’Skoleskyderen’ er her


’Skoleskyderen’ er her

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når en ung mand vælger at storme ind på sin skole og skyde kammerater og lærere, er der en årsag. F. eks. mistrivsel, våbenfascination og hævntanker

I de senere år har der været en del episoder, hvor en svært bevæbnet teenager er gået ind på sit gymnasium eller universitet og har dræbt en del jævnaldrende, før han eller hun har taget livet af sig selv. Det er især sket i USA, men også for ganske nylig i Tyskland; kunne det ske i Danmark?

Lad os først og fremmest slå fast: det er allerede sket. I 1994 var der en episode på Århus Universitet, hvor to blev dræbt og to såret, før gerningsmanden tog livet af sig selv. Spørgsmålet er derfor ikke, om det kan ske i Danmark, men hvornår det sker - igen. Og viden om, hvad der er baggrunden, kan give viden om, hvordan det kan undgås.

Noget af det mest tankevækkende er, at der faktisk er advarselslamper, der blinker. Mange. Og kraftigt. Når det om nogle af ’skyderne’ har heddet sig, at de var helt almindelige og fredelige, handler det kun om overfladen.

Graver man lidt dybere, tegner der sig et billede af mistrivsel, af fascination af våben, og af hævntanker, som ’skyderen’ sjældent har lagt skjul på. I flere tilfælde har udvalgte kammerater fået besked om at blive hjemme den og den dag; i andre tilfælde er forvarslet kommet mere alment i chatfora eller på YouTube. Men stadigvæk: hvorfor?

Når unge griber til våben, er der naturligvis en grund. Man kan mene, at årsag og virkning står i misforhold, men der er en grund.

Nogle gange sker det i gruppe- eller bandesammenhænge. Når man spørger de unge om, hvad de tænker, når de begår vold gruppevis, er svaret ikke, at de tænker på deres triste fremtid, deres barske opvækst eller tilværelsens meningsløshed: de tænker på, at de føler sig godt tilpas - oppe at køre og powerful - i det voldelige nu. Både drengene og pigerne.

Det er også en måde at mærke, at man er en del af gruppe-/bandefællesskabet, man har noget at være sammen om, hvad enten det handler om at udvide territoriet, hævne uret (f.eks. hvis nogen lægger an på éns kæreste), vinde respekt eller andet. Man er ikke alene. Man er en del af noget større. Noget meningsfyldt.

Andre gange er det forældrene eller stedforældrene, der er målet.

For udenforstående ser det nogle gange overraskende ud, men kigger man dybere, og spørger man rundt omkring, sker det oftest efter årelang mishandling og vanrøgt i hjemmet.

Børn er enormt loyale, men heller ikke disse træer vokser ind i Himlen. Og i disse miljøer lærer man mest af alt, at kun den stærke har rettigheder, og kun de rettigheder, som styrken giver ham eller hende. Volden og drabet sker derfor, når styrkebalancen ændrer sig, når barnet er stort nok, og måske i kraft af et våben stærkt nok, til at overtage førerpositionen.

Begge de to beskrevne former for vold og undertiden drab er, i hver deres sammenhæng, ikke ulogiske. Det kan aldrig billiges, men man kan godt forstå, hvordan det kunne komme så vidt. Men skoleskydningerne er det sted, hvor de færreste kan se, hvad der førte til det.

Alligevel er der en grund, og den er sørgeligt indlysende. Den har været sværere at få øje på, fordi ’skoleskyderne’ har gået stille med dørene - overkontrollerede unge med stærke aggressioner indeni - indtil den berømte dråbe fik bægeret til at flyde over. "Jeg myrdede, fordi folk som mig bliver krænket hver dag. Jeg gjorde det for at vise samfundet: pres os - og vi presser igen!", som Luke Woodham begrundede sine drab efterfølgende.

Før i tiden sluttede teenagere deres karriere som udstødte mobbeofre med at begå selvmord, først i al stilfærdighed, så i offentlighed, hvorved selvmordet efterlader en bitter bebrejdelse, der er svær at vaske væk.

Og den psykologiske arkæologi omkring skoleskydninger afslører, at ’skoleskyderne’ ofte faktisk lader til at have haft dødsønsker et stykke tid før skoleskydningen, som da også oftest slutter med et selvmord, enten for egen hånd eller via ildkamp med politiet.

Dette betyder ikke,at alle børn, der mistrives og mobbes, vil blive ’skoleskydere’ i morgen, men alvorlig mistrivsel og mobning, så alvorlig, at selvmordstankerne for længst har indfundet sig, er en af betingelserne.

Men hvor nogle mennesker vender ting indad, er ’skoleskyderne’ kendetegnet ved at vende deres vrede og frustration udad. Ikke nødvendigvis synligt i første omgang, men i deres tanker. Når selvværdet bliver lavt nok og identiteten skrøbelig nok, er der en oplagt udvej: det oppustede selvværd og de ceremonielle overgreb mod andre.

Dette er vejen til de mørkeste udgaver af de personlighedstyper, der kaldes narcissist og psykopat. Når man udsættes længe nok for nedgørende påvirkning, må man enten konkludere, at de andre har ret - "Jeg er værdiløs" - eller at de tager fejl: at de er værdiløse. Og i dette univers, når man føler sig omgivet af mindreværdige, som tilmed nedgør én, står døren åben for i værste fald en skoleskydning. Der er ingen grund til at leve mere, for tilværelsen er tom og uudholdelig, men hvorfor ikke, tænker ’skoleskyderen’, udnytte lejligheden og få hævn?

Skoleskydningen er et makabert, dramatisk, velforberedt statement, hvor et menneske, som har valgt at dø, vælger at benytte den døendes handlefrihed: "Hvad kan de gøre som straf, når jeg alligevel er død?"

Her bliver ønsket om at udnytte denne handlefrihed til at straffe plageånderne afgørende, samtidig med tanken om, som de gamle grækere, at lade ens "ære" leve evigt. ’Skoleskyderne’ oplever en magtrus, idet passiv lidelse nu bliver afløst af aktiv handling. Tanken er ikke ny: bibelske Samson brugte sin styrke til at rive en bygning ned over ikke blot sig selv, men også sine plageånder.

I lyset af dette kan man ane, hvor man skal lede efter ’skoleskyderne’. Der kræves lang tids mobning og mistrivsel, og heraf er også opstået en grandios forestilling om at leve én sidste dag som en kriger, en hævnende ånd.

Man skal lede efter de narcissistisk-aggressive træk, som typisk handler om, at når man føler sig krænket og dermed truet på sit nu kunstigt forhøjede selvbillede (som man har stærkt behov for), reagerer man med stor aggressivitet, i nogle tilfælde med egentlig sadisme.

Et eller andet sted er dette logisk nok, for i vore dage er tanken, at det grundlæggende lave selvbillede netop er opstået, fordi man blev udsat for krænkelser. Men det betyder også, at den narcissistiske person sagtens kan blive omtalt positivt af nogle, for aggressionen er som regel især rettet mod mennesker, som personen opfatter som krænkende.

Hvad kan man så gøre? For skolernes vedkommende kan man især arbejde målrettet for at forhindre mobbeoplevelser, både fra elev- og lærerside.

1. Skolen tillader ikke, at børn føler sig truet eller krænket.

2. Skolen bruger tid på at forstå alle involverede parter i et sammenstød.

3. Skolen opmuntrer forældre til dialog med skolen om elevens situation.

4. Skolen følger altid op og melder tilbage til forældre og elever om, hvad der bliver gjort efter et sammenstød.

5. Skolen skaber en atmosfære af troværdighed og forudsigelighed.

For forældrenes vedkommende handler det om at levere autenticitet, kærlighed og konsekvens.

Og for alles vedkommende handler det om ikke at ignorere de tidlige tegn på, at mistrivsel er ved at blive fulgt af aggressivitet på vej mod det ekstreme. Det er klart, at skoleskydning også forudsætter våben, men som den danske medieverden har henledt opmærksomheden på, er der efterhånden skræmmende mange våben i omløb i Danmark. Også af den grund er risikoen for fremtidige danske tilfælde af skoleskydning voksende, ikke faldende.

Den opmærksomme læser vil selvfølgelig mene, at denne kronik kun kradser i overfladen af såvel forklaringen som modtrækkene, og det er rigtigt. Men forhåbentlig vil den virke som en inspiration til at fordybe sig i hele området, og f.eks. bruge de omfattende amerikanske erfaringer, analyser og overvejelser, der er tilgængelige i dag. Jeg hilser Bertel Haarders tanke om en national arbejdsgruppe velkommen; jeg håber blot, at den vil bruge tid på at forstå hele området, og ikke nøjes med at tænke i dørlåse og metaldetektorer.

Christian Stewart Ferrer

Postboks 7, Odense NV er psykolog, cand.mag.

’Skoleskyderen’ er her

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce