De fandtes engang i de små landsbysamfund, originalerne, og de var accepterede. I dag er der ikke så mange tilbage, og holdningen til dem er negativ.
- Nej-nej. Ham vagabonden, der kom og sov i laden, var Frank. Ham, der har lavet maleriet, gik ikke så langt omkring. Han blev altid i landsbyen. Hans navn var Ejner. Ejner Pedersen, mener jeg.

Min farmor fik det sidste ord. Af den simple grund af hun husker bedre end undertegnede, trods det at hun er nærmere 90 end 80, hvad angår livsår. Det, der udløste snakken om Ejner kontra Frank, var det maleri, hun forærede mig forleden. En del af arven udbetalt, mens hun kan glædes over min glæde. Maleriet vender jeg tilbage til

Først til det, som gaven har fået mig til at tænke over: Originalerne. Min barndoms meget skæve eksistenser, som der var så utroligt mange af. Hvorfor er der så få af dem i dag?

- Jamen Ejner, forsøgte jeg, da jeg talte med min farmor.

- Han stank da lige så meget af sprit som Frank. Kom han ikke også for at hjælpe til i høsten?

Sådan fortsatte snakken om et par af de vagabonder, sprittere - ja jeg foretrækker nu ordet "originaler", som mit barndoms land var befolket med. Og der var mange af dem. Tro mig.

I en af skovene, der hørte til den sønderjyske gård, hvor mine første 18 år blev tilbragt, røg det engang imellem op af skorstenen på en gammel togvogn. Her gjorde en ægte vagabond undertiden holdt. Tolereret af mine bedsteforældre. Fordi han trængte til et sted at hvile. Og fordi han ikke gjorde nogen fortræd. At jeg så fik forbud mod at lege i den del af skoven, når han var der, skyldes måske et gran sandhed i det, karlene på gården talte om: at der vist både var noget "tysk" og noget med æ kriech (Anden Verdenskrig) med ham...

Før jeg fortsætter beskrivelsen af originaler, så lige et svinkeærinde til mit udmærkede leksikon. Heri beskrives original som noget "oprindeligt, ægte eller besynderligt". Når talen falder på en person, gælder forståelsen "særling". Mennesker, der f.eks. skaber en original i form af et maleri, er altså særlinge, hvis de ellers falder uden for de faste rammer..

Et par af disse originaler boede i den nærliggende landsby, Skovby. Brødreparret Hans og Peter var byens smede. Et langt liv tilbragte de nær essens varme, mens de samtidig valgte kvinderne fra. Ja, der var en søster, der passede hus for dem, men det var også det hele.

Disse brødre var de rene troldmænd udi metal. Og holdt i en stor radius af landsbyen bøndernes plove, vogne og redskaber vedlige. De var jægere med mange bukke på samvittigheden. Ligesom de havde en kæmpe samling pilespidser og økser i alt fra flint til bronze og jern. Og så var de magiske.

- Preben. Du får nu 25 øre af mig. Dermed køber jeg din fingervorte!

Sådan sagde smeden Peter en dag og kiggede bestemt på mig. Han overtog nu retten til den vorte, som lægebesøg og dyre lægemidler ikke havde taget livet af. Nu var vorten - for 25 øre - hans. Og den forsvandt to dage efter for aldrig at komme igen.

Så var der originalerne Frank og Ejner, som jeg så uhøfligt havde forvekslet. Frank var den mest sølle af dem. Lille af statur. Skægget. Rødmosset. Og altid klædt i mange lag tungt tøj, om det så var sommer eller vinter. Når hans penge var brugt op, og han lugtede allermest brændbar, så fandt han vej gennem tågerne og frem til os for at tjene lidt penge. Et par dages høstarbejde, og han var klar igen. Til at aflægge købmanden et besøg.

Ejner derimod var på en måde lidt landsbyens uudtalte stolthed. Ikke når han efter ugers druk stod på gravens rand. Nej, den høje og tætbyggede mand havde i sine forholdsvis ædru perioder et talent. Han kunne male. Gøre køer levende og få gårde til at tage sig godt ud på lærreder. Å-løb og skove fik også liv. Ikke mindst fordi motiverne jo var lige fra nabolaget - det vi alle kendte.

- Du har jo løbet og leget der. Derfor syntes jeg, at du skulle have det, forklarede min farmor om valget af det maleri af Immervad Bro, som nu står på min sofa. Immervad Bro lå for enden af vore marker - på den historiske Hærvej. Det var et af Ejners yndlingsmotiver og stammer fra hans "frie periode". Det var inden, han kom på plejehjem og rygtet sagde, at han mistede gnisten til at male.

Der var mange som han. Originaler, som blev tolereret af alle, og som levede et for det meste af tiden stille liv. Pladsen her tillader ikke, at jeg opremser alle de skæve eksistenser, der boede inden for en radius af syv-otte kilometer fra mit barndomshjem. Men op til en snes personer har det vel drejet sig om.

I dag, da Sønderjylland for længst er skiftet ud med Fyn og Ringe, er der ikke mange originaler tilbage. Måske en enkelt eller to heromkring. Og så er de ikke accepteret. Når vi taler om dem - og det sker sjældent - så er det negativt:

- Så du ham den anden dag? Hvordan så han ikke ud. Det er også, fordi amtet er blevet til den dér store region, at der ikke er nogen til at tage sig af ham!

"Ham" er ikke længere nogen. Det er ikke Ejner eller Frank. Det er ikke smede-brødrene eller den mystiske mand i togvognen. Originalernes navne er for længst forsvundet. Måske fordi de ikke længere er så originale i betydning "oprindelige" og "ægte" som i mit leksikon? Det tror jeg. Jeg mener, en gang skabte disse mennesker deres egen plads i samfundet. De tilbød det, de havde at tilbyde. Frank arbejdede, når han var tørstig og uden penge. Og Ejner malede. Og de fik lov til det af personer som mine bedsteforældre og alle andre. "Fik lov", fordi de også havde ret, selv om de havde valgt det pæne, regelrette liv fra.

- Hvor du så skal have det hængende, må du jo finde ud af. Nu har du i hvert fald fået det, og jeg håber, du bliver glad for det.

Sådan sluttede min farmor samtalen om maleriet. Hun ved godt, at Ejners maleri ikke er stor kunst - selv om det fylder ret godt. Og det bliver nok også svært at afsætte til næste generation, når jeg engang begynder at uddele arveforskud. Men som det står dér - på sofaen lige under novemberkaktussen - er det herligt.

Det minder mig om originalernes tid. Og om, at jeg blev opdraget til at give plads til originalerne. Hvor maleriet så skal hænge, se det...

Preben C. Dahl er journalist.
  • fyens.dk