Skal en rollator koste 3000 kroner?


Skal en rollator koste 3000 kroner?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Samfundets midler skal bruges til størst nytte for brugerne og et rigt arbejdsliv for de ansatte. Så hvad med at droppe "dinosaurernes sidste parringsleg"?

I sin kontante kronik "Kvalitetssikring - for hvad og hvem?", Fyens Stiftstidende den 10. juli 2008, påviser Erik Holk en række urimelige omsvøb i den offentlige sektor: Omsvøb som af myndighederne får den helt forkerte betegnelse: Kvalitet!

Det resulterer i store forsinkelser i den nødvendige hjælp til borgerne - forsinkelser, som kan have alvorlige konsekvenser.

Det kan også resultere i at der bruges for mange penge på de forkerte ting - selv om det underliggende formål ofte er at spare penge.

Der tales om bæredygtighed i den offentlige sektor. Det må betyde at bruge samfundsmidlerne til størst mulig nytte for brugere af systemet og et (lære)rigt arbejdsliv for de ansatte. Lad de ansatte tænke selv, så kan pengene antagelig række længere.

Køber en kommune/region en rollator, som lånes ud til gangbesværede, koster den næsten 3.000 kr. I et eksempel fra det virkelige liv købte en borger en til 500 kr. Det er vanskeligt at se den store forskel på de to slags. Måske har den centrale indkøbsfunktion skyklapper på, når der købes ind - og hvor der må købes ind?

Hjælpemiddelcentraler løser dygtigt mange problemer. Men skal en plejehjemsseng koste måske 200.000 kr., når en god elevationsseng koster 25.000 kr.? Den kan godt nok ikke hæves til arbejdshøjde, men alt det andet kan den, så måske kan den udvikles og alligevel koste betydeligt mindre.

I sygeplejeforretninger kan der købes en urinkolbe for 35 kr. Hvorfor skal hjælperen så sende bud efter en ekspert, så brugeren kan låne den gratis? Der skal bruges meget tid på at udfylde mange ark papir. Den, der har brug for kolben, er måske lidt ilde berørt. Det er svært over for "fremmede". Men ikke over for hjemmehjælperen, som jo kender problemet. Hjælperen ved godt, hvad borgeren foretrækker. Hvis denne nu ikke har 35 kr., burde systemet stole på hjælperen, som blot kunne hente den i et depot, og ikke bruge alle dem, der kan anvende deres uddannelser bedre, til at bedømme det.

Kommer hjemmehjælperen ud i et hjem, og borgeren ikke har magtet at lave mad, må der ikke tages en hurtig beslutning sammen med den, der skal hjælpes, og se, hvad der er i huset. For hjælperen må ikke lave eller hjælpe med madlavningen. Man skal spørge, om man må få mad bragt. Dertil skal der aflægges et besøg af en visiterende sygeplejerske; det er nemlig hendes arbejde at køre rundt, og i øvrigt også se, hvem der skal have støvsuget og have hjælp til et bad.

Måske kunne hun gøre mere gavn på et sygehus. Hjemmehjælperen ved godt, hvordan der ser ud, når der trænger til at blive støvsuget, eller hvornår et menneske trænger til et bad.

Der går mange talenter og praktisk menneskekundskab spildt. De må ikke bruges, før en - eller flere person(er) højere oppe i "systemet" giver lov - og så skal det helst gå meget hurtigt, for det er jo så dyrt. Det er klart, når der skal tre mennesker til at bestemme, før den, der trænger, kan få et bad. Den, der først kan se det, koster højest 125 kr. i timen. Det er helt sikkert, at hun/han ved, hvordan man gør, men det må de ikke.

Enhver hjemmehjælper/social- og sundhedshjælper er udstyret med en håndbog. Der står, hvordan hjælpemidler skal bruges og placeres i et hjem. De lærer det også i uddannelsen. Alligevel skal der, som også Erik Holk giver eksempler på, en visitator, som ofte er en sygeplejerske og en fysioterapeut, ud i hjemmet og bestemme det. Den, der har brug for hjælpen, og den, der yder den til daglig, har ikke mandat til at bestille. De kan ellers godt se, når der er brug for en badebænk eller toiletforhøjer, måske en plejeseng. De kan også telefonnummeret til Hjælpemiddelkontoret, for de må godt ringe, når tingene skal hentes igen.

Det synes, som man i hele spillet om kvalitetsrettigheder og -normer glemmer at tænke kreativt både med hensyn til økonomien og på, hvordan man får styr på, hvordan man kan få operationelle tilbagemeldinger, uden at det bliver til et stort, stift kontrolapparat.

Samtidig med at man nu kan se en udvikling i den private sektor mod at bryde organisationerne op i små, kreative og fleksible enheder fortsætter den offentlige sektor med store uigennemtænkte fusioner. Det, som fremtidsforskeren John Naisbitt kalder "dinosaurernes sidste parringsleg".

Det er nødvendigt at tænke fremtidsrettet kreativt, så reformer, der kommer væltende oven i hinanden, afløses af en stadig sund udvikling.

Der skal investeres i instanser, der aktivt følger med i forskningen og teknologien på de berørte områder. Det skal være investeringer, der er tilstrækkelige til en selvstændig dansk forskning. De investeringer vil komme igen både her i landet og som videneksport. Men teknologien i alle dens udgaver er kun en hjælp. Den kan ikke bruges som den nemme løsning på alvorlige problemer - ligesom et hvilket som helst ledelsessystem også kun er et underordnet hjælpemiddel.

Hverken teknologi eller managementsystemer kan garantere et værdigt, menneskeligt miljø. Det kan kun ansvarlige og kompetente ledere og deres ansatte, hvis lederne har tillid til, at de, der står midt i praksis, kan agere i konstant skiftende situationer. Det kræver naturligvis tæt kontakt mellem alle niveauer, fælles uddannelse og mod til at give plads til kreativitet.

Samfundet bliver ikke mindre individualistisk. Der skal, ud over den overordnede politik, være en grundlæggende etik; men de mennesker, som modtager samfundets hjælp på forskellige områder, er så forskellige, at det er nødvendigt med rammer, der ikke er for snævre og ensrettede.

Rundt omkring på vores ældrecentre/bosteder/misbrugscentre/flygtningecentre osv. bor mange forskellige mennesker. Der skal tages hånd om dem, og der er langtfra mennesker nok til det. Hvorfor ikke lade dem, som skal hjælpes, hjælpe til?

Der bliver brugt penge på terapiværksteder og lignende, mens mennesker føler sig forkerte, keder sig, går langsomt til grunde. Alle kan noget, mange kan meget. Man skal være meget dårlig for ikke at kunne lægge vasketøj sammen eller dække et bord, skrælle kartofler, vaske et gulv, undervise. Det vil også give mere værdighed til menneskerne, som i en periode skal have en hjælpende hånd. Naturligvis er der nogle, som slet ikke kan, men det er ikke de fleste. Mon ikke de fleste vil føle sig mere som en del af samfundet ved at være med i nyttige dagligdags ting?

De rette mennesker skal udføre det rette arbejde. Hvorfor skal en sygeplejerske gennemse forbrugstal og timeplaner og købe ind? Det er andre mennesker uddannet til. Alle burde få lov at lave det, de er uddannet til. Hvis en sygeplejerske ville udføre kontorarbejde, havde hun nok uddannet sig til det. Hun skal heller ikke på sit fagområde dikteres af andre.

Tillid er vigtig. Der er utrolig mange små og lidt større opgaver, som med omtanke kan flyttes til et mindre løntungt sted i organisationerne. De, som udfører et arbejde, de godt kan lide, vil gøre deres bedste, hvis de har rammerne til det - og samtidig er det en uddannelse på jobbet. Og for nogle en vej tilbage til en anden og bedre tilværelse.

Lars Engelbrektsen

Rosenvej 13 A, Næstved, er økonomisk konsulent, cand.scient.adm.

paul hegedahl

Store Stege 20, Faaborg, er tidligere redaktør og arbejder med ledelses- og kreativitetsudvikling

Skal en rollator koste 3000 kroner?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce