På en bænk i naturligheden


På en bænk i naturligheden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi drages mod den vilde og uberørte natur. Og den findes, selv i en velplejet park der ved første øjekast kan virke noget kunstfærdig. Hindsgavl er et eksempel

Et stykke væk lyder lidt fodtrin i gruset på en sti og lidt fjerne stemmer. Det er sommer på min hvide bænk i parken. Nærved lyder en trille fra en komponerende solsort. Det er en stor park med sin blide og svagt hvælvede plæne, der falder fra hovedbygningens majestætisk løftede terrasse ned mod kystskrænten ved bæltet.

Ude i det åbne står store enkeltstående træer, der er hovedpersoner på den kongeligt grønne scene. De står endnu og gør indtryk. Det ville kun svække det hele sceneri, om de gav sig til at tale. Og dumt ville det virke, om der sad en sufflør i en kasse for at give dem ord. Dette er ikke en fortælling i en bog eller et skuespil på et teater. Det er en helt anden og egen historie.

Den begyndte en gang for længe siden, da det driftige og oplyste ægtepar lod godset opføre i en ny tid, hvor der skulle lys ind i dunkle sale og fløjdøre skulle slås på vid gab ud til naturen. Der skulle herske klarhed og rene linjer. Enkelhed skulle erstatte kunstfærdighed. Parykker og pudder skulle kasseres.

Dog er den hele park et forsøg på at skabe orden og derved bliver den på trods af sin stræben efter naturlighed alligevel noget velplejet og kunstfærdigt. Ordet kunstfærdigt giver straks en fornemmelse af skaberi og pyntesyge. Ved nærmere eftertanke kan det dog blive til noget, der er skabt for skønheds skyld af mennesker. Det er netop sådan, det er.

Denne stille morgenstund giver mig mulighed for at gå på opdagelse. I et stille hjørne står fire ærværdige træer i et monumentalt kvadrat direkte på plænen. De er forskellige i formerne, men dog af samme art. Tilsammen bliver de både til en smuk skulptur med deres grønne løv i en fælles krone og til et rum mellem stammerne.

De fire træer står for sig selv og det kunne være alt nok, om man vil have æstetik. Men bevæger man sig nu ind i midten og bliver en femte stamme, så opdager man pludseligt og overraskende, at man tillige befinder sig på en korsvej, hvor hver af de fire veje ganske præcist peger mod væsentlige punkter i parken.

Tydeligt er det, at to lysthuse ligger for enden af hver sin vej. Det ene er huset ved kysten, hvor en lille allé træder til på det sidste stykke. Det andet er den stråbeklædte og blågitrede hytte med en gul terrasse i sit ene hjørne. Den tredje vej forsvinder tilsyneladende i skovens vildnis, men gør man sig umage, aner man også her en lysthytte af granstammer ved kysten. Så er der den fjerde og sidste vej, der enten som en gåde skal løbe lige ud i parken, hvilket dog næppe har været den oprindelige ide.

Mere nærliggende er, at her lå et nu forsvundet rundt lysthus ved siden af en lille fiskedam. Så er der kommet orden på denne del - ganske som der var engang.

Det er ikke den vilde natur, vi befinder os i. Men hvem ville da også påstå det eller blot tro derpå?

Det var dog det, man skulle tro, da man omlagde parken i engelsk landskabelig stil. Komme ud i det fri fra stuer, kamre og sale. Træde direkte ud i det fri og bevæge sig mellem mangfoldige og skønne planter og træer under åben himmel. Under alle omstændigheder udtryk for en trang mod naturen.

Nok kan det være mere en trang eller en længsel end den skinbarlige natur - mere psykologien end realiteten. Det er efterklange fra romantikkens tid - den rousseauske frigørelsestrang, hvor følelser og natur bliver til den ny naturlighed - såvel i det indre som i det ydre. 

Mange gange har jeg gennem årene været i Hindsgavls park. Træder man ud af fløjdøren fra den helt centrale havestue, der vender så indlysende mod syd med et skue ned gennem parken til Lillebælt og som et nyt sætstykke den skovklædte Fænø, så løftes sindet mildt og stort. Det er alt nok, så har man været her. Men det skal man dog ikke tro. Der er meget mere i denne park. Noget gemmer sig og kan findes. Andet gemmer sig i historien og kan måske anes.

Kammerherre Adeler og hans hustru Karen Basse har ladet herregården, som vi i dag kender den, opføre. Efter datidens skik sætter vi ham først og bemærker, at det faktisk var hende, der havde arvet det hele - og hertil, at de to stod sammen om virksomheden. De flyttede ind i deres ny herlighed i 1786.

Fra terrassen udenfor havestuen faldt haven dengang i brede terrasser ned til kysten. Det var i moderne europæisk målestok en noget gammeldags have i stiv barokstil med firkantede bede og lige gange. Vi ser stadig en rest af dette anlæg i form af den smalle og dunkle lindeallé, der begynder ved den gamle og nu forsvundne barokhaves vestlige kant med retning mod vest ud til bæltet. 

Det er en mørk og hemmelighedsfuld tunnel, hvor udgangen tegner sig lysende og tiltrækkende for enden. Man træder ud under kystens store træer og befinder sig ved det sted, der på den tid betegnedes som Abrahams Skød, og hvor der var og stadig er et udsigtsplateau, hvorfra man ser den lille Fænø Kalv svømme så trygt bag sin mor, den store Fænø og længere væk ser vi ind i Kolding Fjord.

Det er dette sceneri, som vor store maler Jens Juel malede sidst i 1790erne. På hans billede er det tydeligvis denne enestående udsigt, der har tiltalt herskabet. Det forstår man.

Da grundlæggerne begge var døde og ikke havde efterladt sig børn, så måtte fruens 15-årige brorsøn Niels Basse Fønss træde til. Han giftede sig nogle år efter med den ganske unge Louise Frederikke. Det er dem, der i 1820erne og fremefter omlægger parken til engelsk landskabsstil. Den firkantede orden afløses af et åbent og mere naturligt anlæg. Tilbage til naturen havde det lydt længe ude i Europa. Nu blev det endelig Hindsgavls tur. Det er de unges park, som vi i det store og hele færdes i den dag i dag.

Nok fulgte man Rousseaus tanker om mere naturlighed, men det blev til en kultiveret natur med indbyggede filosofiske steder at dvæle. Derfor kom der små lysthuse i parken, ligesom vi kender det fra datidens Sanderumgård.

Vi ser det enkle tehus nærmest slottet. Det er dansk landlig byggestil tilsat kinesisk raffinement. Dets stærke koboltblå skrålister tager helt pippet fra beskueren i kontrast med de gule vægge i det blotlagte hjørnerum. Så er der det lille hvidkalkede bindingsværkshus ved kysten, hvor H.C. Andersens hyldestvers til Christian 8. står så nydeligt på et træskilt indenfor. Og længere mod syd langs kysten nok en genopbygget hytte i granstammer.

Når man gik ud i denne kultiverede natur og lagde salonerne bag sig, så fik man frisk luft. Men så langt væk kom man nu ikke. Man kunne hurtigt finde ind i parkens rum, hvad enten dette var alléerne eller et sted under en harmonisk trækrone, der foldede sig beskyttende og mægtigt ud over én. Eller ind i de små tankefulde lysthuse. 

Har vi det ikke på samme måde i dag? Vi tager ud i det fri og gerne væk fra vore vante boliger og vort vante arbejde for at søge frihed og skønhed et helt andet sted.

Hindsgavl er et sådant drømmested, hvor vi træder ud i en stor park med en vidunderlig udsigt og et sted, der giver os lov til at gå på opdagelse.

PS. Jeg glemte vist at sige, at nutidens ejere plejer denne enestående park på fortryllende vis.

peter storm

Søndergade 8, Middelfart er psykolog og forfatter

På en bænk i naturligheden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce