Når man kan lide at rejse, er vinteren velegnet til at lægge planer. For kronikøren blev en aflyst Kina-rejse anledningen til en næsten diffus rejsefeber. Der er jo så mange muligheder derude
Det behøver ikke være langt væk. Det behøver ikke være fjerne himmelstrøg. Men det skal helst være et sted, jeg ikke har været før. Jeg vil gerne føje nye lande til dem, jeg allerede har besøgt. Og det skal være snart!

Min rejsefeber bryder ofte ud med forårets komme, men i år begyndte den præcis på årets første dag.

Måske hang det sammen med de hidsige regnbyger og den heftige blæst, som den 1. januar diskede op med. Det var nok et vindstød af stormstyrke, der splittede et træ lige uden for mit vindue, så halvdelen af det nu bøjer sine grene mod jorden. Og i den silende regn havde jeg fået sjaskende gennemblødte bukseben, som hurtigt blev kolde i blæsten. At dagen var tiltaget med syv minutter var glædeligt, men kun teoretisk, for de blygrå skyer, der drev over himlen var tunge.

Måske hang min rejsefeber også sammen med, at jeg faktisk skulle have været af sted til Kina. Men Kina var aflyst. Første gang på min egen foranledning og anden gang den 30/12, da rejsebureauet meddelte, at den ferietur, jeg havde bestilt, var aflyst. Det er åbenbart ikke meningen, jeg skal til Kina i denne omgang, så nu lurer en rejsefeber, der er temmelig diffus. De varme lande lokker. Tænk at være et eller andet sted i tørvejr og 30 graders varme.

JEG kan godt lide at rejse. Har foreløbig besøgt 18 forskellige lande. Nogle af dem længe, andre mange gange. Det er selvfølgelig dejligt at holde ferie i et fremmed land, men efter min mening er det endnu mere spændende, hvis man har et eller andet, man skal. F.eks. arbejde eller sprogkursus. Det har jeg selv haft stor glæde af flere gange.

At rejse er en interesse og en hobby. Jeg har aldrig haft planer om permanent at slå mig ned i et andet land, er glad for at bo i Danmark, i hvert fald i sommerhalvåret, men ophold af f.eks. tre måneder giver et rigtig godt indblik i det fremmede. Det er en meget tilpas periode for kulturmøder, møder med mennesker fra det givne land osv.

England var mit første udland, og sammenlagt har jeg været der et år, bl.a. med fem måneders arbejde på en restaurant i London og senest midt i 1990'erne, da jeg udførte frivilligt socialt arbejde på et feriecenter for svært fysisk handicappede voksne. Det var i Chigwell under organisationen Winged Fellowship, hvis krav er, at man er i god fysisk form og aktiv, da der er tale om hårdt fysisk arbejde, men det kan virkelig anbefales.

Italien kommer ind på en tidsmæssig andenplads. I Europa er Italien mit foretrukne ferieland, og jeg har foreløbig været der 12 eller 13 gange, hvoraf jeg de seks har boet hos italienske familier. Det har i høj grad været med til at give indblik i landets hverdags- og kulturliv.

I Italien er det sprogkurser på mellem tre uger og tre måneder i Firenze, Rom og Salerno, der sammen med et stipendieophold i Perugia, har været hovedårsager til mine besøg, men der har også været ferier rundt om i Italien, hvor jeg også sammenlagt har tilbragt ca. et år.

Kroatien er arbejdsland for mig. Jeg har aldrig været der på ferie, men i to perioder har jeg arbejdet med humanitært arbejde i flygtningelejre. Først i Bol på øen Brac ud for Split. Senere i landsbyen Lipovljani inde i landet. Anden gang, jeg var der, lærte jeg samtidig den kroatiske hovedstad Zagreb rigtig godt at kende.

Så kommer Holland med talrige ferier - primitive blaffeture med rygsæk, sejlads på kanalerne, cykelture og ikke mindst Amsterdams charme og fascinerende kunst.

Mellem 2000 og 2003 var det mest Mellemøsten, der trak, og bl.a. et studieophold i Yemen (med tre måneders orlov fra arbejde) var en stor oplevelse. Men også et par gange i Egypten, et gensyn med Tunesien og to gode ophold i Marokko hører med til de første år efter årtusindskiftet.

Rejseforberedelser medvirker i høj grad til forventningens glæde. Sommetider har jeg gjort meget ud af dem, men andre gange har jeg ønsket at improvisere mig frem. Det gælder f.eks. på mange blaffeture i mine lidt yngre dage, men også i en dejlig sommermåned i Norge, da min eneste bestilling hjemmefra var købet af en enkeltbillet fra Bergen til Kirkenes med Hurtigruten.

Hjemturen over land, med lokale busser og tog, gav helt andre oplevelser, end hvis jeg havde planlagt det hele på forhånd. Og nogle gange større udfordringer. Faktisk elsker jeg at improvisere, selv om man nogle gange bliver både træt og irriteret og spørger sig selv, hvorfor man gør det.

Rejsefeber dæmp dig! Den er der stadig, selv om Solen har vist sit smukke åsyn det meste af dagen. De varme lande lokker stadig, men der er jo også andre steder, der er dejlige. Også på en vinterdag. Og som nævnt i indledningen behøver det ikke være langt væk.

Øst- og Centraleuropa kender jeg ikke ret meget til. Bortset fra Kroatien og Bulgarien har jeg aldrig besøgt noget land dér. 1. januar blev bulgarerne og rumænerne EU-borgere. Hvad mon den enkelte mener om det?

Skal 2007 være året for mit møde med Østeuropa og østeuropæerne? Det er slet ikke nogen dårlig ide. Man kunne tage landene i alfabetisk rækkefølge: Albanien, Bosnien... Engang, jeg fløj sydover, var det helt klart vejr, og jeg så Polen, Slovenien, Ungarn...

Smalle veje, små landsbyer - alt var knivskarpt fra min flyplads i luften, og dengang drømte jeg om at tage samme rute på landjorden med langsomme lokale transportmidler, improvisere mig frem, give mig selv den nødvendige tid.

Er det nu? Dengang så jeg det nok for mig som en sommertur, men alligevel. Man kunne selvfølgelig også tage den nærmeste omvej, smutte op omkring Baltikum, fra Tallinn i Estland, og sno sig lidt sydover: Estland, Letland, Litauen, Polen... Eller finde et centrum som udgangspunkt og bevæge sig ud i større og større cirkler.

JEG tager mit atlas frem og kigger på Europa. Tjekkiet ligger lige midti omgivet af land til alle sider. Hovedstaden Prag har jeg tit haft lyst til at besøge, men endnu har jeg aldrig været der.

Jeg kan godt se, at min rejsefeber, mine rejsedrømme og -fantasier er alt for omfattende til at skulle erstatte en enkelt ferie, også selv om den skulle have gået til Kina. Det er vist ved at være tiden for et længere ophold igen - ikke bare en ferie.

Når man allerede har rejsefeber den 1. januar, når rejselysten fortsætter for fuld kraft den 2. januar, så man endda begynder at skrive ned, ja så må den 3. januar blive dagen, da jeg må handle og tage en beslutning.

En beslutning er en begyndelse. Ved at beslutte noget kaster man sig ud i en strøm, som kan føre ad ukendte veje og stier, og det er, hvad jeg ønsker lige nu.

Jeg har ingen nytårsforsætter, men jeg byder velkommen til 2007 og ser frem til at se mere af verden - nye rejser, nye udfordringer.

Jytte Nielsen, Bjørnsvej 4, Odense V, er eventyrlysten skribent og sproglærer, mag. art. & B.A.