En svensk lektor besøgte i 1944 gymnasiet i Svendborg og blev set som et symbol på den kommende idealverden. Sveriges rolle under krigen blev skubbet i baggrunden
Det var en dag hen på efteråret 1944. Praktisk taget hver eneste elev på gymnasiet i Svendborg stod i kø nede i aulaen for at sikre sig en autograf. Nej - det var ikke Knud Lundberg, vores helt og idol, der havde beæret skolen med sit nærvær, og det var heller ikke en af de få danske stjerner på jazzhimlen. Hele vores opmærksomhed samlede sig såmænd om den svenske rejselektor, som lige havde fortalt os om sit lands litteratur.

Vi var begejstrede, og vi ligefrem nød den eksotiske duft der fulgte den piberygende svensker, når han gik hen ad gangene. Det var en oplevelse totalt forskellig fra stanken af fynsk tobak, som hærgede landet under den tyske besættelse.

Og til ære for vor svenske gæst afsang vi selvfølgelig stående: "Du gamla, du fria" uden sure miner eller sarkastiske sideblikke til kammeraterne.

I bund og grund var der tale om en hengivenhed med rødder i de seneste krigsår. Det var en følelse, der hang sammen med den måde, svenskerne havde taget imod de danske jøder i oktober 1943, og som vi havde læst om i den illegale presse.

Særlig kommunisternes skrift, Trods Alt, kunne vi lide, fordi tonen var så dejlig rå og direkte - helt anderledes end Svendborg Avis. Og vi fulgte intenst med, når undergrundsblade kunne berette om danske modstandsfolk og nødlandede allierede flyvere, der nåede i sikkerhed på svensk grund.

Inderst inde vidste vi måske godt, at sandheden om Sverige ikke var helt så sort-hvid, som vi håbede og ønskede. Den tyskkontrollerede danske presse tegnede konsekvent et billede af Sverige som en sand ven af Tyskland, men det var selvfølgelig noget, som vi ud fra vor viden om Sverige som de forfulgtes redningsplanke ikke ville acceptere.

På den anden side måtte vi - om end nølende - tro på et pressefoto, der viste den svenske prinsesse Sibylla, der var mødt op på jernbanestationen i Krylbo og storsmilende uddelte chokolade og blomster til sårede tyske soldater på vej gennem Sverige fra østfronten til norske sygehuse.

Vi forsøgte at undskylde episoden med, at Sibylla, den nuværende kong Carl XVI Gustavs moder, var tysk født, og at venligheden mod hendes landsmænd måske derfor kunne forklares som udtryk for en blanding af humanitet og hjemstavnsfølelse. Men vi var langt mere tilfredse med den konsekvent kølige holdning, som dronning Alexandrine udviste over for sine tidligere landsmænd, besættelsesmagten.

Det skulle dog vise sig, at lazarettoget, som fik besøg af Sibylla, kun var en lille del af meget omfattende transporter. Den svenske historiker Siv Rehn mener, at mere end 30.000 sårede tyske soldater ad jernbane blev kørt fra Finland gennem Sverige til Norge. Og trafikken den modsatte vej var lige så intens.

Allerede den 25. juni 1941 - altså tre dage efter Hitlers angreb på Sovjetunionen - gav den svenske regering tilladelse til, at tyskerne måtte sende infanteridivision 163, Engelbrecht, fra Oslo via det svenske jernbanenet til Nordfinland.

Man hørte under krigen heller ikke meget til Sveriges rolle under kampen om Narvik. Derimod kogte den tyskkontrollerede presse nærmest over af begejstring over værnemagtsberetningerne om general Dietls bedrifter.

Der var ligefrem en Tordenskjoldsagtig stemning omkring Dietl i hans egenskab af chef for de tyske bjergjægere. Han havde allerede 9. april 1940 erobret Narvik. Men en engelsk invasionsstyrke, der også talte polakker, franskmænd og fremmedlegionærer kastede de tyske tropper ud af byen, der jo spillede en vigtig rolle som udskibningshavn for jernmalmen fra de nordsvenske malmlejer.

Dietl befandt sig i en yderst vanskelig situation, og det fik rigsregeringen i Berlin til at anmode om tilladelse til at sende sygepassere, sanitetsmateriel og levnedsmidler gennem Sverige til Narvikområdet. Og den svenske regering efterkom opfordringen, hvad der skabte betydelig bitterhed i Norge og i mange år belastede forhold mellem de to nordiske lande.

Således udtalte den tidligere norske statsminister Kåre Willock den 17. maj 2005 i svensk radio, at Sverige havde været påfaldende eftergivende over for tyske krav - "værst var det med de såkaldte tyske sanitetstog, som bragte hjælp til de tyske styrker".

Willock sigtede til de i alt 491 tyske soldater, der iført uniform som sygepassere rejste til Narvik gennem Sverige. Det var jo en massiv styrkelse af Dietls position. Han rådede oprindelig kun over 1900 mand foruden besætningerne fra sænkede tyske marinefartøjer.

Når Churchill derfor i sine erindringer påstår, at der simpelt hen blev smuglet tyske forstærkninger ind med "jernbane fra Sverige", har han fuldstændig ret.

Det var selvfølgelig særligt bittert, at det blev norske soldater, der måtte kapitulere i Narvik stillet over for den overlegne tyske våbenmagt. De allierede styrker havde forladt byen som følge af udfaldet af kampene i Frankrig.

Men hvad der var langt mere væsentligt for Hitler, ja, ligefrem en af forudsætningerne for den tyske våbenindustris produktionskapacitet, var eksporten af jernmalm fra Nordsverige til Tyskland. Transporten foregik hovedsagelig på svenske skibe og standsede først i løbet af 1944.

Problemerne med det i teorien neutrale Sveriges velvillige holdning til Tyskland var derfor ubehagelige set fra et allieret synspunkt - hvad svenskerne til fulde selv forstod. Så i takt med de tyske nederlag ved fronterne tilpassede Sverige sig derfor politisk efter de militære realiteter.

Englænderne ville have svenske kuglelejer - og dem fik de fra 1943. Englænderne og amerikanerne ville have deres nødlandede flybesætninger hjem fra Sverige, så at de kunne genindsættes i luftkrigen - og det fik de. De allierede modtog også værdifuldt efterretningsmateriale fra Sverige, og regeringen så igennem fingre med, at briterne i Sydsverige oprettede en slags flyvelederstation, hvad der fik stor betydning for bombeflyene på deres togter mod mål i Tyskland.

De særdeles komplicerede detaljer om Sveriges afvigelser fra en konsekvent neutralitetslinie kom først til offentlighedens kundskab længe efter krigshandlingernes ophør. Men vi havde dog en klar fornemmelse af Sveriges tyskvenlige kurs i de første krigsår.

Egentlig kunne situationen i Sverige, medens krigslykken vurderedes at være med Tyskland, godt minde om den danske regerings samarbejde med besættelsesmagten.

Som svensk statsminister ville Per Albin Hansson undgå, at Sverige blev trukket ind i verdenskrigen. Der befandt sig efter 9. april betydelige tyske troppekoncentrationer i Norge, som til enhver tid kunne sikre sig kontrollen med de nordsvenske malmlejer, hvis regeringen i Stockholm indskrænkede eller standsede malmeksporten til Tyskland.

Man var i Sverige fuldt ud orienteret om nordmændenes lidelser under den tyske besættelse, og "norske tilstande" stod derfra som et mareridt for regering og rigsdag.

Præcist den samme angst var baggrunden for samarbejdspolitikken i Danmark. Vi sendte ganske vist af gode grunde ikke jernmalm til Tyskland, men vi forsynede vor sydlige nabo med landsbrugsvarer og arbejdskraft. Målet var at undgå at provokere, så at tyskerne måske derved ville miste tålmodigheden og indføre militærregime i Danmark.

Men den slags "i samme båd"-tanker drøftede vi ikke med den svenske lektor. Såvel Danmarks som Sveriges imødekommende holdning til Nazityskland skubbede vi så langt tilbage i bevidstheden som muligt. Og vores hyggelige, tweedjakkeklædte gæst var bestemt ikke nogen helteskikkelse for os. Vi var langt mere imponerede af de landsmænd, der satte livet på spil i kampen mod tyskerne.

Nej, rejselektoren personificerede drømmen om den idealverden, vi selv håbede at få lov til at opleve, når krigen var forbi. Og det måtte bestemt være en tid, da de voksne ikke længere var nødt til at inhalere produkterne fra Middelfart Tobakspakkeri for at holde tilværelsen ud.

Jørgen Weiss-Pedersen

Kåsvænget 14, Strib, Middelfart, er tidligere rektor.