Når debatsiderne ustandselig bringer eksempler på negative historier om mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, skyldes det simpelt hen dårlig research
Er man en jævnlig læser af debatsiderne her i avisen, opdager man hurtigt, at integrationsområdet er et hedt og passioneret tema. Hvor velmenende eller kritiserende indlæggene end er, slår det mig, at de alle falder i den grøft, hvor stereotyper, fordomme og generaliseringer bliver begreber, der enten dyrkes eller søges nedbrudt, og hvor konsekvensen blot bliver, at man fortsætter med at bekræfte dikotomiske forhold mellem dem og os, uden at gøre sig selv det bevidst og derfor også uden en jordisk chance for at ændre på tingenes tilstand. (Dikotomi: Opdeling af et fænomen i tosidede modsætninger).

Jeg er træt af at være vidne til en debat, der ikke er i stand til at se ud over sin egen navle. Den bekræfter og styrker sig selv og kortlægger blot al form for kollektiv identitetsskabelse uden at komme konstruktivt videre.

Den handler om os og dem. Og i denne opdeling er den homogene gruppe en selvfølge og det udgangspunkt, som al videre forståelse af os selv og hinanden tager sit udspring i. Men hvad sker der, når vi ikke blot bruger den kollektive identitetsskabelse som et erkendelsesudgangspunkt af os selv og de andre, men også som den grundklods alt andet er bygget op på?

DE skal integreres, siger vi. Hvilket er en selvmodsigelse, da integration i den korrekte betydning er gensidig og defineres ved en sammensmeltning til et nyt hele, hvorfor vi vel burde sige, at vi alle skal integreres.

Men der er vist ingen tvivl om, at det ikke er det, vi mener, når talen falder på integration. Både samfundsdiskursen og diskursen fra forskellige regeringer går på, at de udefrakommende skal tilpasse sig vores værdier og omgangsformer, hvor deres egne støder vores. Dvs. at vi som danskere definerer, hvornår og hvordan de andre skal opføre sig som os, og hvornår det er o.k., at de bibeholder deres egne kulturmønstre.

Men vi bliver først nødt til at finde ud af, hvem præcis det er, der ifølge vores tankegang skal integreres. Da det selvfølgelig er helt umuligt og ganske diskriminerende at arbejde ud fra navngivne personer, taler vi om bestemte grupper, og disse grupper skal jo benævnes, så vi alle ved, hvem det er, vi taler om. Så kommer års diskussioner om korrekt og ukorrekt sprogbrug, der ligegyldigt hvilket ord, man vælger at bruge, kun har ét til fælles, nemlig deres ikke-danske ophav som det eneste ophav.

Og således begraver vi os selv dybt i den kollektive identitetsskabelse. Det giver kun mening at tale om et os, hvis der også eksisterer et dem, og dette dem defineres først og fremmest ved at være det, vi ikke selv er. Os og dem problematikken handler kort og godt om inklusion contra eksklusion. Firkantet set kan man sige, at er spejlbilledet af os positivt, ja så er billedet af dem negativt. Og er spejlbilledet af os negativt, så er billedet af dem positivt.

En mere moderne version er det positive billede af dem, offeret. De kan ikke gøre for det. Vi har gjort dem til det, de er. Lider de af social armod, er det vores egen skyld, vi stiller jo ikke krav nok til dem, hedder mantraen for øjeblikket.

For mig at se bekræftes den anden side af den civiliserede stolte europæiske identitet blot, eller skulle man sige dikotomien til det positive spejlbillede, nemlig selvhadet.

I DEN moderne europæiske historie skal selvhadet spores tilbage til kolonitiden, da den hvide mand ifølge visse historiske kilder var opdrageren, der skulle frelse den naive enfoldige indfødte gennem klare, men kærlige krav til god opførsel.

Andre kilder beskriver dem (de oprindelige folkeslag) som vilde dyr, der kun af statur ligner os, men af "natur" endnu ikke har sluppet de dyriske instinkter.

Den samtidige og efterfølgende dårlige samvittighed over vores europæiske væsens udnyttende og barbariske islæt, har vi så taget til os som en del af den hvide mands dystre dikotomiske indre. Denne fremstilling af dem foregik for 500 år siden og den fortsætter bl.a. stadig på disse sider.

Jeg læste her på debatsiderne, at vi (det danske samfund) ikke stiller nok krav og forventninger til dem (unge med anden etnisk baggrund end dansk) og derfor selv er skyld i det store uddannelsesmæssige frafald blandt denne gruppe. Det må da siges at være et godt eksempel på den moderne version af dikotomien os-dem. Og det løser ingenting, tværtimod.

At det er det negative udgangspunkt, der styrer den folkelige debat, er desværre ofte en selvopfyldende profeti. Jeg møder i min hverdag en del unge med anden etnisk baggrund end dansk, der uden nogen sinde at have søgt et arbejde, er overbevist om, at de ikke vil blive modtaget positivt, hvorfor de så vælger slet ikke at søge jobbene.

De er overbeviste om at blive vraget til fordel for en etnisk dansker, da de i deres omgangskreds ofte hører om danskernes racisme (firkantet set er vi de grusomme i skabelsen af deres egen positive kollektive identitet) og desuden også i medierne må lægge ryg til den ene statistik om arbejdsløshed og uddannelsesfrafald efter den anden.

Og årsagerne skal tilsyneladende altid findes i deres udenlandske identitet, hvilket er et ualmindeligt passiviserende argument. Ingen kan jo løbe fra sin etniske identitet, og de unge mister simpelt hen motivationen, inden den overhovedet får lov til at springe ud.

Derimod er det så utroligt dejligt og banebrydende, når der fokuseres på den gode historie. For den gode historie er lige så kraftfuld, som den dårlige er det.

Og den gode historie er faktisk temmelig mangfoldig, når man kigger sig omkring. Det er simpelt hen dårlig research, når det påstås (som det er blevet her på siderne), at den gode integrationshistorie fortaber sig i mekanikerlærlingen med olie på hænderne og den smilende social og sundhedshjælper.

Gymnasierne, handelsskolerne og de videregående uddannelser får flere og flere "fler-kulturelle" studerende. Og tro mig, forventningerne og kravene har været massive til disse unge, både hjemmefra og fra de unges uddannelsesmæssige nærmiljø.

Hvorfor får disse unge ingen spalteplads i debatindlæggenes fortællinger om andengenerationen? Passer den initiativrige, selvstændige og uafhængige historie ikke ind i vores selviscenesættende offerbillede af dem?

At frafaldet på landets tekniske skoler er så massivt for gruppen af flerkulturelle unge, handler nok ikke så meget om etnicitet og stamtræ som om klasseforskelle, hvor den kulturelle og sproglige adskillelse blot forstørrer eksklusionen.

Kommer man fra en familie, der er uuddannet, har massive sociale problemer og mangel på menneskelig overskud, så er en uddannelse fra teknisk skole en nærmest uoverskuelig udfordring.

Der eksisterer til stadighed en stereotyp forestilling om, at er man bogligt svag, så er teknisk skole nok sagen. Men blot fordi man er såkaldt bogligt svag, er man jo ikke nødvendigvis håndværkmæssigt stærk.

For en del af disse unge skyldes problemerne først og fremmest nogle sociale forhold, der netop giver sig udtryk i manglende evne til at indlære, fastholde en uddannelsesplads eller simpelt hen mangel på acceptabel omgangsform med andre mennesker.

Det er et problem, der bunder i sociale forhold, hvor kultur, etnicitet og religion er faktorer, der er med til at gøre eksklusionen dybere, men de er ikke grundstenen i sig selv. Det viser de positive integrationshistorier med al tydelighed.

Vi er nødt til at grave et spadestik dybere end blot at begrunde problemerne med kulturelle forskelle. Det er for generaliserende, unuanceret og destruktivt.

Lorea Alberdi Eriksen, Skelskovbakken 8, Tommerup, er cand.mag.