O kristelighed! Du skænker vort hjerte hvad verden ej ved, synger vi i kirker og sognegårde. Men er det nu også rigtigt, og hvis det er, gælder det så også de intelligente?
O kristelighed! Du skænker vort hjerte hvad verden ej ved!

I den seneste tid har der været en hel del debat om tro og intelligens. En undersøgelse skulle angiveligt vise, at jo mere intelligente mennesker er, jo mindre kan de tro på Gud. Og omvendt, at jo mindre intelligente mennesker er, jo lettere er det for dem at tro på Gud!

Selve undersøgelsen skal jeg holde mig fra at vurdere. Dertil er jeg sikkert ikke intelligent nok! Men hvorfor i al verden er det så interessant at undersøge, hvordan det hænger sammen med vores intelligens og vores tro?

Det minder mig om konfirmanderne, der ofte mener, at jo mere vi ved, jo mindre har vi brug for at tro på Gud! I dag ved vi f.eks. at verden og livet ikke er blevet til som Bibelen beskriver det i skabelsesberetningerne. En skønne dag ved vi nok så meget, at vi slet ikke har brug for at tro på Gud, mener de derfor!

Nu er det ikke spor mærkeligt, at unge mennesker i 13-årsalderen tænker sådan. Og det er godt, at de siger det. Meningen med at gå til præst er jo netop, at få talt om den slags. Det kan til gengæld undre, at granvoksne og intelligente mennesker også spørger sådan! Men det kan jo være, at forskerne bag omtalte undersøgelse aldrig har gået til præst, og ikke er blevet konfirmeret!

Forskerne bag undersøgelsen mener tydeligvis at tro er det samme som overtro og uvidenhed. Jo mere man ved, og jo mere intelligent man er, jo mindre har man derfor brug for at tro! Men kristentro er ikke overtro. Det er tro og tillid til Kristus. Den tro at han har gjort det, som et menneske ikke formår, og derfor har vi brug for ham, og brug for at tro på ham.

Nu er det vist sådan, at troen for de fleste mennesker ændrer sig i løbet af livet. Det er altid en stor fornøjelse at fortælle bibelhistorie for børn. De tror helt spontant på det, de hører og selvfølgelig også på Gud, og de bliver grebet af Bibelens store og stærke fortællinger. Lige til det en dag virker for naivt og barnligt at tro sådan. For er det nu sandt?

Det spørgsmål dukker ofte op netop i puberteten, hvorfor det giver god mening at gå til præst i den alder. Derfor taler vi meget om tro og viden i timerne, og kan forhåbentlig i fællesskab nå frem til, at vi ikke kan undvære hverken vores tro eller vores viden.

Tro er ikke at vurdere om noget er sandt eller falsk. Vi skal ikke tro på videnskabens opdagelser og landvindinger, som vi heller ikke skal tro på, hvad der står i en matematikbog. Det skal være sandt og kunne bevises. Vi skal heller ikke tro på vejrudsigten. Enten er den rigtig eller også er den forkert.

Tro er derimod tillid og hjertets overbevisning. Man kan sammenligne tro med at elske.

Når man elsker et andet menneske, skyldes det jo ikke, at man har foretaget en grundig analyse og vurderet dette andet menneske, og til sidst er kommet frem til at jeg elsker dig! Det er altid omvendt. Kærligheden sker, den er det første, fordi et menneske fylder mig med tillid og tro og varme følelser. Det er ligeså uforklarligt, som det er dejligt.

Nu kan man hverken se eller bevise at Gud findes, ligesom man heller ikke kan bevise, at Jesus har ret. Her kommer vores viden til kort.

Har Jesus ret i, at hos Gud er den mindste den største? At for Gud har det lille hjælpeløse og fejlende menneske større værdi end alle andre, og at hos Gud er der større glæde over én der kommer hjem, end over 99 der er hjemme? Den tro forkyndte Jesus.

Skulle vi nu med vores viden og fornuft vurdere sandsynligheden af om det er sandt, måtte fornuften sige: sludder og vrøvl! Det er både dumt og tåbeligt og ufornuftigt, hvis Gud er sådan. Lige til de ord rammer én selv!

Når jeg hører, at de ord er til mig og handler om mit liv, kan jeg fyldes af tro og tillid, og af en uudsigelig glæde over at Gud er så rig og stor, barmhjertig og kærlig, så der også er plads til mig i hans rige.

Det havde apostlen Paulus og Martin Luther hørt, så de aldrig glemte det. Det styrede resten af deres liv. Det skrev Paulus om i sine breve. Epistlen søndag den 29. juni var fra Paulus' Romerbrev. Her skriver Paulus, at alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, men ufortjent gøres vi retfærdige af nåde ved Kristus Jesus.

Selvom alle har syndet og er langt fra Gud, tager Gud alligevel imod os, som en ren foræring også selvom vi slet ikke har fortjent det. Sådan er det, fordi Jesus Kristus har købt os fri. "For vi mener at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger", som der står skrevet i Romerbrevet kap. 3 vers 28.

I dag bekymrer det os måske ikke så meget om vi er fuldkomne i Guds øjne. Til gengæld pukler vi så meget mere for at være det i andres øjne. Ofte lever vi, som om vi selv skal gøre os både perfekte og fejlfri. Du skal udvikle dig og forbedre dig, og i det hele taget helst være noget helt andet end det, du er!

Men gør vi et menneskes værdi afhængig af, hvad det præsterer eller ikke præsterer, er der noget galt. Det er det samme som at mene, at et menneske retfærdiggøres ved sine gerninger.

Men Jesus siger altså, at det at være fuldkommen, er umuligt for et menneske, men for Gud er alting muligt!

Og Paulus siger, at et menneske gøres retfærdigt ved tro og ikke ved gerninger. Det gælder både overfor Gud og mennesker, i himlen og på jorden.

Til daglig hylder vi i et og alt, at et menneske retfærdiggøres af sine gerninger. Det er herligt, så længe det går godt, og vi har succes og medvind. Men den dag hvor presset udefra bliver for meget, eller hvor vi en ærlig stund må indrømme, at skulle jeg vurderes alene på min egen indsats, ville jeg være rent fortabt, da er det en forbandelse alene at blive vurderet på sin indsats.

Hvor er det godt at vi har lov at tro på, at et menneske gøres retfærdigt ved tro på Kristus og uden gerninger! At nåden og kærligheden og barmhjertigheden fra Gud er der på forhånd.

Hanne Drejer

Kirkestræde 1, Asperup, er sognepræst i Asperup-Roerslev