, er at tage ansvar for sit eget liv.

Er vores velfærdssamfund virkelig så dybt forankret i penge, at det er dem, der er skyld i at hun ikke engang får en chance for at vise, hvad hun kan? Det er dog en omvendt logik, for netop ved at give min søster en chance på arbejdsmarkedet, ville det spare staten for talrige udgifter til førtidspension.

Eftersom hun kun er 34 år, er det jo mange år, hun skal være offentligt forsørget, fordi det rummelige arbejdsmarked kun rummer raske mennesker.

Nina Dyrhoff Nyegaard, c/o Granparken 62, Odense NØ, er stud.theol.

Skrønen om plads til alle

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce