Samarbejde kirke-skole


Samarbejde kirke-skole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skolen har for 30 år siden løsrevet sig endeligt fra kirken, men et forsøg på at forny forbindelsen er ved at tage form i skikkelse af skoletjenester. Det er et samarbejde, som kan vise sig frugtbart

Skal skole og kirke arbejde sammen - er det uldent, mærkeligt, ufrit og mistænkeligt, når de gør det? Kan kirken, der har kæmpet for sin plads siden oplysningstiden i et stadigt mere sekulariseret samfund, holde sig i skindet? Og kan skolen "gøre sig fri af sin frigørelse" og få noget konstruktivt ud af kirken på ny?

Egentlig folkeskole fik vi først i 1800-tallet. Dengang var skolens eksistensberettigelse at være kirkens forlængede arm. Det ændrede sig, og i 1975 løsrev skolen sig helt og blev en institution til 100 pct.samfundstjeneste.

Siden er det gået stærkt med at afvikle samarbejdet skole og kirke imellem. Men i løbet af de seneste år er der gjort en lang række forsøg på, at etablere forbindelsen på ny. Og i fornyet form.

Ikke mindre end 10 nye skoletjenester inden for folkekirken er dukket op i løbet af et års tid foruden dem, der var i forvejen. Skoletjenesterne har til opgave, at forsyne lærere og præster med undervisningsmateriale og tværgående projekter, der i vid udstrækning appellerer til et samarbejde de to institutioner imellem. Meget centralt for dette arbejde står fra kirkens side ønsket om, at arbejde på skolens præmisser.

Men hvad betyder det egentlig at arbejde på skolens præmisser?

FOR DET første er det et udtryk for, at kirken ikke har til hensigt, at hverve nye medlemmer, at man på skolens grund så at sige lægger præstekraven fra sig. Men betyder det så også, at præsten ikke må bede en bøn til skolens juleafslutning i den lokale kirke? Betyder det, at Bachs "Jesus meine Freude" ikke kan synges af kirkekoret, når skolen tilfældigvis befinder sig i kirken?

Når man beskæftiger sig med kristendommen, forlader man sig på kilder, der udspringer fra troende selv. Bibelen har sin egen sandhed, og tydningen må nødvendigvis være teologisk, hvis den skal ses i et kristent perspektiv.

Selv om det ikke er selve denne teologiske sandhed, skolen eller skoletjenesterne skal undervise i, så er det dog menneskers måde at anskue denne sandhed på. Undervisning i kristendom og andre religioner handler først og fremmest om undervisning i menneskers gudstro.

Derfor er det heller ikke kirkens opgave i skole-kirke samarbejdet at holde sig lydefri af, hvad måske kan opfattes som forkyndelse - nemlig at udlægge og videregive viden ud fra et kristeligt synspunkt og en kristen anskuelsesform.

I slutmålene for faget kristendom i folkeskolen hedder det bl.a., at eleverne skal kunne

diskutere de bibelske fortællingers sigte og perspektiv og deres tydning af tilværelsen,

forholde sig til spørgsmålet om, hvad kristendom er,

vurdere kristendommen og folkekirkens betydning i Danmark,

formulere sig om brug og betydning af kristne symboler og ritualer,

tolke salmer og sange og benytte dem som udtryksform.

For blot at nævne nogle...

Hvordan kan det næsten være muligt, bare tilnærmelsesvist, at nå disse ambitiøse mål hvis ikke skolen, som et minimum, inddrager kirken som samarbejdspartner?

NÅR kirken i forhold til skolen "lukker sig op til gennemsyn", er det fordi, kirkerummet og dets kunstneriske udsmykning og "indbo" i høj grad fortæller om den kristne måde at tyde tilværelsen på.

Men når vi betegner en del af kirkerummet som skibet, er det også et levn fra katolsk tid om at forstå kirken som et skib, der sejler gennem historien. Og når der i Hjallese Kirke hænger et vikingelignende skib som dekoration på den ene endevæg, er det ikke et utryk for hedenskab, men bl.a. et billede på, hvordan kristendommen kom til Danmark. Med vikingerne. Med et helt andet historisk skib.

Kirkerne kommer også sejlende direkte med alle de gode historier...

Folkekirkens rummelighed står i høj grad til debat. Akkurat som skolens rummelighed gør det. Hvilke grundlæggende værdier vil man give køb på for at imødekomme en mangfoldighed af behov. Vil man, eller vil man ikke vie homoseksuelle? Vil man, eller vil man ikke have rockgudstjenester med servering af chips og cola til altergang? Vil man, eller vil man ikke have forskellige "Gros-bøller" ansat i præsteembedet? Og hvilke konsekvenser har det alt sammen for folkekirkens virke og betydning i det danske samfund?

Er der noget mere nærliggende, end at spørge den lokale præst om hendes eller hans mening?

Desuden har kirken tradition for at arbejde med etiske problemstillinger, så den del af slutmålene, der handler om at "vurdere etiske principper og moralsk praksis", kan også få noget med på vejen.

Læreren kan i princippet kun tale med og ikke af overbevisning. Det sidste kan til gengæld kirken. Lærerens opgave er da at diskutere disse synspunkter og denne anskuelsesform med sine elever og dermed hjælpe dem på vej til personlig og ansvarlig stillingtagen, som der står i folkeskoleloven.

RUNDT omkring i landet har skoletjenesterne stor succes med f.eks. salmesangsprojekter. En håndfuld salmer - eller flere - tages op på forskellig vis. Læreren får et baggrundsmateriale at undervise ud fra, og via et samarbejde med den lokale organist bliver salmerne lært, mens man måske samtidig får et indblik i, hvordan kirkeorglet fungerer, eller kigger på den udsmykning i kirken, der har relevans for netop dette salmesangsprojekt. Slutteligt samles alle deltagere i en kirke og synger salmerne sammen.

At det er en succes, har en enkel forklaring. Dels er der ikke ret meget ved, at sidde og pippe salmer i et klasse- eller musiklokale. Det får nærmest karakter af et mislykket bønnemøde, og lærerne springer det af samme grund ofte helst over.

Det er noget ganske andet, at sidde i kirken sammen med en hel masse andre og synge af karsken bælg. Dels er salmerne virkelig blevet lært, dels er sang fra hjertet, hvad kirkerummet bl.a. indbyder til (selv om det jo ikke altid lyder sådan ved højmessen søndag formiddag).

Der således mange oplagte områder, inden for hvilke skole og kirke kan arbejde sammen.

Jørgen Carlsen, højskoleforstander på Thestrup Højskole, har tvistet en af regeringens yndlingsfraser, "forandringsparathed", ved at skifte et enkelt bogstav ud. Han taler således om "forundringsparathed".

Vist er det et konstrueret ord og en lille smule klumpet at have i munden. Men som modvægt til kravet om det konstant omskiftelige, er det godt og spiseligt for både skole og kirke.

For er forundringsparathed ikke netop, hvad man snildt som skole og kirke kan blive enige om må være en del af fundamentet i dannelsesprojektet? Er det ikke, hvad vi ønsker, vores børn og unge skal være - parate til forundring og dermed motiverede for undervisning? Og ikke nødvendigvis bare i kristendom, men også i billedkunst, historie, musik oa., som kirken i vid udstrækning også er kultur-repræsentant for og kan supplere undervisningen i skolen med.

At kirken "arbejder på skolens præmisser", betyder ikke, at kirken skal skrabe sig ren for alt, hvad det indebærer at være kirke. Der må selvfølgelig udvises respekt og omtanke, når man bevæger sig ind på skolens område. Der må foreligge nogle klare aftaler de to institutioner imellem.

Men at arbejde på skolens præmisser betyder at arbejde i lyset af skolens mål - ikke bare slutmål som her nævnt, men også trinmål, formål og det helt overordnede mål for folkeskolen.

Når det samtidig er kendt, at folkeskolens ældste klasser til sommer skal til skriftlig prøve i kristendomskundskab, kan jeg ikke se andet, end at et samarbejde kun kan kaste noget frugtbart af sig.

Lene Bekhøj, Blommegrenen 103, Odense SØ, er projektmedarbejder ved Folkekirkens Skoletjeneste i Odense.

Samarbejde kirke-skole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce