Om at lystre


Om at lystre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Blandt andet i de politiske partier og hos fodfolket er det svært at opretholde disciplinen. Selvkontrol, tilpasning og respekt er afløst af selvudfoldelse

For nylig fandt jeg - igen - Piet Heins Gruk fra 9. april 1941:

’Jeg dyrker

en sport,

som jeg træner i

tit:

jeg øver

mig i

at gå

ude af trit’

Det gav anledning til mange tanker. Jeg kan huske den morgen, 9. april 1940, da - med en anden digter, Otto Gelsteds ord - ’De mørke Fugle fløj ved Gry med Motorstøj i Eskadriller over Byens Tage’. Jeg husker min far og min onkel, der gik ind i Modstandsbevægelsen - men det er en anden historie. Piet Heins ord fik mig også til at tænke blot et år tilbage.

Året 2008 var markant på mange måder. Finanskrise, voldsomme uroligheder rundt om i verden og mange andre små og store begivenheder. Det er naturligvis meget individuelt, hvad der er i fokus for det enkelte menneske - og hvad der giver stof til eftertanke.

For et menneske på samme alder, som den ældste af præsidentkandidaterne i USA, var den amerikanske valgkamp en blandet oplevelse. På den ene side være enig i at alder øjensynlig ikke er/var nogen hindring - og så alligevel. På den anden side håbe på, at det var Barack Obama, der vandt. Det gav anledning til nogle overvejelser om generationer, forskelle mellem dem og nødvendigheden af at kunne fungere sammen.

Hver generation føler vel - med en vis ret - at ingen anden generation har været ude for så store forandringer. Betragter vi den teknologiske, videnskabelige og delvis den politiske udvikling, må man vel medgive os, at der er sket en hel del, selv om min barndoms nordlige forstad til København ved den årlige "sentimental journey" ligner sig selv, blot med lidt flere parkerede biler - efter "lukketid" næsten en biludstilling i Forum.

Vi, min generation, har vel også som mennesker udviklet os mere eller mindre i takt med samfundet. Men, ikke mindst har vi været vidner (undertiden undrende, undertiden begejstret, undertiden bekymret) til en omvæltning i forholdet mellem autoriteterne og den enkelte.

Alle har vi nok en temmelig levende erindring om disciplinen både i de første skoleår og såmænd også i de sidste. I dag kan jeg undre mig over, at jeg fandt mig i, at sløjdlæreren gav mig lussinger, fordi jeg ikke kunne høvle et bræt lige.

Mange år senere, da min søn gik i gymnasiet, hentede han sin fransklærer på lærerværelset og tog hende med ind i sin klasse og bad klassekammeraterne tage stilling til, om den karakter, han havde fået i fransk, var retfærdig. (Det, mente de, var den ikke).

1968-oprøret var jeg/min generation vel lige netop en halv snes år for gamle til at være en del af, men fulgte det med blandede følelser. Og i 2008 var der så en lang række artikler og diskussioner i anledning af, at det var 40 år siden, det brød ud. Naturligvis har det sat sig sine spor, men med hensyn til det ønskede opgør med autoriteterne lod det vente på sig.

Nu er det måske snarere i form af et opbrud end et oprør. Det er i hvert fald ingen samlet bevægelse, blot en åbenlys anden holdning.

Hvorfra det kommer, ved vist ingen. Det er også relativt uventet. Selv yngre ledere føler sig i dag i vildrede over tankegang og opførsel blandt deres endnu yngre medarbejdere.

Også de politiske partier har mere travlt end før med at få de yngre til at opretholde disciplinen. Aldrig har der været så mange "løsgængere". (Nå, ja, der er da også en enkelt, næsten fra min årgang, som gør oprør - men det er så mod fremskridtet og tilbage til sløjdlærerens pædagogik).

Mange af de unge agerer arbejdsmæssigt på en helt anden måde. Motivationen og drivkraften er helt anderledes. Mønstret med selvkontrol, tilpasning og respekt for autoritet er afløst af ønsket om selvfølelse, selvudfoldelse og, hvis noget respekteres, er det i tiltagende grad autenticitet. Det er måske fordi de ikke befinder sig på banen med den klassiske overligger?

Henry David Thoreau siger i "Walden Livet i skovene", 1854: ’Hvis et menneske ikke går i takt med sine ledsagere, kan det være fordi det hører efter en anden trommeslager. "Lad det gå i takt til den musik, det hører, ligegyldigt hvilken taktart den så har og hvor fjern den er".

Som (næsten) alle andre menneskelige egenskaber er denne udvikling ikke entydig positiv eller negativ. Man kan afvise den som egoisme hos de nye generationer - i værste fald udviklet til narcissisme. Man kan også tage dette dilemma alvorligt og se det gode i, at autoritet ikke længere respekteres i sig selv, uanset om virkningerne for ens levevilkår kan være alvorlige, og prøve at give dette nye livssyn de rigtige vækstbetingelser. Måske vi selv har været med til at fremelske den gennem opdragelsen af vores børn.

Det er i øvrigt interessant, at børnene af 68-generationen tilsyneladende ikke forstår eller accepterer deres forældres holdninger. Deres oprør er af en helt anden art.

En af mine gode diskussionspartnere og medforfatter gennem mange år, managementskribent, kunstmaler Per Thygesen Poulsen - næsten 10 år ældre end mig og gammel Herlovianer, som jeg har drøftet dette med, skrev: ’Jeg kommer til at tænke på noget jeg læste i Anne Marie Løns "Dværgenes Dans", som i øvrigt kan anbefales: "En ordveksling ... drejede sig om at lystre kontra at være lydig, og jeg forstod, at de begge skelnede skarpt mellem de to begreber, uden at jeg dengang kunne indse forskellen. Den ene hævdede, at jeg skulle lære at lystre, fordi ... jeg ville komme ud i en verden, som ville kræve blind lydighed og måtte være rustet dertil. Den anden holdt på, at lydighed måtte være nok. Den lydige er ikke uden egen vilje, og det mente hun måtte være vigtigst".

Og han fortsætter: "Lystre mener jeg i dag er henvist til dressur, ikke til opdragelse. Og lydighed er snarest et fyord, i det mindste hos den nu herskende generation af lærere og opdragere.

Men der tror jeg, at der kommer et skift, når den generation som ikke har lært lydighed, selv bliver lærere og opdragere. For de har jo lært ikke at skulle finde sig i noget oppefra, og vil måske reagere på samme måde nedefter".

Der vil nok aldrig mere være en entydig udvikling, i hvert fald ikke i vores del af verden, og det skal vi helt sikkert være taknemmelige for. Vi husker, hvad ensretning kan føre til. Den positive side af dette lydighedens dilemma, beskrev Charles Eliot Norton (1827-1908), skribent, idealist og reformist fra USA i "True Patriotism" 1898:

"Når piber og trommer lyder og giver genlyd i pressen - og alt for ofte støttes fra prædikestolen, når de byder alle at falde ind i geledderne og holde trit og i stilhed adlyde de tyranniske kommandoer, så er der virkelig behov for stemmen, som løfter sig i protest, der appellerer til fornuften. Så er det mere end nogensinde en pligt for den gode borger ikke at være tavs".

Så hvis denne mangel på lydighed over for autoritet - eller det/de der giver sig ud for at være autoritet kan medføre en anden etisk holdning og ikke lede til narcissisme og et uengageret tryk på knappen, der gør andre ondt, kan vores børnebørn få en god tilværelse.

Ved gennemlæsning af ovenstående inden tryk på sendtasten kan jeg undre mig lidt over mit valg af citater med piber og trommer, men de er jo reelt et opgør med netop de piber og trommer - for ikke at tale om pauker - jeg husker så godt fra min tid som en meget utilpasset gardehusar - flere år inden 1968.

Arven fra 1968, præsidentvalget i USA og de første skridt til en lærerig løsning på finanskrisen kan gøre 2008 til et år, der vil blive tænkt positivt tilbage til i 2048.

Paul Hegedahl

Store Stege 20, Dyreborg, Faaborg

Om at lystre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce