Man kan ikke sikre samfundet og det enkelte menneske ved at styre og kontrollere. Den eneste forsikring, der dur, er at finde trygheden i sig selv, inde i sig selv
Den helt fantastiske forfatter George Orwell udgav i 1949 romanen "1984". Den handler om et skræmmende fremtidssamfund, som bl.a. er uhyggeligt ved at være et overvågningssamfund.

Bogen "1984" var i mange år et samtaleemne, idet mange frygtede, at det kunne blive en realitet. Da 1984 passerede, uden der dengang var klare tegn til, at det skulle blive virkelighed, og muren oven i købet faldt fem år senere, så begyndte de fleste vist at have sådan en optimistisk forestilling om det humane samfunds opståen, at skrækscenariet næsten blev glemt.

I 2001, hvor terrorister som bekendt lod et par skyskrabere synke i grus, kunne verdens befolkning efterfølgende, uden at kny, lade den føromtalte overvågning glide ned så let som is i sommervarme.

Lige så vel som vi er i stand til at passere hinanden i folkemængden, som om andre er ikke-eksisterende, så er vi også i stand til nu at abstrahere fra, at samfundet via vores mobiltelefon kan følge os op ad en hvilken som helst gade. Ligesom telefoner altid kan aflyttes. Alle de mange kameraer, der visuelt foreviger os over alt, har vi også lært at lukke øjnene for.

Så skræmte er flertallet blevet, at mange ligefrem synes, at det er en tryghed, at vi bliver overvåget snart sagt konstant. Når man tror, at denne overvågning kan sikre os, tror man ganske fejl. Det er absolut en falsk tryghed. Og denne falske tryghed betales ovenikøbet med en umådelig høj pris. For der er noget rædselsfuldt ved overvågning, som ganske bliver glemt.

Vi bliver nemlig alle mistænkeliggjort. Hvad har du og jeg gjort, siden vi skal overvåges og tiltros det værste? Synes du virkelig, at du har fortjent det? Nu om stunder er situationen ædt råt i en grad, så man forsvarer det med, at den, der ikke har noget at skjule, ikke kan have noget imod overvågning. Dette er slet ikke spørgsmålet! Tværtimod avler det jo en mistænksomhed over for alle. End ikke et barn ønsker at være overvåget, et barn ønsker at være genstand for kærlig opmærksomhed, hvilket er noget ganske andet. Kærlig opmærksomhed hviler i tillid, overvågning tager sit afsæt i mistillid.

Dernæst kan overvågningen i sig selv blive et våben i stedet for en beskyttelse. Ja er i virkeligheden et fuldgyldigt våben allerede. For ved at overvåge alle søger man at holde alle i skak med kontrol og styring. Det betændte er aldrig alene udenfor, det er også indeni, og det er altid der (indeni), at man skal komme overens med det. Det gælder det enkelte menneske, men det gælder også en gruppe af mennesker - et land.

Den falske tryghed opstår ved, at man aldrig kan sikre samfundet og det enkelte menneske ved at styre og kontrollere. Det svarer til, at det enkelte menneske forsøger at opnå tryghed ved at kontrollere og styre alle i dets nærhed. Den eneste forsikring er, at man finder trygheden i sig selv, og dermed er forvisset om, at man ikke fortjener at blive overfaldet eller fravristet noget. Vi kan heller ikke beskytte os ved at opbygge et panser omkring vores psyke. For gør vi det, så er det ikke blot det onde, vi holder ude, det er også det gode, vi holder ude, ligesom vi holder os selv inde. Vi forskanser os. Det, vi er i gang med, er billedlig talt en middelalderlig byggen borge med skydeskår og det hele.

I evindelige tider har vi troet, at vi kan komme kriminalitet og terror til livs med kontrol, trusler og straf. Har det hjulpet? Det eneste, der kan hjælpe er bevidstgørelse og accept af os selv, som vi er.

Hvis min nabo bliver rasende på mig og fræser ind over hækken for at terrorisere mig, så nytter det jo ikke meget, at jeg tilsvarende finder en motorsav frem for at komme ham i møde med krig. Straks efter kan vi have hugget hovederne af hinanden. Det nytter heller ikke, at jeg sætter et videokamera op for at være forberedt på hans eller andres komme, for så har jeg allerede udsendt fjendtlige signaler ved at mistænkeliggøre mine omgivelser. Nej, jeg må hellere seriøst undersøge, hvad der gør ham så vred. Så accepterer jeg ham som et ligeværdigt medmenneske, og jeg respekterer hans følelser. Når udgangspunktet er, at jeg respekterer mig selv og kraftfuldt sætter mine grænser, så er sandsynligheden stor for, at vi kan komme i dialog.

Kriminelle handlinger sker ofte i affekt, og man kommer derfor lidt sent i tanke om, at det hele blev optaget på video. Hvad har samfundet opnået ved det? Èn mere i fængsel, javel, men forbrydelsen blev ikke forhindret.

Man lever også i en indbildt forestilling om, at den, der påtænker en forbrydelse, er dum. Så dum, at han ikke kan finde ud af at gøre det, han påtænker at gøre, når han bliver overvåget. Se det dog i øjnene: Vi kan ikke sikre os på denne måde. Vi kan aldrig vide hvor og hvornår den næste terrorhandling finder sted. Og vi kan slet ikke vide, hvem der begår den. Til styrke for samfundets indbildning vil man selvfølgelig en gang imellem få en "fisk i nettet". Alligevel vil terrorhandlingernes antal ikke mindskes, for de er synonyme med den indre terror i summen af samfundets indbyggere!

Hermed hentyder jeg til, at terroren afspejler, at der indeni dem, der bliver udsat for terroren, er en ubevidst vrede, et had, et ønske om hævn og ødelæggelse. Terroristen udlever sine indre tilbøjeligheder. Ligesom terroren søger at bevidstgøre dem, der bliver ramt af terroren samt dem, der er bange for den. Så man kan komme til at forstå, at en tilsvarende, men ubevidst, oprørstrang findes inden i næsten alle mennesker. Kan man som udgangspunkt indse det, så ligger der efterfølgende en opgave i at erkende, hvad denne indre vrede retter sig imod og dernæst at arbejde med den i selvudvikling. Der er ikke noget i vejen med denne vrede, den har sine gode grunde. Og det er naturligt for os alle at blive vrede. Vreden skal blot vendes til at være konstruktiv fremfor at være destruktiv. Vreden indeholder en styrke, som vi kan bryde ned med, eller vi kan bruge den til at bryde mere og mere igennem til vores egentlige og kærlige potentiale.

Når krigen mod terror synes naturlig, så er det i grunden, fordi man barnagtigt siger: Det var terroristen, der begyndte! Men det er det samme som at sige, at der ikke er nogen grund til hans vrede. Selvfølgelig er der det. Lad os gribe i egen barm.

Frem for at USA efter den 11. september 2001 straks svarede igen overfor terroristerne ved at lave både krig i Irak og krigen mod terror generelt, så ville det dog have været bedre, at amerikanerne kollektivt spurgte sig selv: Hvad har vi gjort for at blive centrum for mellemøstens vrede i en sådan grad?

Ligeledes ville det være langt mere konstruktivt, at Danmark efter et ambassadeangreb på lignende vis kollektivt rettede blikket indad. Lad os dog lade være med at være så selvtilstrækkelige, at vi hårdnakket påstår, at vi er ganske uskyldige. Nonsens.

Når man ofte har travlt med at sikre sig imod noget udefra kommende, hænger det sammen med, at man slet ikke forstår den menneskelige natur. Man forstår ikke, at der i os alle er så stærke kræfter, at man ikke udefra kan kontrollere dem. Vi kan derimod lære at håndtere disse kræfter indefra, når vi bliver bevidste.

Jamen, hvad i himlens navn skal vi så gøre. Det kan man med rette spørge. Hver gang noget ubehageligt sker, kan vi begynde at spørge os selv og hinanden, hvad vi skal lære af det. Jeg siger ikke, at man ikke må blive vred. Det er helt naturligt at blive vred over at blive bestjålet, blive udsat for vold eller terrorisme. Men denne vrede kan bruges meget mere frugtbart end til at bekæmpe eller overvåge den mulige ydre fjende.

Vi skal bruge de ydre hændelser til at gøre os bevidste om, hvordan det kollektivt ser ud inden i os. Altså skal vi hver især rydde op i vores eget indre, ligesom vi kollektivt skal rydde op i samfundets indre opbygning. Så vi kan sætte en sådan respekt og kraft om vores berettigelse, at andre også respekterer os.

Tilsvarende ville det selvfølgelig være bedst, om terrorister tog kærligt vare på deres had i stedet for at vende det udad. Men de ved ikke, hvad de gør. Kun den, der kender sig selv, kan handle derefter.

Kjeld John Ledet er terapeut og spirituel vejleder.
  • fyens.dk