Samvær. Mor har magten - far har frygten
Af: Cand. mag. i kultur og formidling, digital storyteller og tekstforfatter Simone Hansen

Om lidt ringer julen ind og vi glæder os til at dele det, som hele julen handler om. At elske hinanden og være noget for andre.

Husker vi også ham, hr. Eks, som vi ikke længere deler tag med, fordi det af den ene eller den anden årsag ikke kunne fungere?

Vi vil have lige vilkår og med #metoo-mantraet tales kvindens sag med rette - for vi vil ikke udsættes for chikane. Mænd skal holde barselsorlov, og mænd skal i mange henseender indgå på lige vilkår med kvinderne. Altimens at kvinderne holder fanen højt og står sammen for at skabe bedre vilkår, så overses mandens rolle som far.

Det bliver specielt tydeligt, når mor og far beslutter sig for at bryde op, og vi som samfund stiltiende ser på, at der skabes ulige vilkår for vores børns ret til både at se mor og far.

Flere og flere mænd har af den ene eller anden årsag ikke det samvær, de ønsker med de børn, som de elsker så højt. De mænd, som jeg i min omgangskreds har kendskab til, er alle fantastiske, omsorgsfulde, kærlige, empatiske, kreative og helt igennem fantastiske fædre. Fædre, der ikke får lov til at se deres børn i det beskedne omfang, de ønsker. Fordi mor ikke mener, at de fælles børn kan ikke længere tåle at være sammen med den mand, som mor elskede engang.

De scenarier, som omtales, har ikke noget at gøre med vanrøgt, mistrivsel eller på anden måde noget, der måtte tendere til omsorgssvigt. Det er på grund af first world problems som for lang transporttid mellem hjem og skole, anderledes rutiner, påklædning og vådt tøj. Anderledes rutiner fordi børnene er vant til mors morgen- og putterutiner, vådt tøj, fordi at curlingmor er erstattet af krigerfar.

Enhver mands indre vildmand og legebarn aktiveres i samværet med hans børn. Hans måde at være sammen med sine børn på er mere præget af lyst og umiddelbarhed end af struktur og rutiner. Han vil gerne give sine børn lov til at lege og leve, få våde tæer, lave bål ved sovetid, lege i haven uden konstant opmærksomhed og uden det serviceniveau, som curlingmor prøver at gøre D'Angleterre efter.

Når mor og far vælger at gå fra hinanden, er det sjældent noget ønskværdigt scenarie for nogen parter. Det er et valg, der bliver taget på baggrund af forskellige mislykkede forsøg på at få det forhold, som vi engang elskede så meget, til at fungere.

Lad mig skitsere et tænkt eksempel på de første år efter et brud i grove træk:

Første år efter skilsmissen: Det er ligesom at bestige Kilimanjaro. Man er ikke enige om særligt meget andet end at skulle op ad et bjerg sammen med den værst tænkelige makker. Man ved ikke noget om bjergbestigning og har heller ikke udstyret - og man har heller ikke trænet eller forberedt sig.

Man ved bare, at makkeren hedder hr. Eks - om man vil det eller ej. Krisekommunikation.

1.1 Der er skilsmisser, der stagnerer her, fordi hr. Eks har andre visioner - og fordi det går op for mor, at det er denne hr. Eks, som hun skal samarbejde med. Uagtet om hans forventninger og visioner er anderledes. Konfliktoptrapning.

1.2 Jeg satte mig et mål om at nå toppen efter bruddet med mine børns far. Mit mål var enkelt og klart: Det skulle lykkes, koste hvad det koste skulle. Min bjergtop var, at mine børn skulle have mulighed for at holde én fødselsdag for én familie og én jul med én familie. De skulle ikke være kastebold mellem mor og fars barnlige uenigheder. Målsætninger.

Andet år efter skilsmissen: Man lærer at navigere på bjerget, finder ud af hvor den enes styrker er - og hvor man kan hjælpe med de ressourcer, man selv har. Man udnytter ikke makkerens svagheder til egen fordel - men bygger hinanden op. Ressourceoptimering.

Tredje år efter skilsmissen: Toppen af bjerget anes i horisonten. Man lærer at leve med hinanden, forstå hinanden, ville hinanden og møde hinanden i de individuelle behov, man har uden at dømme subjektive valg og beslutninger. Retten til at dømme på hvad hr. Eks gør og ikke gør i forhold til at indfri de forventninger, som mor har, frasagde vi os, da vi skiftede folkeregisteradressen.

Vi har ret til at spørge og aftale fælles forventninger til vores fælles børn. Hvis de må hoppe i sengen og være sent oppe hos far, så skal vi øve os i den disciplin, som mange kvinder har svært ved, når det kommer til vores hjem og børn: At tie stille, flytte fokus og se de positive ting, som han også gør. Kig på børnene og se, at de er glade - og tro på at tingene vil ændre sig. Succes.

Invester i din eks, hvad du ønsker, han skal investere i dig.

Kære kvinde, du har magten til at definere din, din mands og dine børns lykke. Du har magten til at skabe det bedste grundlag for det bedste samarbejde, så mor og far bliver tildelt den samme synlighed i børnenes liv. Jeg mener ikke, at vi på vegne af vores børn nogensinde kan retfærdiggøre, at det er o.k. at fravælge eller minimere samværet med den omsorgsfulde, kærlige, fornuftige og elskværdige far.

Du har magten til at have et så hårdt tag om hans nosser, at du nemt kan fortsætte kastreringen af hans identitet som far og mand, selvom I ikke er sammen længere. Du har magten til, om han skal leve et liv i frygt for at miste sine børn og i frygt for at din hysteri, vrede og bitterhed minimerer samværet yderligere. Misbrug ikke den magt - men vær den voksne og lad børnene om at være børnene. Vi skylder vores børn at passe på den far, som vi har givet dem.

Sænk de forventninger. Glæd dig over de gode oplevelser og tro på at børnene ikke bliver forkølede af at være våde, fordi de har hoppet i alle vandpytterne på deres vej - men i stedet bliver de rigere på oplevelser, på mennesker og på selv at skabe meningsfulde relationer med mennesker, der har andre holdninger end dem selv.

Der er børn, som ingen far har, der ville give alt for at få bare én dag med ham. Der er børn i hele verden, der intet andet har end kærlighed fra deres forældre, som stadig bliver ordentlige mennesker. Ham du engang elskede har ikke andet end kærlighed til de børn, I satte i verden. Giv ham lov til at berige børnenes liv med den kærlighed og giv ham lov til at gøre det på hans måde.

Vi har lige holdt fødselsdag for ældstebarnet ligesom vi gjorde for yngstebarnet i september. Nye kærester, nye kæresters forældre og alle bedsteforældre - skilte som uskilte - var inviteret.

Det lys, yngstebarnet havde i hendes små brune øjne, da hun sad der for bordenden, var mere værd end guld og diamanter. Hun havde glædet sig i flere uger og hele familien mødte talrigt op uden diskussion, brok eller sure miner.

Yngstebarnet havde ingen forventninger - for med hendes kun fire år i livet og tre år som delebarn kan hun slet ikke huske, at vi nogensinde har holdt en fødselsdag, hvor hele familien var samlet.

Som hun sad der for bordenden helt udmattet af glæde, da blev Søren Kierkegaards ord om, at forventningens glæde er den største, gjort til skamme. For desto færre forventninger og desto større umiddelbarhed og modtagelighed overfor det, der nu kommer - desto større glæde har vi også. Vi kender ikke altid vejen, men bare vi kender målet, så skal vi nok nå derhen, hvis vi følges ad, hjælper hinanden med det, som vi er gode til og er der for hinanden - i modgangen specielt.