Reduceret til lejesoldater


Reduceret til lejesoldater

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er vigtigt, at Danmarks udsendte soldater og deres pårørende kan se, at formålet er godt og forståeligt. Ellers kan soldaten ende med at spørge: Hvad laver jeg dog her?

H er i den netop overståede jul har der hjemme i Danmark siddet lige så mange bekymrede mødre, som der er udsendte soldater. Det er jo aldrig nemt for mødrene, selv om man ikke kan måle, veje og sammenligne bekymringer, savn, frygt og angst. For ægtefæller, børn, kærester, bedsteforældre, familie og venner går naturligvis i lige så høj grad rundt med tankerne hos deres soldat ude i det fremmede.

At være adskilt fra hinanden i månedsvis er svært, men i julen er det særlig hårdt. Hverken de derhjemme eller vi herude i det fremmede har fået den samme jul, som man plejer. For selv om alle udsendte her i Afghanistan har gjort deres til at få en hyggelig jul, så har det ikke kunnet undgås, at mange juleaften tænkte: Hvad laver jeg dog her?

DEN tanke er også fløjet igennem hovedet på mange af "ørkenholdets" soldater, når de igennem de sidste mange uger har været i hårde kampe med talebanerne. Tanken skyldes ikke kun en eventuel frygt for at miste sit liv. Det er også tanken om at svigte sine kammerater, når det brænder på. Det er i endnu højere grad også tanken om, at man svigter dem derhjemme og påfører dem mange bekymringer. Og så er det ikke mindst tanken om, at man selv tager liv.

Når man så oven i købet her i den sydlige del af Afghanistan nogle gange kan blive lidt i tvivl om, hvorvidt de civile overhovedet ønsker vores hjælp og tilstedeværelse, og man føler, at der er meget langt til New York, Bruxelles, København, Kabul og alle de andre steder, hvor folk, der skulle være meget klogere end os, sidder og flytter rundt på brikkerne i det politiske skakspil, som soldaterne er bønderne i, så kan man ikke undgå at spørge sig selv om, hvis krig det er, man udkæmper - og dermed spørge sig selv, hvad man laver her. Spørgsmålet om, hvad man laver her, forstærkes så også af de fysiske rammer, soldaten lever under.

Det er i det hele taget en prøvelse at være udstationeret og bo i lang tid væk fra dem, man holder af. Bor man oven i købet i en teltlejr under lidt primitive forhold, bliver prøvelsen ikke mindre.

Men befinder man sig ude i ørkenen i over to uger ad gangen, hvor opgaverne er yderst krævende - hvor man nu om natten begynder at nå ned på de minus 10 grader, hvor torden, regn og blæst til tider vælter ned over ens teltflage, der er spændt ud fra ens køretøj, hvor kosten består af ensformige amerikanske feltrationer, hvor man absolut intet privatliv har og blandt andet må lave "bummelum" i plasticposer til skue for alle andre, og hvor man trods mange timer i sin sovepose aldrig får en tung søvn, da muligheden for angreb altid er til stede - så kan det da slet ikke undgås, at tankerne om at frygte og svigte og slå ihjel blandes op med spørgsmålet om, hvorfor man er her.

NU ER det soldatens lod at leve under disse primitive forhold. Det er soldaten trænet til. Men netop fordi soldaterne er veluddannede til at kæmpe under så fysisk vanskelige vilkår, og fordi soldaterne er så engagerede i at gøre arbejdet så godt som muligt og gør deres arbejde som nogen af de bedste, understreges spørgsmålet om, hvorfor man er her, i særlig grad.

Den løn, som soldaterne får, kan langt fra siges at harmonere med deres uddannelsesniveau, professionalitet, den fare de udsættes for, de fysiske og psykiske strabadser eller det afsavn, både de og ikke mindst deres pårørende påføres.

Nu handler alt ikke om penge. For hvis man er glad og tilfreds med sit arbejde og de forhold, som arbejdet byder på, så spiller det jo knap så stor en rolle, selv om ingen takker nej til en lønforhøjelse.

Alligevel er det dog uden tvivl en væsentlig årsag til, at alt for mange gode konstabler, befalingsmænd og officerer de sidste par år har valgt en karriere i forsvaret fra til fordel for et arbejde i det civile, og mange vil komme følge efter.

Det skyldes dog i lige så høj grad også de ustrukturerede og fortravlede arbejdsforhold, mange udsættes for, fordi forsvaret eller rettere politikerne gaber over for meget med over 1500 udsendte soldater fordelt på Kosovo, Irak og Afghanistan. Ligesom det ikke mindst er for at undgå de alt for mange udsendelser.

ALT dette er ikke en klagesang på soldaternes vegne. Men i kærlighed til det danske forsvar er det en påpegning af de store problemer, som i løbet af få år kan få et ellers godt forsvar til at krakelere, fordi alt for mange gode soldater søger væk.

Ønsker vore politikere virkelig at gå til den yderlighed at anvende militær magt til at føre deres politik ud i livet, så kræver det også, at der bliver vist anerkendelse for soldatens arbejde og forståelse for de pårørendes afsavn.

Det kan blandt andet vises ved at give soldaterne en forsikringsdækning, der batter noget, ved at udstyre soldaterne med ordentligt materiel, ved at sørge for at udsendelserne ikke bliver for hyppige, ved at sørge for ordentlige løn- og arbejdsforhold, ved at forsvaret i det hele taget tilføres de midler, som det kræves for at løfte de opgaver, der bliver stillet. Og ved at ikke kun politikerne, men i det hele taget offentligheden viser ydmyghed over for det ansvar, der pålægges den enkelte soldat.

Anerkendelsen vises dog først og fremmest ved at sende soldaterne ud i opgaver, hvor formålet er åbenlyst godt, klart og forståeligt som at hjælpe andre fra at leve under tyranni og terror samtidig med, at det også indebærer en kamp for sit eget lands frihed.

Bliver et sådant klart og godt formål med anvendelsen af militær magt ikke gjort tydeligt, kan det ikke andet end lægge en kim til bekymringer og magtesløshed hos soldaten, soldatens pårørende og i det hele taget hos alle andre i landet.

Ikke kun fordi kampen ikke giver mening, men også fordi soldaten ellers kan ende med at se sig reduceret til nærmest at være en lejesoldat for nogle forfængelige politiske interesser. For man skal kunne se det gode i formålet og en mening med det, man gør, så soldaten ikke skal ende med at spørge, hvorfor man er her.

DET bør derfor også stå helt klart, at vi er her i Afghanistan, fordi Danmark og Vesten er truet af islamisk terrorisme, og vi oversvømmes med narko produceret her i landet. Og samtidig med at vi i et angreb på et af islamismens vigtigste arnesteder kan forsvare det derhjemme, gør vi så også gavn ved at hjælpe den afghanske regering med at opbygge landet efter årtiers krig og kaos.

De to ting kan dog ikke skilles ad. Mod nord gør danske soldater en enestående indsats med at få sat blandt andet skole- og vandprojekter i gang.

Her i den sydlige del har vi også civilt-militært arbejde i gang. Men for at det for alvor kan iværksættes, må vi først og fremmest have bekæmpet Taleban. Det gør soldaterne en ihærdig indsats for - til tider med liv og helbred som indsats. Og det kræver virkelig den største anerkendelse.

Thomas H. Beck, Sandager Kirkevej 26, Assens, er til daglig sognepræst i Barløse, Sandager og Holevad, Assens, men p.t. feltpræst udsendt til Afghanistan.
Thomas H. Beck
Thomas H. Beck

Reduceret til lejesoldater

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce