Med de mange nye signaler fra kinesisk side er der ingen grund til at sammenligne legene i 2008 med dem, Nazityskland stod for i 1936
Sport og storpolitik har været sammenklistret i mange årtier. I hverdagen er sport sjov, samvær og kammeratlig konkurrence, men store begivenheder som De olympiske Lege (OL) illustrerer sportens ofte tætte forbindelse til verdenspolitik. Sommerens lege i det kommunistiske Kina spinder også tråd til sammenvævningen. De vil på symbolsk vis markere, at det frembrusende kæmpeland tiltager sin plads blandt verdens absolutte stormagter.

Historien om sammenblandingen af sport og politik begyndte, da verden gik amok. I 1936 blev OL holdt i hjertet af Europa. Det nye Tyskland skulle vises frem for den måbende verden, så naziregimet iscenesatte legene mere pompøst end nogen sinde tidligere. Sportsstjerner fra hele verden heilede til ære for der Führer, Adolf Hitler. Legene mistede deres uskyld og blev et propagandastunt. Historien byder på mange senere eksempler på sammenblandingen af sport og politik.

Nu er det Kinas tur til at blive vært for de prestigefyldte Lege. Legene er mere end blot sport - som Jørn Hansen skriver i bogen Ringene samles: "OL er et holdepunkt i en fragmenteret verden, hvor drømme er en af de sidste varer, ingen endnu har taget patent på." Og der findes vist ikke en magt i sværvægtsklassen, der ikke ønsker at være drømmenes hjemsted en sommers tid.

Den internationale olympiske Komité (IOC) beslutter, hvem der skal være vært, og den deler ikke æren ud til højre og venstre. Rygtet siger, at Nazityskland lagde pres på IOC, før legene kom til Berlin. Man kan forestille sig, at Kina har gjort det samme.

Omvendt kan IOC's valg bunde i, at Kina så at sige har noget af væsentlig værdi at byde på - noget, der er interessant for resten af verden. Spørgsmålet er derfor, hvorfor Riget i Midten, som kineserne ynder at kalde deres land, er fundet stueren nok, når Kina nu har et notorisk anstrengt forhold til basale menneskerettigheder?

Dette simple spørgsmål kræver et kompliceret svar. I dagene efter 11. september 2001, da terrorister fløj med store passagerfly ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York, bugnede aviserne med vidtløftige spekulationer om verdens fremtid. Godt en uge efter den forfærdelige terrorhandling bemærkede jeg et lillebitte Ritzau-nyhedstelegram midt inde i dagens avis. Det var en nyhed, som under normale omstændigheder ville være havnet på forsiden. Eller deromkring.

Her kunne man læse, at Kina netop havde afsluttet realitetsforhandlingerne om medlemskab af WTO, World Trade Organization. Herefter manglede kun formaliteterne, dvs. underskrifterne og billederne af de glade, stolte statsmænd.

Disse fulgte så nogle måneder senere, og Kina kom med i en økonomisk klub med godt og vel 150 andre medlemmer. Medlemskabet står helt centralt i forståelsen af Kinas nye internationale rolle. Nu forpligter Kina sig til at overholde en række spilleregler, hvis man skal nyde næsten uhindret adgang til andre medlemslandes markeder.

Den berømte amerikanske professor i international økonomi, Francis Fukuyama, mener, at begrebet trust, tillid, er helt centralt i en velfungerende handelsøkonomi. Uden tillid mellem handelspartnerne tør kun få løbe den nødvendige investeringsrisiko, der skal åbne økonomien mod nye markeder. I efteråret 2001 blev Kina et land, man tør nære tillid til - det er i hvert fald i Kinas egen interesse.

Medlemskabet af WTO var et skridt på den fremskridtsvej, Kinas ledere forsigtigt betrådte allerede i slutningen af 1970'erne. Efter tre årtiers brutal betonkommunisme med nidkær statsstyring var landets økonomi næsten smadret. Det var derfor ambitionen hos den nye leder af det lukkede kæmpeland, Deng Xiaoping, at rette kursen op. Målet var ambitiøst, nemlig at skabe noget, der aldrig tidligere hverken var set eller hørt om: en såkaldt socialistisk markedsøkonomi.

Først fik landbruget friere tøjler, i 1984 fulgte industrien. Nye dynamiske, private virksomheder skød op af jorden, mens de gamle statsejede, ofte urentable virksomheder rumlede videre, som om intet var sket.

I 1995 blev det bestemt, at det finansielle område skulle liberaliseres. Enorme udenlandske investeringer begyndte at strømme til. I det tidlige forår 2007 fik kinesiske borgere ejendomsret - i hvert fald i byerne.

Træerne vokser sjældent op i himlen, og selv om der sker meget nyt, er der grænser. Bøndernes selveje af deres landbrugsjord lader stadig vente på sig. Eftersom 80 pct. af Kinas befolkning er bønder, er dette bestemt værd at huske.

Der er også kun lindet forsigtigt på det politiske låg. Ifølge Kinas forfatning er kommunistpartiet "hele det kinesiske folks kerneledelse." Sådan har det været siden 1949, og det bliver der sandsynligvis ikke ændret afgørende ved en god rum tid. Men der er flere andre aktive partier i Folkekongressen. Disse partier har ca. 16 pct. af pladserne her, så noget sker der trods alt.

Der er omvendt sket meget, når vi ser på Kinas forhold til omverden. Medlemskabet af WTO er allerede blevet nævnt, det samme er de mange, store investeringer i selve Kina. Et tredje vigtigt kapitel af Kinas internationale eventyr er Afrika. Den 4. november 2006 deltog 48 afrikanske lande i et topmøde i Beijing, der for alvor skulle sparke gang i samhandelen. Kineserne er interesserede i råstoffer og landbrugsvarer, og måske bliver Afrika et af fremtidens spisekamre for den enorme befolkning i Riget i Midten.

Nogle vestlige meningsdannere har skarpt kritiseret, at Kina ikke forlanger, at de lande, man handler med, overholder menneskerettighederne over for deres egne borgere. Andre mener omvendt, at det er positivt, at Kina ser ud til at kunne skabe gang i de afrikanske hjul - det vil afrikanerne kunne få langt mere ud af, end de har fået ud af al den samlede ulandshjælp i de sidste 60 år.

Synspunkterne udelukker ikke hinanden. I hvert fald viser sagen med al tydelighed, at Kina ikke længere er til at komme uden om i dagens verden.

Med de mange nye signaler fra kinesisk side, er der ingen grund til at sammenligne legene i 2008 med dem i Berlin i 1936. Det nazityske regime var i 1930'erne i fuld gang med at fastknytte sit nidkære greb om det hjemlige samfund og lukke sig af for omverden. Kina går den stik modsatte vej og åbner sig mere og mere op. Landet kommer med i en vigtig international frihandelsorganisation (WTO), ligesom selve det kinesiske samfund ganske langsomt liberaliseres på flere og flere områder.

Mener man, at Kinas økonomiske eventyr vil få større betydning end terrorangrebet i New York, kan man sige, at verden snarere bevæger sig mod det bedre (i form af forstærket internationalt samarbejde) end mod det værre (terror).

Hvis medlemmerne af Den Olympiske Komité (IOC) havde dette i baghovedet, da de valgte at tildele Kina den ære at blive kommende værtsland for OL, vil det forklare mangt og meget.

I hvert fald kan vi alle glæde os til sommerens sportslege i Riget i Midten. En sommer, der utvivlsomt både vil byde på fantastiske sportspræstationer - måske rekorder - og helt sikkert et kæmpemæssigt, fantastisk show fra værtsnationens side.

Christen Bonde

Solfaldsvej 16, Odense C, er cand.mag.