Serbien ved endnu en korsvej


Serbien ved endnu en korsvej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Til Europas lettelse vandt den EU-venlige serbiske præsident Boris Tadic valget for nylig. Men Kosovo-spørgsmålet kan stadig skabe en uforudsigelig situation

"Jeg ved, der også er faldet en sten fra jeres hjerte. Vi drikker champagne og skåler også for jer", lød en sms, vi her i huset modtog fra en god bekendt. Det var lidt efter klokken 22 den 3. februar - netop som det stod klart, at Boris Tadic havde vundet præsidentvalget, og at de næste fem år ikke ville gå med Tomislav Nikolic som landets ansigt udadtil.

Dét fik lige godt hver anden serber til at udstøde et dybt lettelsens suk - som blev ekkoet i omverdenen, ikke mindst i Bruxelles. Op til valget sagde EU's kommisær for udvidelse, Olli Rehn: "Serbien befinder sig ved en korsvej. Det er tæt på at forlige sig med fortiden, og samtidig træder det fast og fuldstændigt ind på sin rette plads - og dét er vejen mod europæisk integration".

Sigende nok nævnte Rehn kun, hvor korsvejens ene gren førte hen - for heller ikke EU turde tænke på, hvis serberne valgte den anden.

Dét var ellers slet ikke usandsynligt, for Tomislav Nikolic fra Serbiens Radikale Parti (SRS) fik flest stemmer i valgets første runde. Og i den anden fik han næsten 48 procent.

Nikolic ønsker, at Serbien arbejder tættere sammen med Rusland end med Vesten. Dels fordi Nato bombede landet i 1999, dels fordi mange vestlige lande arbejder på at gøre Serbiens sydlige provins, Kosovo, til en selvstændig stat.

Sigende nok valgte en indflydelsesrig avis kort før valget at bringe en artikel af den amerikanske professor i sikkerhedspolitik Steven Meyer. Her hed det bl.a., at "Vesten har længe hævdet, at hverken Balkan eller Serbien kan gøre andet end tilslutte sig EU og Nato. Det er ikke længere sandt. Vesten har ikke mere monopol på fremtiden".

Men valgets spørgsmål var ikke kun hvilken "hovedsponsor", serberne med deres centrale position på Balkan ville satse på. SRS var regeringspartner til Slobodan Milosevic, da Jugoslavien i 90'erne gik i opløsning - og i dét partnerskab lagde Milosevic en dæmper på excesserne. SRS' leder fra 90'erne, Vojislav Seselj, sidder i Haag anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, men er stadig partiets leder.

Derfor fremstillede nogle præsidentvalget som "en folkeafstemning om Serbien skal gå tilbage til fortiden - eller ind i fremtiden". Måske det er mere reelt at tale om en afstemning, om landet skal bevæge sig så hurtigt som muligt mod EU - eller så langsomt som muligt.

Den siddende præsident Tadic gjorde EU-integration til hoved-kampagneemne: "Lad os indtage Europa sammen", lød et slogan. 70 procent af serberne vil i EU - så hvorfor stemte kun 50,5 på Tadic og 48 på "den ekstreme nationalist", som de mange udenlandske tv-hold i Beograd på valgnatten kaldte Nikolic?

Nikolic greb Rehns metafor om korsvejen. Han skød skylden for arbejdsløshed, produktionsfald og andet negativt ved reformerne siden Milosevic's tid - og ikke mindst det truende tab af Kosovo - på dem, der i 2000 væltede Milosevic og konkluderede: "Heldigvis kan folket nu vælge, om det vil fortsætte ud ad vejen, hvor kriminelle styrer landet." Nikolic's hovedslogan var at kræve, hvad alle gør i et land, hvor mange har svært ved at få brød på bordet: "forandringer".

Dét er et skamløst budskab, eftersom SRS var ved magten i 1990'erne, da en månedsløn en overgang svarede til to-tre d-mark, da Kosovo-situationen løb ud af kontrol, og da mafioso og politikere indgik en symbiose, man stadig kæmper for at befri landet fra.

Heldigt for SRS har forbløffende mange glemt sammenhængen. På tv-spot talte Nikolic om "samarbejde med vores venner i udlandet", bedre uddannelse af "børnene, som er vores største skat" og andre klichéer, som ingen er uenige i - om de er serbere, kroater eller franskmænd.

Der var altså ikke meget "ekstrem nationalist" at se. Åbenbart havde SRS' amerikanske pr-selskab overbevist dem om, at sådan en ikke kan vinde i dagens Serbien. Så folk stemte på Nikolic, fordi de er utilfredse med deres levestandard - og fordi de mente, han bedre ville kunne holde på Kosovo. Selv om det selvfølgelig er omvendt.

Med Nikolic som præsident ville USA og EU's ledelse nemmere kunne overbevise modvillige lande som Rumænien, Slovakiet og Spanien om at anerkende Kosovos løsrivelse. Samtidig kæmper også Tadic for at beholde Kosovo - men mener, at selv om nogle EU-lande vil anerkende et selvstændigt Kosovo, "betyder det ikke, at fordi vi bliver sure på dem, der sætter spørgsmålstegn ved vores helt legitime interesser og fornærmer os med den slags holdninger, at vi så skal skyde os selv i foden".

Netop dét lader Nikolic til at være villig til: Serbien bør ikke være i forening med nogen (EU eller Nato), der vil "splitte landet ad". Nikolic lovede også som præsident ikke at udlevere krigsforbrydersigtede til domstolen for krigen i eks-Jugoslavien i Haag - men det opfattede et flertal snarere som en trussel, eftersom "fuldt samarbejde med Haag" er en betingelse for EU-medlemskab.

På flere måder stod valget altså om, i hvilken retning Serbien skal gå - så man havde den største valgdeltagelse siden Milosevic's fald, 68 procent. Det giver stor vægt til resultatet, hvor "Serbien valgte Europa", som overskrifter i regionens aviser lød. Alligevel stod man allerede dagen efter ved en ny korsvej - for premierministeren nægter at acceptere den angivne retning.

Ingen fra Vojislav Kostunicas DSS stillede op til præsidentvalget, men regeringslederen gjorde sit yderste for - til skade for Tadic - at få valgkampen til kun at handle om Kosovo.

Forholdet mellem DS og DSS har været elendigt, siden de i 2000 sammen væltede Milosevic. Og nu, da DS er dobbelt så stort som DSS, ville Kostunica have elsket at spænde ben for den åh-så-succesrige Tadic - selv om de sidder i regering sammen.

Problemet for premierministeren var, at SRS var medskyldig i hele misèren i 90'erne, så Kostunica kunne ikke åbent pege på Nikolic. Derfor påstod han dage før valget, at hvis Serbien underskriver en aftale med EU, som Tadic i valgkampen brugte som trumfkort, så underskriver man samtidig Kosovos selvstændighed. Dermed opfordrede Kostunica reelt til at stemme på Nikolic.

Det var altså på trods af social nød, truslen mod Kosovo og modstand fra premierministeren, at et flertal stemte på Tadic. Det er et meget stærkt signal om, hvor serberne vil hen: Europa. Alligevel insisterer Kostunica på, at aftalen med EU er en "fælde", hvor Serbien med sin underskrift anerkender Kosovos løsrivelse.

Hvadenten Kostunica virkelig tror dét, eller han vil prøve at vinde stemmer på Kosovo ved et muligt valg, så er han imod at underskrive. Hvilket DS netop insisterer på for at tilnærme landet EU. Så kommisær Rehn havde ret:

Serbien stod ved en korsvej - men gør det igen. Noget andet er, at EU i årevis har vidst, det ville komme - og man har ikke gjort meget for at hjælpe de europæisk orienterede med at overbevise vælgerne om, at projektet "Serbien i EU" er muligt.

Udover at EU insisterer på at fjerne 15 procent af landets territorium - hvor statens vugge stod - er visumregimet et konkret eksempel på, at EU støder serberne fra sig. For serbere er det et stort projekt at søge visum til EU - og det koster en sjettedel af en månedsløn. Naboerne i Kroatien har i mange år rejst visumfrit i unionen, men først få dage før valget begyndte serbiske og EU-myndigheder forhandlinger om at fjerne visumpligten. Bliver visumet fjernet - efter planen om et års tid - vil det være et psykologisk vigtigt signal. Men det kommer meget sent.

Situationen er derfor uforudsigelig: Serbien kan nærme sig EU med stormskridt - eller Kostunica kan i morgen gå i regering med Nikolic "for at redde Kosovo". Og så vil der ikke være meget at skåle for.

UFFE ANDERSEN

Anneksvej 68, Farsø, er journalist

Serbien ved endnu en korsvej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce