For en historiker må det være som at grave guld at få adgang til kong Chr. X's dagbøger.
Ved sin død i 1994 var professor Tage Kaarsted dybt begravet i Chr. Xs dagbøger. De havde hidtil været utilgængelige, men Dronningen gav som den første Kaarsted adgang til dem med en udgivelse for øje. Kaarsteds efterfølger som kgl. ordenshistoriograf, professor, dr.phil. Knud J.V. Jespersen, Syddansk Universitet, fik overdraget opgaven, og at også han blev fængslet af materialet - og manden bag det - er hans store bog om "Rytterkongen" et levende udtryk for.

For en historiker må det også være som at grave guld at få adgang til kongens dagbog - eller rettere dagbøger. Da Chr. X døde i 1947, efterlod han sig ikke blot 61 personlige dagbøger, skrevet i lommebogsformat, men også seks bind lidt større rejsedagbøger og 58 politiske dagbøger, indført i i kollegiehæfter!

En imponerende indsats! Knud J.V. Jespersen mener, at Chr. X sammen med Chr. IV er den mest skrivende monark i danmarkshistorien. Det skal nok passe. Men når han går videre og sammenstiller Chr. IV og Chr. X, tager han munden lovlig fuld. Sjældent har to konger været så forskelllige i sind og skind - helt bortset fra, at vi har til gode at vide, om Chr. X vil være "en levende, død konge" gennem århundreder som helten fra Trefoldig-heden er det.

Men rigtigt er det, at de begge blev idoler og myter i levende live og elsket som få.

Chr. X greb alle, da han på sin hvide hest red over grænsen i 1920 og tog en lille pige på skødet. Og han befæstede sin position, da han under besættelsen frygtløst fortsatte sine daglige rideture i Københavns gader. Igennem 35 år sad han på tronen - en dramatisk tid med store omskiftelser, to verdenkrige og en genforening

Det er Knud J.V. Jespersens fortjeneste, at han med sit grundige værk trænger ind til mennesket og personligheden Chr. X. Det er et sympatisk, næsten kærligt portræt, han tegner, men det er ikke en ukritisk hofmand, der taler.

Hvordan var så mennesket bag myten?

Måske kommer man sandheden nærmest ved ikke at kalde Chr. X for rytterkongen, men officerskongen. Chr. X var officer til fingerspidserne. Et pligtmenneske, rettænkenede, med et udtalt ønske om orden i tingene. Han var konservativ af natur, præget af en stærk familiefølelse og en ikke mindre stærk gudstro. Han var tynget af ansvar over for nationen, for monarkiet og for folket, "mit folk", som han sagde.

Religiøsiteten havde han fra sin mor, den svenske prinsesse Lovisa, der blev gift med Fr. VIII. og som Chr. X var knyttet til i modsætning til faderen, den livsglade, liberale Fr. VIII. Først og fremmest var det bedstefaderen, gamle Chr. IX og hans dronning, Louise, der fik betydning for ham. Det var til deres hjem, han søgte. Bedstefaderen havde nødtvungent accepteret parlamentarismen i 1901, men havde svært ved at leve med, at vel talte grundloven, og det er kongen, der udnævner ministre, men at virkeligheden var en anden. Det havde Chr. X også længe svært ved at erkende - faktisk blandede han sig i ministerudnævnelser helt op til befrielsen.

Påskekrisen i 1920, hvor Chr. X udnævnte et forretningsministerium uden om Folketinget, var et vendepunkt i Chr. X's kongekarriere.

Knud J.V. Jespersen belyser ud fra dagbøgerne kongens holdning. Som de fleste i det borgerlige Danmark følte han, at det radikale ministerium Zahle svigtede fædrelandet ved at stå på sindelagsgrænsen, så kun en del af Sønderjylland kom hjem. End ikke Flensborg ville den radikale regering kæmpe for. Det var noget nær landsforrædderi, følte store dele af befolkningen - og kongen var enig. Han så som sin farfar en helstatsløsning for sig. Hvorfor kunne de tysktalende og tysksindede slesvigere ikke være forbundet med Danmark ved en fælles konge?

Kongen besindede sig, der blev valg, og Zahle blev underkendt, men ikke selvbestemmelsesretten. De dramatiske dage, hvor generalstrejken lurede, blev en lærestreg for kongen. Han følte sig stadig som folkets konge og ville gerne appellere til folket uden om politikerne. Men han afstod fra det, godt hjulpet af Th. Stauning.

Det var et mærkeligt par, cigarrulleren og officerskongen. De havde ikke Gud til fælles, heller ikke monarkiet, men fædrelandets tarv forenede dem. Af natur var de heller ikke så forskellige, forklarer Jespersen. Åndshovmodige kulturradikale som Zahle, Munch og Scavenius og kongen havde ikke kemi til fælles. Men kongen og arbejderføreren fandt hinanden i respekt og en form for venskab. Begge var de, siger Jespersen på "det forstandsmæssige plan mere intuitivt ræsonerende og reagerede ofte instinktmæssigt på personer og begivenheder. Ingen følte trang til at gøre tingene mere indviklede end højst nødvendigt". Allerede i 1930 erklærede Stauning til en borddame, der kritiserede kongehuset: "Jeg gør Dem opmærksom på, frue, at jeg er Hans Majestæts loyale minister og personligt sætter stor pris på Kongen".

Med sin gammel-konservative opfattelse måtte salget af de vestindiske øer naturligvis smerte kongen på samme måde som Islands løsrivelse i 1944. Men om islændingenes opgivelse af kongefælleskabet hører vi kun lidt. Det havde ellers været interessant, om dagbøgerne bekræfter kongens nedladende holdning til islændingene og hans manglende forståelse for deres selvstændighedstrang, sådan som islændingene mener. En vigtig kilde her er den sidste kommitterede i islandske anliggender i Udenrigsministeriet, Jon Krabbes erindringer, som Jespersen øjensynlig ikke har læst.

Ganske særligt gennemgår Knud Jespersen naturligvis besættelsestiden. At Chr. X var kærnedansk, og at han hadede tyskerne af et godt hjerte, vidste alle. Han delte kritikken af den Stauning-Munchske afrustningspolitik og fandt 9. april dybt forsmædelig. Men han var enig med regeringen i, at Danmark måtte overgive sig, og han stod side om side med Stauning, siden Buhl og Scavenius helt frem til 4. maj. Det var ham, der fik hentet Scavenius tilbage i aktiv politik. Kongen kendte ham fra 1. verdenskrig og havde mere fidus til ham end til Munch. Han ændrede holdning!

Under besættelsen satte ingen spørgsmålstegn ved kongens accept af Scavenius-politikken.Kongen var fra dens første til dens sidste dag hævet over kritik og blev et samlingsmærke, der mere end noget andet styrkede sammenhængskraften og modet i befolkningen. Ved enhver lejlighed hyldedes han på utallige måder.

Kongens evne til på én gang at være ophøjet og jævn fejrede triumfer. Med få, enkle ord kunne han forløse en stemning, som f.eks. da han ved en bestemt lejlighed fra Amalienborg med grådkvalt stemme på sit særlige københavnske råbte ud over slotspladsen: "Trange tijer, langsomt skrijer."

Men han gik langt i sin accept af Scavenius-politikken. I de allierede hovedstæder rynkede man brynene, da kongen den 15. maj 1943 i en radiotale stærkt advarede imod sabotageaktioner og andre illegale handlinger. Knud J.V. Jespersen undskylder talen med, at "ingen dengang vidste, hvad vi nu ved om sabotagens natur og sabotørernes identitet og mål. Ingen kunne dengang vide, om der var tale om enkelte løsgående uromagere...." Den holder ikke. Samarbejdspolitikken var under stærk kritik, bl.a. af partiet Dansk Samling, Christmas Møller sad i London og opfordrede til sabotage, en patriot af samme støbning som kongen selv, dr. Vilh. La Cour, rejste land og rige rundt og opfordrede til modstand. Sandheden er snarere, at kongen var syg og træt og følte sig bundet af samarbejdspolitikkens logik

Men det er flot og et udtryk for kongens evne til at forene, at han modtog og takkede Scavenius, da han den 4. maj sjokkede gennem Københavns gader til Amalienborg for at indgive sin afskedsansøgning for få dage efter at modtage de allieredes generaler og takke dem. Og to år efter blive begravet med frihedskæmperarmbindet på sin kiste!

Knud J.V. Jespersen stiller til sidst spørgsmålet, hvad han selv synes om den person, han er kommet så tæt ind på livet af. Han svarer, at kongen sikkert ikke altid var lige behagelig at være i stue med. Hans lidt rastløse og knappe militæriske facon og hans undertiden nærmest rethaveriske bedreviden ville nok irritere på samme måde, som den irriterede radikale ministre. "Men jeg ville ikke være i tvivl om, at jeg stod over for et rettænkende og helt igennem ærligt og velmenede menneske, som bag det kantede væsen skjulte et blødt og romantisk sind..."

"Rytterkongen" er en fremragende bog om et sammensat menneske, monark og myte, spændende som en roman og indsigtsfuld som en lærebog. Bærer han den uniform, der hører til hans embede ved hoffet, bør den forsynes med fem stjerner på skulderen.

Bent A. Koch

Carl Plougs Vænge 6, Odense M, er tidligere chefredaktør.

Knud J.V. Jespersen. Rytterkongen, et portræt af Christian 10. 568 sider, ill. Gyldendal. Kr. 349.