Så faldt det sidste liberale figenblad


Så faldt det sidste liberale figenblad

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Birthe Rønn Hornbech har ved visse lejligheder holdt den liberale fane - frisindets fane - højt og fået megen berettiget ros for det. Men kronikøren er ikke længere Rønn-fan

Birthe Rønn Hornbech har i visse situationer holdt den liberale - dvs. den frisindede - fane højt. Det har hun fået megen og velbegrundet ros for.

Mange har været overraskede, for det er jo ikke en idræt, som Venstres udøver med særlig intensitet, hvad der ikke har hindret partiledelsen i at mene sig berettiget til at kalde Venstre for Danmarks Liberale Parti.

Hvad mærkede de 300 eksperter på miljøområdet til Venstres frisind, da de blev fyret i 2002, inden Anders Fogh fire år senere sprang ud som grøn politiker efter at have kritiseret Svend Auken, skønt han for alvor satte miljøpolitikken på Danmarks- ja på verdens-kortet?

Hvad mærkede eksperterne på Center for Menneskerettigheder, som forsvarede flygtninges og indvandreres rettigheder til Venstres frisind, da der var planer om at nedlægge dette Center. Planer, som imidlertid måtte opgives efter protester fra FNs menneskerettighedskommissær og højkommissæren for FNs flygtningearbejde og fra den dengang Konservative Gitte Seeberg, som talte på vegne af sin partifælle udenrigsministeren, der slet ikke var blevet konsulteret af statsministeren vedrørende nedlæggelsen af bemeldte Center.

Det var i sin første nytårstale, at Anders Fogh gjorde op med "smagsdommerne". Han erkendte, at "eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden". Men "når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter".

Hvem har dog bestridt denne elementære kendsgerning? Ekspertrådgivningen på miljø- og menneskerettigheds-områderne drejede sig i øvrigt ikke om de af Fogh omtalte personlige valg. Hans ekspertkritik tjente således udelukkende et populistisk formål.

Heller ikke internt i Venstre hersker frisindet. Daværende borgmester Søren Pind ønskede i sommeren 2003 at bidrage til den af Fogh i januar samme år iværksatte 'værdidebat' ved med ti 'Teser' at inddrage nogle af Foghs egne minimalstats-liberalistiske værdier i 'værdidebatten' mhp. en forhandling på Venstres landsmøde samme år.

Det blev ham nægtet, og afvisningen blev gentaget, da Pind tre år senere op til Venstres landsmøde i 2006, hvor det nu gældende principprogram skulle vedtages, gjorde et nyt forsøg på at få debatteret sine liberalistiske 'Teser'.

Stifterne af partiet 'Liberalisterne' - dvs. fhv. Venstre-folk, som er utilfredse med Foghs uliberalistiske topstyrede linje - blev i over et år af daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen hindret i at bruge dette partinavn og dermed hindret i at indsamle navne på de godt 20.000 stillere, der skal sikre en ny partidannelse. Partiet nåede dermed ikke at stille op ved det seneste valg.

Som sagt - Rønn Hornbech har ved visse lejligheder holdt den liberale fane - frisindets fane - højt. Derfor har jeg båret over med hendes ofte meget belærende og selvhævdende facon. Frisindet bør støttes længst muligt.

Men jeg tabte alt for hende, da jeg for nogle år siden i Berlingske Tidende (22.1. 02) læste en artikel, hvor hun ytrede sig meget kritisk om FN's Menneskerettigheds-erklæring.

Denne erklærings formål er bl.a. at sikre enhver frihed for slaveri, tortur, vilkårlig anholdelse og upartisk domfældelse og ret til ytrings- og forsamlingsfrihed, (fag)foreningsdannelse, lighed for loven, asyl i tilfælde af forfølgelse, gratis undervisning, tryghed i forbindelse med arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand eller alderdom mv. "uden forskelsbehandling af nogen art - f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse".

Hornbech mente, at håndhævelsen af Menneskerettigheds-erklæringen havde udviklet sig til "en religiøs lære, som ... bygger på en idé om det retfærdige menneske. En sådan menneskerets idé er ikke blot håbløs i mødet med virkeligheden, den strider også imod Grundloven" - skønt denne lov faktisk indeholder en række af Menneskerettighederne f.eks. ytrings- , forsamlings- og foreningsrettighederne.

Tænk, at man skal belære juristen Hornbech herom. "Menneskerets-diskussionen er blevet til et lighedstyranni", konkluderede hun. Men hensigten med Menneskerettighederne er ikke at gøre mennesker ens. Hensigten er at stille dem ens mht. til en række rettigheder.

Med sin kritik af Menneskerettighederne lægger Hornbech sig helt på linje med DF-prælaten Søren Krarup. Og det kommer ikke som nogen overraskelse, for hun er som han glødende lutheraner.

De fleste forbinder vist kristendom med næstekærlighed. Men for Luther var det ikke næstekærligheden, som var det primære. Det var menneskets ubodelige syndighed.

For Hornbech og Krarup er det derfor en provokation, når Menneskerettigheds-forkæmpere eller andre socialt bevidste mennesker - "godhedsindustrien" med et udtryk af Hornbech og Krarup - kan finde på at opstille rettigheder, som skal sikre gode vilkår for mennesker - ethvert menneske.

I sin bog 'Dansen om Menneskerettighederne' konstaterer Søren Krarup med intens evangelisk sarkasme, at "FN er ikke et sted, hvor menneskets arvesynd kendes, ... opgaven er taget Vorherre ud af hænderne".

FN er ganske rigtigt ikke en religiøs, det er en politisk institution. Det kniber tydeligvis for vor pastor at skelne mellem politik og religion - noget han ellers bebrejder muslimerne for ikke at kunne. Det kneb i øvrigt også for Luther.

Han fremhævede med Paulus, at "der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de (øvrigheder), som findes, er indsat af Gud, så den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod; og de som står den imod vil pådrage sig selv dom".

Luther rodede altså også politik og religion sammen. Han guddommeliggjorde de til enhver tid siddende magthavere. Dvs., at de modige undersåtter blandt vore forfædre, som satte sig op imod undertrykkende magthaverne ikke blot udførte en politisk farlig handling. De begik ifølge. Luther også en syndig handling.

Kirkehistorikeren prof. dr. theol. Torben Christensen har fremhævet, at Luther på denne måde fik et medansvar for, "at den politiske og sociale frigørelseskamp blev grundigt og effektivt stækket for århundreder (og), at den evangeliske sag rent faktisk blev forbundet med den politiske konservatisme" - den reaktion, som Søren Krarup og Birthe Rønn Hornbech tilslutter sig.

Under den seneste valgkamp søgte Helle Thorning som bekendt at sikre de afviste asylansøgere så normale forhold som muligt, således at de - hvis de en dag skulle kunne vende tilbage til deres fædrelande i nogenlunde sikkerhed - ikke skal gøre det som psykiske vrag.

Rønn Hornbech var forud for valget ikke helt uvillig til at støtte Thorning et stykke ad vejen. Men efter sin udnævnelse til integrationsminister var det slut med støtten. Den ellers så ordrige og debatlystne V-skjoldmø forholdt sig nu helt tavs, og journalisternes spørgsmål optog hun som en personlig fornærmelse.

Et flertal i den socialdemokratiske folketingsgruppe mener meget fornuftigt, at alle myndighedspersoner bør optræde i neutral klædedragt.

Men regeringen har ikke kunnet hitte ud af, hvad den skal mene. I et forsøg på at vinde tid nedsatte den derfor et udvalg, som skulle undersøge, hvad man mener i andre lande.

I en kronik i Politiken den 14.5. forsvarede Rønn Hornbech menneskers - herunder myndighedspersoners - ret til at gå klædt, som de vil. Samme dag blev regeringen pludselig fuldstændig afklaret.

Uden at afvente resultatet af undersøgelsen af tørklædeforholdene i udlandet oplyste justitsminister Lene Espersen, at dommere ikke må bære særlige politiske eller religiøse kendetegn af klædemæssig eller anden art - helt på tværs af Rønn Hornbechs mening.

Herefter gentog hun den samme tavsheds-forestilling, som den hun opførte under asylsagen - dog med en markant tilføjelse: Denne gang afviste hun ikke bare at tale med journalister - under en fuldstændig uværdig faren rundt på Christiansborgs trapper og gange - hun prøvede minsandten også at fotografere de journalister, som ville interviewe hende, og hun truede dem med at afvise senere samtaler. Ja, en enkelt særlig vedholdende journalist blev ligefrem truet med et politi-tilhold. "Jeg ved godt, hvem I er ... I er skrevet op i 'den sorte bog'. ... I krænker mit privatliv ved jeres utilbørlige opførsel", råbte hun.

Men Rønn Hornbech er ikke en privatperson. Hun er politiker, ja sågar minister, hvilket betyder tjener på latin. Hun skal tjene vælgerne med at få gennemført regeringens politik, og hun skal tjene medierne ved at fortælle, hvordan hun vil gøre det. Denne opgave har hun nu for 2. gang forsømt på det groveste. Hun har oven i købet truet journalisterne med boykot, hvis de tillader sig at stille spørgsmål til hende.

Det kan næsten ikke blive mere liberalt.

Henning Tjørnehøj

Ellebakken 29, Birkerød

Så faldt det sidste liberale figenblad

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce