I den moderne verden er det individualiteten, der tæller. Du skal være noget særligt. Også når det gælder mode. Men måske bliver vi bare masseproducerede unikaer?
Det er januar, en som oftest kold, trist og grå - ikke engang en kønt snelandskab begaves vi med her i dette land - måned, hvis eneste eksistensberettigelse synes at være at forstærke den vinterdepression, der kom snigende allerede engang midt i oktober.

Meget, meget trist, var det ikke lige for opfindelsen, der kun akkurat overgås af lynlåsen og de selvsnørende snørebånd i genialitet: Januarudsalget!

Her er det muligt at finde de ting, man brugte det meste af decembers julegaveindkøbstid på at forelske sig i til normalpris (for det er jo en kendt sag, at butikkerne liiiige sætter priserne lidt op på varerne, vel vidende at folk nok skal købe dem alligevel…).

Så begejstringen var stor, da jeg forleden dag på en af mine utallige oseture op og ned af gågaden ser den helt fantastiske petroleumsfarvede skjorte, jeg har drømt om siden dengang midt i december - nu sat 50 % ned.

Dog vælger jeg at lade butikken beholde den dejlige skjorte lidt endnu, for hvis jeg skulle købe alle de ting, jeg gennem den sidste måned har forelsket mig i, så var min konto i minus allerede den 10. januar.

Derimod investerer jeg i en pakke tyggegummi og et nyt modemagasin i kiosken på vej hjem, og Gud ske tak og lov for, at jeg prioriterede mine sparsomme finanser således, for i bladet er der "den store udsalgsguide" - hvad holder stadig hele vejen i det nye år, og hvad er bare "so last year"? Og på "not"-listen, altså de ting, der ikke hører hjemme i det nye års garderobe, der finder jeg tilfældigvis både skjorter og farven grøn!

Her er det så, det bliver en anelse pinligt, for jeg tager mig selv i at blive decideret lettet over, at jeg ikke købte den petroleumsgrønne skjorte, som ellers var "Den Eneste Ene" blot to timer tidligere. Jep, lettet - det er et ganske rammende ord.

Men, hov, hvad er nu det? Hvorfor må jeg ikke købe den skjorte, bare fordi nogle har fundet på, at vi til foråret (som i øvrigt synes som en fjern, fjern fremtid og slet ikke noget vi behøver spekulere på endnu) skal gå i marineblå tanktoppe?

I dagens Danmark prædikes der individualitet som aldrig før, og alle gør krav på at blive anerkendt som noget ganske unikt.

Og bevares, indtil forskerne trodser Etisk Råd og rent faktisk kloner et menneske, så er vi da alle forskellige fra hinanden og i den forstand unikke.

Men hvor blev min individualitet lige af, da jeg drog det lettelsens suk over ikke at falde igennem som værende udenfor modeverdenens pædagogiske rækkevidde? Den forsvandt med den selvstændige "kan selv, vil selv"-attitude, det ellers tog mig en ganske lang trodsalder at anlægge.

Det er ikke med stolthed, at jeg her bekender min underdanighed for Bazars og de andre magasiners "Hot/not"-lister.

Tværtimod fik episoden mig til at tænke på, om ikke det er mere pinligt at lefle for moden end det er at være iført et "must-have" (en genstand, man bare må eje for at være med på moden) fra sidste sæson? Men frygten for at falde igennem - ikke kun rent modemæssigt - er vist en så indgroet del af den menneskelige natur, at det kan være vanskeligt at sætte sig ud over og bare være aldeles ligeglad med andres meninger.

Vi har jo fra før menneskeheden blev mennesker søgt sammen, forsøgt at indgå i et fællesskab, hvilket fordrer en eller anden form for fælles holdning til stort og småt.

De fleste af os er således blevet enige om, at det der med at slå ihjel - det holder ikke, det er bare so last year gange en million! Ligesom mange af os deler den holdning, at arbejdsdeling og specialisering generelt er en rimelig fiks måde at indrette samfundet på, og at prutte ved bordet er pænt klamt og respektløst overfor værten.

Og endelig er nogle så blevet enige om, at blå er farven for foråret 2009, og grøn ikke er.

Hvis vi andre vil være en del af samfundets fællesskab må vi hellere være enige, også selvom vi måske lige var åndeligt fraværende eller på toilettet, dengang der var plenummøde i modeverdenens generalforsamling.

Det er bare ligesom om, det bliver en hel del nemmere at færdes i verden, der jo altså bebos af andre end mig, mig og mig, hvis vi har oprettet nogle standarder for, hvad der er rigtigt og forkert. Disse standarder har så udviklet sig fra fysisk ageren i sociale sammenhænge til konceptet dresscode.

At førstehåndsindtrykket er af overordentlig vigtighed, når man møder andre mennesker, har diverse sociologer, psykologer og andre med forstand på menneskelig adfærd vist slået fast én gang for alle, og det allerførste man ser, er naturligvis et andet menneskes ydre fremtoning: tøjet.

Så det er faktisk noget ganske naturligt at man bruger tøjet til dels at tilpasse sig omgivelserne, og dels som signal til selvsamme omgivelser om, hvem man er.

Men hvis man signalerer side 36 i modemagasinet Bazars januarnummer, er man så sig selv? Altså noget selvstændigt, noget individuelt, noget unikt?

For med 173.000 læsere er der formentlig flere, der har valgt den fantastisk feminine figursyede blå top til de passende løse, grå haremsbukser, når nu disse to genstande udråbes til at være sæsonens "must haves" - altså de beklædningsgenstande ethvert anstændigt menneske med bare lidt socialt sindelag ikke kan gå igennem tre måneder uden!

For når vi bærer et sådan outfit, så er vi nemlig noget helt særligt! Det lover de i hvert fald i bladet under overskrifter som: "Tidens trend: Understreg din individualitet" (og vælg for Guds skyld ikke grøn, selvom det er din yndlingsfarve!).

På denne måde tilfredsstiller vi både behovet for at blive bekræftet i, at netop vi er ganske enestående og vores basale tryghedsbehov for ikke at blive udelukket af det gode fællesskab. Vi bliver alle det ultimative paradoks: en flok masseproducerede unika.

Når det er muligt at blive noget så selvmodsigende som et masseproduceret unikum, så vidner det blot om menneskenaturens kompleksitet.

Vores evne til at tilfredsstille to ellers modarbejdende behov på én og samme tid. Det kommer derfor bestemt heller ikke bag på mig, at der indenfor menneskeracen vil være forskellige vægtninger i forholdet mellem individualitet og fællesskabsbehovet, og derfor vil man kunne iagttage mange variationer udi påklædningen.

Nogle vil måske vægte individualiteten højst og iføre sig den petroleumsgrønne skjorte, nogle vil måske gå så vidt som til at kombinere den med forrige sæsons must-have: oversize-tasken, men de er altså også modige.

Og så er der os andre, der i stedet for at investere i den ellers så eftertragtede beklædningsgenstand, først lige skimmer magasinernes Hot/not-lister - måske den er på en liste i et af de andre blade?

Ellers må jeg bare kaste mig ud i modens marineblå tagselvbord, så jeg virkelig fremstår som det masseproducerede unikum af en modeslave, jeg nu engang er.

Emilie Lindegaard Svendsen er stud.scient.pol ved Syddansk Universitet
  • fyens.dk